Finansiering af udvikling i lyset af bistandens faldende betydning

4729457188_040d3fd8fa_b
MDG’erne (2015-målene, red.) var en delvis succes med enormt ujævne resultater på tværs af regioner og lande men vi har ikke råd til at de nye verdensmål også kun bliver en delvis succes, mener Adam Moe Fejerskov. Billedet er fra Filippinerne.
Foto: Eugene Paul Gonda / (CC BY 2.0)
Laurits Holdt

28. februar 2016

Adam Moe Fejerskov

Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.

Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.

Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).

Læs alle Adam Moe Fejerskovs blogindlæg

Udviklingsfinansiering eller Financing for Development (FfD) som det hedder i FN regi fyldte ikke overraskende utroligt meget i det netop afsluttede år. Dels fordi, at den tilbagevendende FN-konference, der sætter rammerne for dette arbejde i FN blev afholdt i juli 2015. Men endnu vigtigere naturligvis, fordi der skulle vedtages nye udviklingsmål til Generalforsamlingen i september samme år.

De fleste kender nok tallene: Vi får brug for mere end 16 tusind milliarder om året fra i år, hvis hele SDG-dagsordenen skal finansieres. Og det skal den.

Det er er rigtig mange penge, men heldigvis skal de fordeles på en lang række aktører, og udviklingslandene forventes selv at tage det største slæb (de finansierede 77 procent af MDG’erne selv gennem deres offentlige budgetter).

Lykkes vi ikke med at samle de midler sammen, vil mere end 500 millioner mennesker stadig leve i ekstrem fattigdom, når vi når verdensmålenes udløb i 2030. Det vil være dybt uacceptabelt.

Bistanden har fået et hak i tuden

Udviklingsfinansiering foregår i dag desuden i en kontekst, hvor specielt bistanden fra de nordeuropæiske lande har fået et ordentligt hak i tuden.

Her har politiske ledere besluttet, at bistanden i stor stil skal finansiere hjemlige udgifter til flygtningemodtagelse.

Samtidigt har man i OECD lempet for reglerne, så nu også visse militære og privat-sektor udgifter kan kaldes bistand. Udviklingsbistanden skæres konsekvent og bruges i stigende grad til at finansiere udgifter irrelevante for udviklingssamarbejde og fattigdomsbekæmpelsen.

En række forskere (Mikkel Funder, Neil Webster, Yang Jiang, Lars Engberg-Pedersen, og Helle Munk Ravnborg) inklusiv mig selv, har i sidste halvdel af 2015 arbejdet med en rapport omkring udviklingsfinansiering, der ikke fokuserer på de økonomiske perspektiver i en snæver teknisk forstand.

I stedet tager den de politiske briller på og forsøger at undersøge, hvad holdningen er til spørgsmålet om finansiering af SDG’erne fra en lang række aktører inklusiv Kina, private fonde, den private sektor og andre.

De aktører, som alle forventer så meget fra, men som måske ikke kan levere udviklingsfinansiering, som vi tror og håber på. Derudover diskuterer den sidste års aftale i Addis Ababa og kigger på, hvad lokalregeringer holdninger er og bør være i finansieringsspørgsmålet.

Kina kommer til at spille stor rolle

Rapporten viser blandt andet:

  • At forskellen mellem de tidligere aftaler indenfor FfD, henholdsvis Monterrey Concensus (2002) og Doha Declaration (2008), og så den nye aftale i Addis Ababa er ret så markant. Mest i øjnefaldende er skiftet fra neoliberale ideer om økonomiske reformer til et fokus på offentlig regulering og politiker.
  • At Kina fortsæt vil fokusere en stor del af sine ressourcer og investeringer i udviklingslandene, og at sammenhæng med SDG’erne vil kræve, at en række problemer i Kinas infrastrukturinvesteringer adresseres. Det gælder bl.a. deres miljømæssige bæredygtighed, arbejdsvilkår, manglende evne til at have en positiv effekt på de fattigste befolkningsgrupper, og så deres evne til at brede sig til andre sektorer og sikre vedvarende vækst.
  • Hvor vigtig sammenhæng mellem klimafinansiering og finansiering af verdensmålene vil være. FfD aftalen fra Addis Ababa understreger behovet for privat kapital, men det må ikke blive en undskyldning, som de rige lande eller BRICS-landene kan bruge til at slippe for deres ansvar for at levere finansiering også. Der er stadig brug for markante summer af offentlige investeringer fra disse lande, samtidigt med at også Afrikanske lande selv må fokusere yderligere på at mobilisere midler internt.
  • Vigtigheden i offentlige instrumenter, der kan regulere privatsektor involvering i udviklingssamarbejde og sikre gennemsigtighed og ansvarlighed. Det gælder ikke mindst i situationer, hvor offentlige midler blandes med private, eller hvor de private midlers mål er af speciel offentlig karakter.
  • At de store private fonde er enormt svære at overtale til at støtte op om de specifikke verdensmål og ikke er synderligt interesserede i at koordinere med andre udviklingsaktører, noget der er med til at underminere deres muligheder for at skabe effektive resultater.
  • At alle midler i verden kan være utilstrækkeligt, sålænge disse ikke administreres ansvarligt og effektivt. Aftalen fra Addis Ababa sender et positivt billede om behovet for dette men giver ingen detaljer og repræsenter ikke nogen fremskridt på et område hvor der vil være brug for bedre data, monitorering og rapportering.

MDG’erne (2015-målene, red.) var en delvis succes med enormt ujævne resultater på tværs af regioner og lande.

Store dele af Asien klarede sig flot mens specielt Afrika syd for Sahara ikke står meget bedre i dag end det gjorde i år 2000.

800 millioner mennesker lever stadig i ekstremt fattigdom, mere end 40 procent af verdens befolkning lider under manglende adgang til rent vand, uligheden stiger mellem rige og fattige og mellem land og by, og de sidste år er millioner og atter millioner af mennesker blevet fordrevet fra hus og hjem på grund af konflikter.

Vi har ikke råd til at de nye verdensmål også kun bliver en delvis succes.

Den 1. marts holder DIIS et offentligt seminar om netop disse spørgsmål og vi håber naturligvis at mange har lyst til at komme og give deres meninger til kende. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her.