Følg to unge danske iværksættere i Kina dag for dag

Forfatter billede

De to arkitektstuderende, Anne Nørbjerg og Sanne Kyed, der vandt FSC Design Award 2012, er nu taget til Kina på deres vinderrejse, skriver Forest Stewardship Council (FSC) Danmark i en pressemeddelelse.

Her skal de bl.a. besøge en FSC-miljømærket bambusskov og udforme en prototype af deres vinderdesign i samarbejde med et lokalt værksted.

Vinderprojektet “DryUnder” var et altanbord, som på få øjeblikke kunne forvandles til et tørrestativ – se mere på http://dk.fsc.org/fsc-design-award-2012-kringen.295.htm

De to studerende fra Arkitektskolen i Aarhus har siden vundet Formlands Upcoming Award og valgt at gå iværksættervejen ved at etablere deres eget firma.

De vil også besøge et FSC-skov-projekt, som IKEA og WWF står bag.

Om designrejsen

Det er syvende år i træk, at FSC Danmark sender prisvinderen på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden.

Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere.

På dette års designrejse til Kina får Anne Nørbjerg og Sanne Kyed følgeskab af en journalist og en fotograf. Man kan følge deres mange oplevelser i Kina på bloggen dagligt på www.fsc.dk/designrejse

Øget FSC-fokus i Kina

FSC-ordningen oplever i disse år fremgang i Kina, hvor efterspørgslen på FSC-certificerede produkter er vokset markant.

Den stadig større middelklasse har fået øjnene op for bæredygtighed. Derudover har skovforvaltere fået incitament til at blive FSC-certificeret, idet landet har væsentlige områder af produktionsskov, som bliver brugt i den globale handel.

Mere end tre millioner hektar skov er nu FSC-certificeret i Kina.?

Vinderrejsen er arrangeret i samvirke med IKEA Danmark, der samarbejder med både FSC og WWF for at udbrede bæredygtigt skovbrug. 

I Kina arbejder IKEA og WWF med skovprojekter, som har til formål at bekæmpe ulovlig fældning, støtte ansvarlig skovdrift og certificering samt udvikle og fremme innovative driftsværktøjer. 

De to unge danskere vil på deres rejse besøge ét af disse skovprojekter og dermed opleve, hvordan arbejdet med ansvarlig skovdrift foregår. 

Om FSC Design Award

FSC Design Award er en designkonkurrence for alle landets design- og arkitektstuderende. Med konkurrencen sættes der fokus på bæredygtige materialer.

Unge studerende som Anne Nørbjerg og Sanne Kyed har via konkurrencen fokus på, hvordan deres materialer har indflydelse på miljø, dyr og mennesker – og hvordan design og æstetik kan kombineres med bæredygtighed.

Bag FSC Design Award 2012 stod organisationerne FSC Danmark og WWF Verdensnaturfonden.

Yderligere oplysninger hos:
Pernille Møller Poulsen
Kommunikationsmedarbejder og trademark-ansvarlig
FSC Danmark, e-mail: [email protected]
Tlf: 28 87 78 08