Formand for Dansk Mongolsk NGO er død

henrik_madsen_hoejre
Henrik Madsen (t.h.) overtog formandskabet i Dansk Mongolsk Selskab fra Rolf Gilberg (i midten), som valgte at træde tilbage efter 26 år på posten i april 2016.
Foto: Jan Koed
Forfatter billede

MINDEORD over Henrik Madsen af journalist Bettina Gram på vegne af bestyrelsen i Dansk Mongolsk Selskab

I lørdags, da Dansk Mongolsk Selskab (DMS) holdt sin ordinære generalforsamling og fejrede det mongolske nytår, Tsagaan Sar, døde foreningens formand gennem et år og 10 måneder, Henrik Madsen.

Det er ufatteligt trist, at Henrik er død, kun 53 år gammel – ikke alene for DMS, men for alle, som kendte ham. Han var et ualmindeligt rart og favnende menneske, der blandt sine mange interesser også havde kastet sin kærlighed på landet Mongoliet og dets befolkning.

Henrik Madsen elskede virkelig Mongoliet, som han besøgte første gang i 2003 som KFUM-spejderleder. Sammen med KFUM-spejderne drev han et organisationsudviklings- og udvekslingsprojekt med Scouts of Mongolia og arrangerede flere gange spejderlejre i landet.

Dette på trods af, at han sad i kørestol, og de udfordringer, det må have medført. Henrik er et virkelig smukt eksempel på, at hvor der er vilje, er der vej. 

I sit arbejdsliv var Henrik Madsen chefkonsulent i Region Hovedstaden. For DMS er det et ufatteligt stort tab, at vi har mistet vores vedholdende og engagerede formand. Må Henriks værdighed, entusiasme og altid smittende humør leve videre iblandt os. 

Bestyrelsen i Dansk Mongolsk Selskab – http://danskmongolskselskab.dk

Bettina Gram er bestyrelsesmedlem i DMS

Se også denne omtale af formandskiftet