Fodboldikon humanitær ambassadør

Redaktionen

Vært og ekspeditionsleder på TV 3 Viasat, Jakob Kjeldberg, skal som organisations-ambassadør stå i spidsen for ASF-Dansk Folkehjælps humanitære arbejde.

– Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ønsker at give lidt tilbage til samfundet, og det føler jeg bedst kan ske ved at give til dem, som herhjemme har det svært i dagligdagen, udtaler Jakob Kjeldbjerg.

– Når jeg har valgt Dansk Folkehjælp som den organisation, jeg ønsker at stå i spidsen for, så er det fordi dens sociale arbejde i Danmark har appelleret meget til mig, og fordi jeg ser nogle muligheder for at bakke organisationens arbejde op.

Dansk Folkehjælp har i årevis sat fokus på de svageste i det danske samfund, og Dansk Folkehjælp er samtidig en stor frivillig-organisation med 50 lokalafdelinger rundt om i Danmark. Dansk Folkehjælp arbejder indenfor det sociale felt med besøgsvenner, ferielejre for handicappede og socialt dårligt stillede, hjemløse og meget andet, herunder projekter i u-landene.

Jakob Kjeldbjerg blev født i 1969 i Frederiks, en landsby mellem Viborg og Herning, og blev nysproglig Student fra Holstebro Gymnasium. I mange år var Jakob professionel fodboldspiller i Viborg og Silkeborg og de sidste 4 år i Chelsea FC, inden karrieren sluttede grundet fodboldinvaliditet.

Herefter var han kommentator/reporter på DRs Tipslørdag inden skiftet til TV3 som redaktionschef, redaktør og vært på fodboldprogrammerne Champions League og Onside/dansk fodbold.

I de senere år har Jakob Kjeldberg været på underholdningsprogrammerne ”Gladiatorerne” og ”Farmen”, og de seneste 2 år har han været vært på TV3s flagskib, “Robinson Ekspeditionen”.

Privat er Jakob Kjeldbjerg gift med engelske Christine og far til Sophia og Maria på 4 og 2.