Folkekirkens Nødhjælp og Arla vil gentænke nødhjælp

folkek
Folkekirkens Nødhjælp udvikler nødhjælpsrationer baseret på blandt andet quinoa eller insektmel. Det skal være et lokalt og bæredygtigt alternativ til traditionelle hvedebaserede fødevarer.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Forfatter billede

NGO’en og virksomheden tager initiativ til at samle virksomheder og organisationer i et samarbejde, der skal udvikle ideer til en mere bæredygtig og lokal fødevareproduktion i Etiopien, Uganda og Kenya.

”Den mad, som udleveres i flygtningelejre, har groft sagt ikke ændret sig siden Anden Verdenskrig, og derfor er det på tide at sætte spørgsmålstegn ved gamle ideer. Hvede er hovedingrediensen i nødhjælpsrationer som grødblandinger og kiks, men hveden kan med fordel erstattes af proteinrige råvarer, der er tilgængelige i de katastroferamte lande”, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Lokale jobs kan ændre synet på flygtninge

Folkekirkens Nødhjælp og Arla Food Ingredients har derfor samlet lokale og internationale virksomheder, organisationer og eksperter for at udvikle ernæringsrige produkter, der indeholder f.eks. quinoa, lokal mælk eller insektmel. Alt sammen ressourcer, der kan produceres af bønder i fattige landdistrikter.

”I mange lande ses flygtninge som en økonomisk byrde, men ved at udvikle fødevareproduktionen, skabe vækst og nye jobmuligheder kan den opfattelse ændres. Uganda, Etiopien og Kenya huser tilsammen flere end 2 millioner flygtninge. Vi vil sikre, at de enorme mængder fødevarer, der skal produceres til så mange flygtninge, i højere grad bliver produceret lokalt og klimavenligt. På den måde giver vi en saltvandsindsprøjtning til den lokale økonomi, og det vil skabe jobs og nye muligheder, imens vi hjælper mennesker i nød”, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Resultaterne er ikke givet på forhånd

Ifølge Birgitte Qvist-Sørensen opnås resultaterne ved at fremme samarbejde og vidensdeling imellem erhvervslivet, civilsamfundet og offentlige institutioner. Rammen for projektet er at samarbejde om innovative tilgange til akutte problemer, og derfor er resultatet ikke givet.

”Vi kender ikke alle svarene på forhånd, men vi ved med sikkerhed, at vi bliver nødt til at samarbejde på tværs af sektorer for at opnå løsninger, der holder.”

Initiativet er blevet udvalgt blandt mere end 450 ansøgere til støtte fra P4G – Partnering for Green Growth and Global Goals.

P4G er et samarbejde mellem World Economic Forum og en række lande herunder Danmark, Sydkorea og Etiopien.

Birgitte Qvist-Sørensen kvitterer for støtten:

”Vi er enormt stolte af at være udvalgt som partner i P4G initiativet. Verdensmålene og klimaforandringerne kræver fælles handling og kan kun løses, hvis vi tænker nyt, tager risici og samarbejder med nye partnere om bæredygtige forretningsmodeller”.