Gå til hovedindhold

Mobile menu

”Før kunne vi ikke finde kamelerne for bare træer”

Der er brug for handling på klimaområdet, og det er afgørende, at de rige lande lytter til de mennesker, der står med store tab og skader på grund af klimaforandringerne.

Mattias Söderberg

”Da jeg var lille, voksede her så mange træer her, at vi ikke kunne finde kamelerne,” fortæller Soliman. Soliman er beduin i Wadi Rum, en stor ørken i det sydlige Jordan, og i dag er det slet ikke noget problem at finde kamelerne i området.

Det røde sand er måske smukt, men det er også knastørt, og der er ikke meget, som overhovet kan vokse i det hårde landskab. Her er klimaforandringerne ikke et fremtidsscenarie. De er allerede en realitet, og for en beduin som Soliman har klimaforandringerne enorm betydning. Der findes ikke længere dyr at jage, og det bliver sværere og sværere at leve det traditionelle liv som beduin.

Om få dage mødes verdens lande igen til klimatopmøde. Som altid ved disse møder vil dystre diplomater fortælle historier fra deres hjemlande, hvor de beskriver de voksende problemer, landenes befolkninger står med.

De små østater i Caribien er blevet hårdt ramt af stadig flere orkaner i den seneste tid, og den jordanske delegation kan fortælle om mangel på regn i en allerede tør region.

”Tab og skader”

Årets klimatopmøde bliver ledet at Fiji, en lille østat i Stillehavet. For fijianerne er klimaforandringerne en reel trussel. Når vandet stiger og cyklonerne bliver voldsommere, er det svært at leve, som man plejer. Beboerne i Fiji står, på samme måde som beduinen Soliman i Jordan, med store udfordringer.

Klimaforandringerne påvirker deres måde at leve på, og der er brug for at ruste sig for at kunne modstå konsekvenserne af klimaforandringerne. I klimaforhandlingssprog kaldes det for ”tab og skader”.

Tab og skader - eller diskussionen af, hvordan man kompenserer, når mennesker og lande bliver ramt af klimaforandringer, som andre lande har skabt - er et kontroversielt emne, som de rige lande helst undviger.

Når noget går tabt eller bliver ødelagt, er det nemt at komme til at diskutere, hvem der er skyldig. Videnskaben er klar i mælet om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Og hvis det er tilfældet, skal lande med store udslip hjælpe mennesker, der mister deres kultur eller deres jord på grund af klimaforandringer. Og det kan blive en meget stor regning.

Men denne gang er det Fiji, et af de mest sårbare lande, der leder forhandlingerne. Selv om de rige lande ikke synes at det er en god ide, er jeg sikker på, at spørgsmålet om tab og skader kommer op. Hvis jeg møder Soliman igen, håber jeg, at jeg kan overbringe ham nogle gode nyheder fra FNs klimaforhandlinger.

Der er brug for handling, og det er afgørende, at de rige lande lytter til de mennesker, der står med store tab og skader på grund af klimaforandringerne. Det er disse menneskers fremtid, forhandlingerne handler om.