FN ser på kunstnerisk frihed og tilknytter dansker

Forfatter billede

FNs særlige rapportør for kulturelle rettigheder har tilknyttet den danske journalist Ole Reitov, der er mangeårig programchef på Freemuse, som konsulent for verdensorganisationens kommende undersøgelse af vilkårene for kunstnerisk ytringsfrihed over hele verden.

Freemuse er global vagthund mod musikcensur og har verdens-sekretariat i København, ikke mindst takket være Ole Reitovs indsats.

FN har netop udsendt et spørgeskema til samtlige medlemsstater og internationale organisationer om vilkårene for kunstnere og deres ret til ytringsfrihed.

“Det er første gang en så omfattende undersøgelse foretages. Spørgsmålet er jo desværre brændende aktuelt. Kunstnere over hele verden kommer i klemme mellem politiske, religiøse, kulturelle og økonomiske interesser,” siger Ole Reitov.

Til næste sommer skal FNs særlige rapportør, Farida Shaheed, fremlægge en rapport i FNs menneskerettighedsråd, men allerede her i begyndelsen af december mødes et internationalt ekspertpanel i Geneve for at analysere den globale situation for kunstnerisk ytringsfrihed.

“Jeg blev kort før sommer bedt om at skrive en baggrundsrapport om kunstnerisk ytringsfrihed til FNs Højkommisariat for Menneskerettigheder,” fortæller nu 63-årige Ole Reitov og uddyber:

“Resultatet af min research er desværre ret deprimerende læsning. Mange kunstnere er blevet dræbt, fængslet og forfulgt de seneste år, og lovgivningen i mange lande er mangelfuld eller tolkes efter forgodtbefindende”.

“Vi beder nu landene svare på, hvorledes de beskytter kunstnerne og hvorledes censurlovgivningen fungerer. I mange lande har kunstnere og kulturproducenter ingen appelmuligheder i forhold til censurmyndighederne”.

“Desuden handler det jo ikke kun om kunstnernes ytringsfrihed, det er i høj grad også et spørgsmål om borgeres ret til adgang til kunstneriske udtryk – og dermed et af de helt centrale spørgsmål for demokratiet,” anfører Reitov

“Konsultationsrunden i Geneve og spørgeskemaet vil for første gang give os et globalt overblik over, hvordan det står til på dette område. Beskyttelsen af kunstnerisk ytringsfrihed er mindst lige så vigtig for den demokratiske udvikling som beskyttelsen af medierne”, lægger han til og slutter:

“Kunsten kan noget, journalistikken ikke kan. Ofte er det kunstnerne, som gennem musik, billedkunst eller film sætter “nålen i øjet” og har gennemslagskraft hos millioner af mennesker, hvoraf mange selv hverken kan læse eller har adgang til at udtrykke sig”.

Globalt netværk

Freemuse, som arbejder for musikeres og komponisters ytringsfrihed, tog sidste år initiativ til at samle en række internationale organisationer i København for at undersøge mulighederne for at skabe et globalt netværk til forsvar for kunstnerisk ytringsfrihed.

Netværket – artsfex – blev etableret i slutningen af oktober i år i forlængelse af en verdenskonference om kunstnerisk ytringsfrihed, som Freemuse organiserede i Oslo sammen med den norske fond Fritt Ord.

Ole Reitov stiftede Freemuse (Freedom of Musical Expression) i 1999 sammen med Klaus Slavensky. Reitov var før da bl.a. kulturjournalist i DR i over 30 år. Han er stadig en aktiv kraft i Freemuse-domicilet på Nytorv 17 i Københavns centrum, hvor man bl.a. ligger inde med verdens største database over musikcensur.

Se også http://www.forlagetvandkunsten.dk/106952

Man kan læse mere på www.artsfex.org og www.freemuse.org