Gå til hovedindhold

Mobile menu

Flygtningehøjkommissær: Stram asylpolitik kan skade både flygtninge og Europa

FN's Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, har i de seneste dage været i Danmark, hvor han mødtes med LGBT-flygtninge, UNHCR-medarbejdere, kronprinsesse Mary samt udenrigs- og udviklingsministrene. Sidstnævnte drøftede han Syrien, flygtninge, asylstramninger og ikke mindst nærområder med.
Under sit besøg afsatte FN's Flygtningehøjkommissær også tid til at møde nogle af dem, det hele drejer sig om, nemlig flygtningene. Her tre repræsentanter fra LGBT Asylum's refugees-gruppe.

Under sit besøg afsatte FN's Flygtningehøjkommissær også tid til at møde nogle af dem, det hele drejer sig om, nemlig flygtningene. Her tre repræsentanter fra LGBT Asylum's refugees-gruppe.

LGBT Asylum

FN's Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, opfordrer Danmark og andre europæiske lande til at arbejde sammen om en sammenhængende asylpolitik.

Hvis staterne konkurrerer indbyrdes om at stramme adgangen for asylansøgere, kan det skade såvel flygtningene som de lande i Europa, der er flygtningenes nye hjem, advarede Grandi, som besøgte Danmark mandag og tirsdag.

Stadig strammere asylpolitik og ensidige tiltag fra de enkelte europæiske lande marginaliserer flygtningene og gøre vellykket integration mere vanskelig, sagde Grandi i en udtalelse ved afslutningen af hans to dages besøg i Danmark.

”På et tidspunkt, hvor folk er bekymrede for effekten af konflikterne i Mellemøsten og Nordafrika, kan jeg forstå mange europæeres bekymring. Men løsningen ligger i, at landene arbejder sammen. Det betyder, at arbejde sammen for at yde sikkerhed til dem, der har brug for det – gennem fair og sammenhængende arrangementer, der er i overensstemmelse med det internationale rammeværk, europæerne har været med til at opbygge,” sagde han.

En række lande i Europa, herunder Danmark, strammede op på udlændingeområdet, efter et stort antal flygtninge tog den farefulde færd over Middelhavet og nåede til kontinentet i 2015.

Nogle af de stramninger, der blandt andet er indført i Danmark, har påvirket mulighederne for blandt andet familiesammenføring og modtagelse af kvoteflygtninge, der er blandt de mest sårbare.

Filippo Grandi mindede om, at Danmark traditionelt set har været førende, når det gælder ”resettlement”, altså genbosættelse i et sikkert land, i form af at være en del i kvoteflygtninge-ordningen.

”Ved at genaktivere resettlement-programmet, kan hundredvis af de mest sårbare flygtninge, herunder for eksempel kvinder og voldsofre, få gavn af en meget tiltrængt sikkerhed og beskyttelse og begynde at genopbygge deres liv,” sagde han ifølge en pressemeddelelse fra UNHCR.

Dansk fokus på nærområder

Under sit besøg i København mødtes Grandi blandt andet med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

På dagsordenen for Anders Samuelsens møde var blandt andet situationen i Syrien. Her gentog den danske udenrigsminister regeringens standpunkt om, at vi skal hjælpe i nærområderne.

”Det er helt afgørende, at Syriens nabolande ikke kollapser politisk og økonomisk under det pres, der er skabt af de mange flygtninge. Det er også i vores nationale interesse i Danmark, at UNHCR er i stand til at hjælpe flygtningene fra Syrien i nærområdet. Det støtter vi dem i,” siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Også udviklingsminister Ulla Tørnæs, der mødte Grandi mandag, lagde også vægt på indsatsen i nærområderne.

”Netop nu står UNHCR i spidsen for en proces, som skal nå frem til en ny international aftale om styrkede indsatser i nærområderne. Jeg har derfor sat pris på i går at have haft en længere drøftelse med Flygtningehøjkommissæren om nogle af de største kriser og status for den nye aftale, som Danmark bakker fuldt op om,” siger udviklingsministeren.

Mødtes med flygtninge

Under sit besøg i København nåede Grandi også at møde nogle af de mennesker, det hele drejer sig om – nemlig flygtningene selv.

Blandt andet holdt han et mere uformelt møde med repræsentanter for den danske ngo LGBT Asylum, som – foruden overvejende danske frivillige - består af asylansøgere og flygtninge, der er blevet nødt til at forlade deres lande, fordi de er forfulgt som LGBT-personer – det vil sige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.

De tre flygtninge fra LGBT Asylums underafdeling, LGBT Refugees, talte med Grandi om deres erfaringer med som LGBT-flygtning at skulle opbygge en ny tilværelse i Danmark.

”Ja, vi møder diskrimination og racisme, men når det gælder seksualitet er det nemmere at være LGBT-person i Danmark end i mit hjemland,” fortalte en af flygtningene til Grandi.

Rekordhøjt antal flygtninge i verden

Filippo Grandi var også i København for at mødes med UNHCR’s næsten 200 medarbejdere i FN-byen.

UNHCR har til opgave at yde beskyttelse til verdens flygtninge. Antallet af mennesker på globalt plan, der fordrives fra deres hjem på grund af konflikt eller forfølgelse er steget betydeligt siden oprettelsen af UNHCR i 1951. I 2017 nåede antallet af flygtninge op på et hidtil uset niveau med mere end 22 millioner flygtninge. Antallet af internt fordrevne er steget tilsvarende og ligger nu på over 43 millioner mennesker.

Danmark har en partnerskabsaftale med UNHCR, hvorigennem der bidrages med mindst 320,5 millioner kroner årligt, herunder 160 millioner kroner i uøremærket kernebidrag, oplyser Udenrigsministeriet. Dette bidrag muliggør, at organisationen kan reagere fleksibelt og hurtigt på nye humanitære kriser eller forværring af igangværende.

Foruden møder i det danske UNHCR-kontor har Grandi blandt andet tilbragt sin tid i København med at deltage i Dansk Flygtningehjælps Directors Forum. Han blev modtaget af kronprinsesse Mary, der er protektor for Dansk Flygtningehjælp.