Forskerhold igang med at skrive dansk u-landspolitiks historie

Redaktionen

Folk med interesse for de lange linier i dansk u-landsbistand har hidtil haft trange kår, men de kan se lysere tider i møde. Et forskerteam med historikeren Sune Pedersen i spidsen er i fuld gang med at skrive dansk udviklingspolitiks historie, erfarer u-landsnyt.dk.

Danmark har ydet multilateral udviklingsbistand siden ca. 1950 og bilateral bistand siden 1962, men ingen har hidtil skrevet en sammenhængende beretning om den mangeårige indsats. – Den får vi nu, siger projektets ankermand, cand.mag. Sune Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

– Det bliver en historie, der lægger hovedvægten på udformningen af dansk u-landspolitik, fremfor hvordan bistanden har virket, siger Sune Pedersen, der ikke tidligere har beskæftiget sig med u-landsbistand.

Han skriver selv om perioden fra de første spæde ansatser til en statslig dansk nødhjælpsindsats i udlandet i 1944 og frem til 1962, da Folketinget vedtog loven om Danmarks tekniske samarbejde med udviklingslandene, u-landsloven.

Jan Pedersen fra Københavns Universitets institut for historie skriver om den bilaterale danske bistands pionertid 1962-75 (det var her den skelsættende “røde” betænkning om Danmarks samarbejde med udviklingslandene udkom i 1970), hvorefter Thorsten Borring Olesen fra historisk institut i Århus bringer historien frem til 1989.

Christian Friis Bach og Poul Engberg-Pedersen skriver om den seneste tid frem til 2004. Værket ventes at udkomme i 2005.

Chr. Friis Bach og Poul Engberg-Pedersen er de eneste på holdet, der tidligere har beskæftiget sig indgående med u-landsbistand.

Friis Bach er lektor i international økonomi og udviklingsøkonomi ved Landbohøjskolen i København, ekstern lektor på RUC og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke (1997-2001).

Engberg-Pedersen var leder af Center for Udviklingsforskning (nu en del af DIIS), indtil han sidste år blev seniorrådgiver i Verdensbanken. Han har bl.a. fået Nairobi-prisen, danske u-landsjournalisters hædersbevisning.

Efter planen skal bogen fylde ca. 550 sider. Den udkommer i forlængelse af 6-binds værket om dansk udenrigspolitiks historie. Bogen om dansk bistand udgives af Gyldendal og støttes økonomisk af Udenrigsministeriet.

En tidligere meget grundig bog om dansk u-landsbistand, nemlig Chr. Kelm-Hansens “Det koster at være solidarisk” fra 2000 på forlaget Fremad, er ifølge forfatteren selv netop ikke et forsøg på at skrive bistandens historie.

Som den nu snart 79-årige Kelm-Hansen anfører i forordet til de 300 sider: – Derimod er det en beskrivelse af den helt centrale rolle, som Socialdemokratiet har spillet under opbygningen og gennemførelsen af Danmarks samarbejde med den 3. Verden fra stiftelsen af De Forenede Nationer i 1945 og frem til årtusindskiftet.