Find nyt navn til Dansk Ethioper Mission og vind en rejse

Laurits Holdt

Det virker forvirrende at en organisation som Danske Etioper Mission også arbejder i Liberia og Botswana. Derfor begynder missionsselskabet nu en proces med at finde et nyt navn. Den, der kommer med det bedste bud vinder en rejse til Ethiopien.

1. juni begynder en proces med at finde et nyt navn til missionsselskabet Dansk Ethioper Mission. Det sker blandt andet gennem inddragelse af baglandet i en ’You name it’ kampagne. Den 30. august skal bestyrelsen tage stilling til det nye navn.

– Vi har gennem mere end 30 år arbejdet i Liberia og Botswana og ikke kun i Etiopien, og vores navn giver anledning til forvirring. Men at ændre et navn kan være følsomt, ligesom vi skal have et godt alternativ. Nu vover vi det, forklarer generalsekretær i Dansk Ethioper Mission, Sune Skarsholm.

– Vi er midt i en fantastisk udvikling, hvor mission i dag sker i en anden kontekst end tidligere. Mission er ikke noget, vi bringer til et land i Afrika. Mission er gensidig udveksling og inspiration, og det ønsker vi at understrege, siger Sune Skarsholm.

Faktisk har missionsselskabet haft hele tre navne siden det blev stiftet i 1948. Først hed det Den Danske Abessinier-Mission, fordi Etiopien dengang hed Abessinien. Kun to år senere kom den første navneændring til Den Danske Ethioper Mission, og siden 1969 har det blot heddet Dansk Ethioper Mission.

Ideen er en rejse værd
Bestyrelsen i Dansk Ethioper Mission vil gerne have så mange mennesker som muligt til at komme med forslag til nyt navn. Der bliver derfor iværksat en kampagne i baglandet, som løber fra 1. juni til 10. august, og som hedder: ’ You name it – din idé kan være en rejse værd!

Den der foreslår et navn, som bestyrelsen ender med at vælge på et bestyrelsesmøde den 30. august, vinder en rejse til Etiopien til en værdi af 15.000 kroner. Det endelige navneskift kan dog først komme på tale den 5. april 2014, hvor Dansk Ethioper Missions medlemmer samles til årsmøde. Det er dem, der har mandat til at foretage navneskiftet.

Vi håber mange vil være kreative, drøfte det med hinanden og hjælpe os med at finde et godt og dækkende navn. Forhåbentlig kan muligheden for at vinde en rejse sætte kreativiteten i gang, siger generalsekretær Sune Skarsholm.

Man kan læse mere om konkurrencen på www.dem-dk.dk eller på www.facebook.com/Dansk.Ethioper.Mission

Yderligere informationer fås hos generalsekretær Sune Skarsholm på tlf. 7356 1260 / 2015 6497 eller [email protected]