Flodbølgen i Asien – Danmark i spidsen for katastrofecenter

Redaktionen

Danmark skal stå i spidsen for et katastrofecenter i Indonesien – og rammen for den danske humanitære indsats øges med 85 mio. kr., skriver udenrigsministeriet i en pressemelding onsdag.

FN har bedt Danmark om at stå i spidsen for organisering af et nyt FN-krisestyringscenter i Indonesien på øen Sumatra, som er et af de områder, der er hårdest ramt af flodbølgekatastrofen i Asien.

Danida finansierer Beredskabsstyrelsens indsats. Beredskabsstyrelsen er formand for et nordeuropæisk netværk af beredskabsværker med nordiske lande og Nederlandene og UK som deltagere.

Hovedstaden Ache på øen Sumatra er tilsyneladende blevet helt ødelagt. FN skal hurtigt have gang i det omfattende hjælpearbejde, der er behov for i området. Katastrofecentret skal gøre det muligt for FN at gennemføre en effektiv operation.

Beredskabsstyrelsen skal sammen med sine partnere hurtigt opbygge de fysiske rammer for centret og sikre logistik og kommunikation. Det forventes, at et fly vil afgå fra Billund med al udstyret på fredag.

Sri Lanka – minerydning
Situationen i Sri Lanka er meget kaotisk. Danida har allerede givet penge til flere danske NGOer, som er i gang med hjælpearbejde sammen med lokale partnere.

Flodbølgen har måske også skabt nye problemer for den humanitære minerydning, som Danish Demining Group har været i gang med mere end et år. Det frygtes, at minerne nu ikke længere ligger i de felter, de er lagt ud i, men ligger hulter til bulter.

Det vil gøre det endnu sværere at få fjernet minerne, så folk kan færdes sikkert. – Det er aftalt med Danish Demining Group, at de får kigget på problemet og får tilført flere ressourcer, hvis der er behov for det.

Rammen for danske humanitære indsats forøges med 85 mio. kroner
Udover de 10 mio. kr., som integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) bevilgede mandag til hurtige indsatser i forbindelse med flodbølge-katastrofen i Sydøstasien, har regeringen onsdag besluttet at afsætte en ramme på op til 85 mio. kr. til yderligere indsatser til afhjælpning af skadevirkningerne efter katastrofen.

Indsatserne vil især blive koncentreret om Sri Lanka og Indonesien, som umiddelbart synes at være de hårdest ramte lande.

Støtten, der vil blive kanaliseret gennem FN-systemet, det internationale
Røde Kors og de danske frivillige nødhjælpsorganisationer, forventes både at dække de umiddelbare behov for medicin, mad, vand og husly og de mere langsigtede behov for at genopbygge de sønderknuste samfund.

Grundlaget vil være de appeller, som FN-organisationerne forventes at udsende over de nærmeste dage i takt med, at der skabes et mere præcist billede af katastrofens omfang og de påkrævede hjælpeindsatser, både på kortere og længere sigt.

Den konkrete udmøntning af rammen på de 85 mio. kr. vil ske i form af en bevillingsansøgning til Folketingets Finansudvalg, der vil fremkomme, så snart der er skabt det nødvendige overblik over de mest presserende behov.

De 10 mio. kr., som regeringen i første omgang afsatte til hurtige indsatser, er tæt på at være fordelt. Hovedparten går gennem danske hjælpeorganisationer, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp til det meget hårdt ramte Sri Lanka.