FN’s verdensmål er populære i Folketinget

folketinget_peter_leth_flickr
2030-netværket skal bidrage til videndeling og debat om 2030-dagsordenen og dermed øge kendskabet til verdensmålene både på Christiansborg og i offentligheden.
Foto: Peter Leth (arkiv/CC/flickr)
Ane Nordentoft

17. september 2019

Det nye formandskab har indgående kendskab til FN’s verdensmål gennem mange års erfaring som medlemmer af Folketinget og som ministre, hedder det på 2030-netværkets hjemmeside. Kristian Jensen (V) og Mette Gjerskov (S) blev da også valgt til at lede netværket med klapsalver.

Folketingets 2030-netværk har til formål at fremme FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling samt monitorere implementeringen af dem både nationalt og internationalt. Og det har 61 medlemmer af det nyvalgte Folketing altså valgt at arbejde for. Før folketingsvalget havde netværket 47 medlemmer.

Samtidigt fungerer netværket som platform for samarbejde med civilsamfundet, erhvervslivet og andre interesserede. Det har samtidigt støtte fra 2030-panelet, som består af 22 stærke profiler, som er repræsentanter for væsentlige aktører i det danske samfund eller på grund af deres personlige kapacitet og viden

Netværket skal bidrage til videndeling og debat om 2030-dagsordenen og dermed øge kendskabet til verdensmålene både på Christiansborg og i offentligheden. Det skal være med til at fremme fokus på verdensmålene gennem arbejdet i Folketinget, Europarådet, Nordisk Råd og en masse andre fora. Og det skal indgå i regelmæssig dialog med den ansvarlige minister om den danske handlingsplan for verdensmålene.

I sin tale understregede Kristian Jensen også, at FN’s verdensmål i lige så høj grad er indenrigspolitik som udenrigspolitik, og at han gerne ser, at netværket bruger kræfter på at få verdensmålene integreret i uddannelser over hele Danmark.

Netværket nedsætter en styregruppe med et medlem fra hvert parti og formandskabet.