Efter at have været lukket for omverden i mere end et halvt århundrede, blev grænserne til Myanmar åbnet i 2012 og i 2015 fandt det første demokratiske valg sted. Det betyder – i princippet – at livet skulle være blevet lettere for både de civile burmesere og for journalister og aktivister.
Imidlertid melder menneskerettighedsorganisationer og organisationer som blandt andre International Media Support fortsat om at såvel journalister som civile borgere bliver udsat for censur og trusler, når de ytrer kritik i aviser og på internettet. Noget Cinemateket i København satte sig selv i stævne for at vise med film, talks og debat under festivalen Myanmar 2.0 der fandt sted i begyndelsen af august.
Under de i alt fem overskrifter “Religion i dagens Myanmar”, “My Buddha is Punk”, “Myanmars demokrati anno 2017”, “Myanmar bag facaden” og “Myanmars vilde ungdom” blev der sat fokus på livet i det lange slanke land med i alt ca 60 millioner indbyggere.
Myanmar 2.0
Navnet på festivalen henviser til, at Cinemateket engang tidligere, i 2012 netop som Myanmars grænser blev åbnet for den internationale offentlighed, ryddede programmet for at sætte vise film fra og om landet, der længe havde været hengemt international opmærksomhed.
Med titlen ‘Myanmar 2.0’ ønsker festivalen at vise, hvordan Myanmar ser ud i dag – fem år efter de sidst rettede lærredet mod det Sydøstasiatiske land. Men er hverdagen i Myanmar også 2.0 efter at diktaturet er ophævet med landets første demokratiske valg?
Skal man tro de gæster festivalen havde af danske og burmesiske journalister og aktivister, har situationen måske ændret sig, men den er stadig ikke optimal. På nuværende tidspunkt er der fængslet omkring 70 journalister og aktivister for at have kritiseret regeringen, der ellers har Aung San Suu Kyi der i 1991 blev tildelt Nobels Fredspris for sit arbejde for et frit Burma, som leder.
Et liv i reformer skabt af diktatur
En af udfordringerne i det nye demokrati, er de reformer som militærregimet gennemførte uden hensyn til civilbefolkningen, og som stadig hersker.
For eksempel opkrævede militæret jord fra lokale bønder, og gav dem kun meget begrænset kompensation for deres tab. Og landmændenes jord er stadig i militærets varetægt. For selvom demokratiet har talt, sidder militæret på 25 procent pladserne i det burmesiske parlament. Og for at gennemføre ændring af reformerne skal 80 procent af parlamentsmedlemmerne stemme for. Sådan har militæret fortsat langt mere at skulle have sagt, end hvad man måske kunne ønske at demokratiet tillader, lyder det fra blandt andre Susanne Kemple der er konsulent og bosat i Myanmar. Og som, i samarbejde med Cinematekets programansvarlige, har sammensat programmet under Myanmar 2.0.
Hvor blandt andre kortfilmen “A Peaceful land” viste hvordan bønderne stadig lider under at have mistet store procentdele af deres jord, hvor regimets skilte provokerende viser, hvilke territorier der ikke må betrædes, for nu tilhører de dem.
Ifølge den burmesiske pulitzer-prisvindende journalist, Ester Thu San, der deltog under festivalen, står militærets indflydelse i den politiske dagligdag i vejen for fred i det unge demokrati. Udover at indflydelsen fra militæret spænder ben for progressive ændringer af reformer, finansieres militæret blandt andet af industrien omkring jade-sten, ædelsten og gas-udladninger. Hvilket både historisk, men også i nutidens Myanmar, resulterer i uro og borgerkrigslignende tilstande – særligt i grænseregionerne.
Her i blandt Kayah-state, der grænser op til Thailand. Her har flere menneskerettighedsorganisationer peget på, hvordan regimet har behandlet lokalbefolkningen som slaver i dets udnyttelse af arbejdskraften, hvilket har resulteret i, at forskellige guerilla-grupper har været i kamp mod militæret.
Èn af konsekvenserne af urolighederne i området, der fortsat har betydning for lokalbefolkningen, er de landminer, der er gravet ned i området, som Khong Soe Moe Augn viser med sin kortfilm “My leg”. Men ‘life most go on’ og sådan har en gruppe veteraner fra de interne kampe, slået sig samme i en workshop der laver ben-proteser til andre veteraner, der har mistet deres ben til urolighederne. Efter 60 år med krig, må de lave 100 ben om året. Og det har de gjort de seneste syv år. Det bliver 700 ben til tidligere krigere på alle sider af de etniske grupper. En lille benslængde mod fred i den burmesiske hverdag.
Men som Esther Thu San fortæller i forbindelse med visningen, er det stadig et problem at det er svært for journalister at få adgang til de uroplagede områder, og sådan gøre resten af landet opmærksom på, hvad lokalbefolkningen i de forskellige stater lider under. Selvom landet officielt er blevet åbnet for fri journalistik, bliver der fortsat lagt låg på med manglende tilladelser til at rejse til de konfliktfyldte områder.
Fra håbløshed til løst håb
Inden militærregimet tog magten i 1962, var Myanmar et af områdets rigeste lande. Men i takt med at regimet har udnyttet landets naturressourcer til egen vindings skyld, er lokalbefolkningen til stadighed blevet fattigere. Og selv med det nye demokrati, kommer gennemsnitslønningerne ikke over hvad der svarer sig til 20 kroner pr. dag.
Og når det med demokratiet, som filmen “Ma Yan Can – Waves of Transition” viser, er blevet ulovligt at bosætte sig langs de mange flodbreder, blandt andet i den gamle kongeby Mandalay, bliver det svært at være menig-mand i det nye demokrati. I hvert fald når lejlighederne i princippet er kvadrater for små til en hel familie og for dyre til den minimale årsløn, der er realistisk at betale. Domme fra både Susanne Kemple og Esther Thu San lyder, at der til stadighed bliver større og større forskel på rig og fattig.
Alligevel mærker man et spinkelt håb, hvis ikke for nutidens ungdomsgeneration, så for deres børn. Noget af det Myanmar 2.0 gjorde allerbedst, var at vise små historier fortalt af dem der lever et helt normalt hverdagsliv i det unge demokrati. Blandt andet det midaldrende ægtepar fra Bagan, et tørt og varmt område i Mandalay-Regionen i midten af landet, der for turister er bedst kendt for sine utallige pagoder, og produktion af sesam, peanuts og palme-whisky.
I filmen “Sugar og Spice” der følger et ægtepars liv i en palmeplantage, sætter manden dagligt sit helbred på spil, når han, på en stige af hvad der synes at være spinkle bambusrør, kravler op i palmer på højde med højhuse, for at høste dens saft, til at koge palmesukker (og palme-whisky) af. Nede på jorden holder han af at læse – og høre radio – men ikke at hans kone forstår sig på det. Hun kan ikke læse, og hun er ikke det mindste interesseret i det for “at læse er spild af tid. Jeg vil kun arbejde for føden”, siger hun med et hjerteligt smil. Til hvilket hendes mand retorisk spørger “Hvis alle var som dig, hvad ville der så blive af os”.
Det kommer der intet svar på, men som rulleteksterne vises, ses det, at det er parrets datter, der er instruktør på filmen. Det lader til, at selvom moderen måske ikke giver så meget for intellektuel-uddannelse, er det lykkes faderen at få lov til at spare tilpas meget af det hårdt tjente op, så deres datter kan uddanne sig og sådan se frem til et liv, mindre hårdt og med mere teknologi, end det simple liv forældrene lever i palmelunden.
Friheden er ligeglad med hvad andre tænker
Når mangel på frihed i generationer har været forbundet med overvågningen og en blanden-sig-i selv den mest simple statsborgers gøren og laden, er vejen til frihed, at være ligeglad med hvad andre tænker, eller:
“Man er nødt til ikke at give en skid for hvad andre tænker, for at kunne blive fri i Myanmar,” lyder det fra journalisten Mette Holm, der flere gange har rejst – og arbejdet – i Myanmar gennem de sidste små 30 år.
En holdning – og udstråling – der skinner igennem festivalens sidste filmiske indslag “Yangon Calling”. Her følger de to tyske instruktører Carsten ‘Peewee’ Piefke og Alexander Dluzak en håndfuld punkere i Yangon kort efter grænserne åbnede i 2012.
I følge punkmusikeren, Darko, der følges i Yangon Calling, opstod punkkulturen i Myanmar som en reaktion mod det dominerende (og kapitalistiske) samfund. “For hvor går man hen, når alt virker håbløst og man lever i et land der ikke er frit,” som han spørger retorisk efter filmvisningen.
Men selv om Darko ikke lægger skjul på, at han til stadighed synes Myanmar er et land i problemer og heller ikke den nye regering forstår at være sit ansvar voksent, lader det til at der så længe der er en ungdom der til tør tage bladet fra munden, er der håb for en mere fri fremtid.
I hvert fald er Darkos fremtræden som han står i Cinemateket som respekteret punkmusiker og leder af Turning Tables i Myanmar, der arbejder med social og økonomisk udvikling blandt unge og meget konkret træner den burmesiske ungdom i at (turde) tale sin egen sag, i heftig kontrakt til en af de sidste scener i Yangon Calling, hvor han uden liv i sine øjne og men mangel op håb siger: “Vores land er ikke frit, og der er ingen håb for fremtiden. Jeg tror ikke på, at det bliver bedre”.
Læs vores artikel om Turning Tables Myanmar med interview med blandt andre Darko her
