Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Følgende simple spørgsmål stilles typisk i opinionsundersøgelser: ”Er du alt i alt tilfreds med demokratiet i dit land?”
Da der findes mindst 550 forskellige demokratidefinitioner, er svarene på dette simple spørgsmål svære at fortolke, og derfor sætter jeg anførselstegn omkring ”D”-ordet i dette blogindlæg.
Med så mange definitioner i spil kan det ikke undre, at anerkendte tænketanke bruger forskellige kriterier for at måle ”demokratiets” tilstand. Alligevel er de enige om, at ”demokratiet” siden 2005 har været på tilbagetog i Afrika syd for Sahara (SSA). Spørgsmålet er, om dén tendens kan vendes i de kommende år. Det mener mange borgere og aktivister i de respektive lande, at den kan, og de støttes af aktivister i Vesten og af flere vestlige donorer – heriblandt Danmark.
Ifølge to prominente tænketanke er der belæg for en vis optimisme. Afrobarometer har i årrække lavet opinionsundersøgelser af folks holdninger og finder, at et flertal af afrikanere i alle lande udtrykker støtte til ”demokrati”. Analyser af sammenhænge mellem folks meninger og faktiske ændringer i styreform er begrænsede, men ny forskning viser, at pro-demokratiske holdninger kun er klart associerede til demokratiske forbedringer i lande, der allerede er “demokratiske”. I autoritære stater, som nu er i overtal i SSA, er dén sammenhæng langt svagere.
V-Dem Instituttets analyser bygger på et væld af data og ekspertvurderinger. Dets optimisme om ”demokratiets” fremtid begrundes med de mange protester, som har fundet sted i mange lande siden 2000 både i SSA og verden. Ny forskning viser imidlertid, at folkelige protester typisk styrker status quo. Kun i sjældne tilfælde har protester og demonstrationer ført til mere ”demokrati.”
De to tænketankes optimisme om ”demokratiets” fremtid hviler på et svagt empirisk grundlag kombineret med ønsketænkning, som vist i det følgende.
Ikke så enkelt endda
Én forklaring på tilbagefaldet i mange afrikanske lande kan være, at mange borgere er anti-demokrater, som foretrækker en helt anden styreform: Militærstyre, etpartistyre, en autoritær præsident.
Netop dén forklaring har Afrobarometer undersøgt gennem en årrække, og svaret er klart: Samlet set er et lille flertal af afrikanere i de undersøgte lande imod alle tre autoritære styreformer. Og kun én ud af otte mener, at et ikke-demokratisk styre sommetider kan være bedst.
Dét må vel betyde, at syv ud af otte afrikanere – næsten 90 procent – er ”demokratisk” sindede? Nej, så enkelt er det ikke. Kun 70 procent af de adspurgte svarede bekræftende på følgende spørgsmål: ”Er demokrati at foretrække over alle andre styreformer?”
Ud af disse 70 procent er ikke alle overbeviste ”demokrater”. Ifølge Afrobarometers definition gælder det kun fire ud af ti adspurgte – nemlig dem, som både er imod alle tre autoritære styreformer og samtidigt foretrækker ”demokrati”.
Som potentielle demokratiforkæmpere i denne gruppe tæller Afrobarometer kun ”utilfredse demokrater”, der også er kritiske over for landets ledere og institutioner. Defineret på den måde er der samlet set kun én ud af seks ”utilfredse demokrater” i de 14 undersøgte lande, som måske vil kæmpe for ”demokrati.”
Opgjort fra land til land er der stor forskel på, hvor stor en del af befolkningen denne gruppe udgør; fra 42 procent i det autoritært styrede Gabon til omkring fem procent i Ghana, Kenya og Mozambique. Alle tre sidstnævnte lande har en eller anden form for flerpartisystemer. Generelt er andelen af utilfredse typisk højere i lande, hvor valgprocesserne er dybt problematiske, og oppositionen forfølges, men mønsteret er langt fra klart.
”Demokratiske” forringelser er harmløse
Selv i lande hvor civile og politiske rettigheder er stærkt forringede i de sidste mange år, kan andelen af ”utilfredse demokrater” alligevel være lav. Kenya og Tanzania er gode eksempler. Som Afrobarometer skriver i 2019: ”Et klart flertal af demokrater i Tanzania fortalte os, at de var tilfredse [min fremhævning] med et system, hvor demokratiet er på tilbagetog.”
Også i Kenya var borgere, der bekendte sig til ”demokrati”, overraskende positive om dets tilstand, selv om højesteret annullerede resultatet af valget i 2017, og det efterfølgende omvalg var plaget af politisk vold og blev boykottet af oppositionen
Sådanne holdninger er stærkt foruroligende for tilhængere af liberalt demokrati. Enten anser de adspurgte ”demokratiets” gradvise forfald som harmløst og i hvert tilfælde ikke vigtigt nok til at påvirke deres holdning – måske lidt ligesom mange danskere bliver hængende i Folkekirken, selv om de er svage i troen.
Eller også har de angreb på ”demokratiet”, som magthaverne i Tanzania og Kenya (og i andre lande) med held har gennemført, faktisk nydt udbredt, sommetider passiv, støtte blandt borgerne – selv blandt mange ”demokratisk” sindede. Et tilsvarende eksempel fra vore breddegrader er Ungarn, hvor borgere udtrykker voksende tilfredshed med ”demokratiet” til trods for – eller på grund af? – styrets angreb på det liberale demokratis grundpiller.
I alle tre lande spiller nationalisme nok en vigtig rolle for de autokratiske lederes opbakning. I Østeuropa er den baseret på en slags højreorienteret identitetsorienteret populisme vendt mod nationale mindretal og (imaginære) migranter. I afrikanske lande er en slags nationalistisk populismen typisk vendt mod udenlandske firmaers påståede udbytning af landets ressourcer. At gøre noget ved det kan øge autoritære regimers popularitet.
Konklusionen er, at i nogle lande har valgenes sejrherrer fået legitimitet til at reducere ”demokrati”. Valgresultatet i Tanzania i slutningen af 2020 – hvor oppositionen blev forfulgt og undertrykt – støtter denne konklusion.
Protester handler langt fra kun om ”demokratiske” tilbagefald
Nu vil ”demokrati”-optimister – med god grund – hævde, at mange afrikanere ønsker ”demokrati” og kæmper for det. I Sudan blev det, der startede som demonstrationer mod høje brødpriser, hurtigt til en folkelig protest mod militæret og folkedrabsdiktatoren Omar al-Bashir. Regimet er nu styrtet, men hvor overgangsregeringen ender med hensyn til ”demokrati”, er uklart. Store folkelige protester mod et tvivlsomt genvalg af præsident Peter Mutharika i Malawi førte – med højesterets hjælp – til omvalg, som oppositionen vandt. En klar sejr for ”demokratiet”.
Faktisk har antallet af protester og regeringsfjendtlige optøjer været stærkt stigende både i SSA og globalt i 2000’erne. Det får V-Dem Instituttet til optimistisk at hævde, at ”pro-demokratiske masseprotester i 22 lande (heraf flere i SSA) har bidraget væsentligt til substantiel demokratisering i de sidste 10 år.”
Men protester kan være drevet af mange forskellige faktorer: stigende priser på benzin/mad, dårlige lønninger og arbejdsvilkår, mangel på arbejde og begrænset social mobilitet, stigende skat, utilfredshed med korruption, politivold eller den siddende regering.
Demokratiforfald er langt fra det eneste, der kan få folk til at protestere – og folkelige demonstrationer fører langt fra altid til mere ”demokrati.”
Ønsketænkninger om fremtidens ”demokrati” i Afrika
Afrobarometer antager, at støtte til ”demokrati” udtrykt i interviews faktisk bidrager til positive ændringer i den virkelige verden, men det smager af ønsketænkning. Sammenhængen er ikke særligt godt belyst.
Den nyeste og mest grundige undersøgelse konkluderer, at udsagn om støtte til ”demokrati” er klart associeret med forbedringer i ”demokratiske” lande. I ikke-”demokratiske” lande er pro-”demokratiske” tilkendegivelser ikke associerede med ”demokratisk” transition.
Om afrikanere generelt vil have et mere liberalt ”demokrati”, er også tvivlsomt. Ønsketænkningen får næring af Afrobarometers implicitte antagelse om, at alle borgere, der er imod autoritært styre og for “demokrati”, altså er tilhængere af ”liberalt demokrati”: frie valg, tredeling af magten, respekt for menneskerettigheder, uafhængige domstole, ytringsfrihed, etc. Det er en fejlslutning.
I Afrobarometers analyser er der for lidt fokus på afrikanske borgeres egne ”demokrati”-forestillinger, som også kan inkludere ikke-vestlige demokratiformer. Med et stigende pres på den liberale verdensorden er der nu en oplagt anledning til at tage sådanne forestillinger alvorligt – præcist ligesom behovet for en gentænkning af ”demokrati” i Vesten er det.
V-Dem Instituttes ønsketænkning består i at antage, at mange protester er pro-”demokratiske”, og at de bidrager til at vælte autokratiske regimer. Desværre er sammenhængen mellem protester og demokratisering ikke underbygget af instituttet.
Larry Diamond analyserede sammenhængen for nylig. Baseret på informationer fra 20 lande, hvor masseprotester eller et “jordskredsvalg” har fundet sted siden 2009, konkluderer han, at dette kun i to tilfælde resulterede i et skift mod ”demokrati” (Tunis og Ukraine). I de fem afrikanske lande, som opfylder Diamonds kriterier – Nigeria, Etiopien, Zimbabwe, Sudan, Gambia – er resultaterne af protesterne endnu uvisse. Globalt set har det typiske resultat været, skriver han, ”skuffede forventninger og – ikke sjældent – brutalt knuste håb om demokratiske ændringer.”
Fremtiden
Covid-19 pandemien vil lede til yderlige protester i de kommende år ifølge Den Internationale Valutafond, IMF. Nogle af disse protester vil føre til regimeskift – og nogle måske til mere ”demokrati”. Hvilken slags – og i hvor mange og hvilke lande, det vil ske – er det svært at spå om. Det sandsynlige scenarie er en voksende forskel mellem mere “demokratiske lande”, for eksempel Botswana og Ghana, og mere repressive lande som Uganda og Mali.
De sidste årtiers erfaringer har vist, at ”demokrati” ikke kan indføres udefra af vestlige lande. Det skal borgerne i de enkelte lande selv kæmpe for. Hvis vores støtte til kampen for mere og bedre ”demokrati” skal føre til forbedringer, må den bygge på nøgterne vurderinger af mulighederne i de enkelte lande. Givet det liberale demokratis kriser i Vesten, er der også behov for en større lydhørhed over for ikke-vestlige/nye demokratiformer i såvel SSA som i Vesten.
