Gå til hovedindhold

Mobile menu

Første skridt mod global handlingsplan for kunstnerisk ytringsfrihed

Danmark sætter kunstnerisk ytringsfrihed på den internationale dagsorden: Det første skridt mod en global handlingsplan tages i FN-organisationen for kultur og uddannelse, UNESCO.
Hvilke erfaringer kan kunstnere bruge fra journalisternes kamp for ytringsfrihed?

Hvilke erfaringer kan kunstnere bruge fra journalisternes kamp for ytringsfrihed?

Harald Groven (CC BY-SA 2.0)

Kunstnerisk ytringsfrihed er under pres mange steder i verden. Det gælder særligt film, musik, billedkunst, teater og bøger, som udfordrer og kritiserer- og det ender ofte med forfølgelse, censur, fængsling og sågar drab. 

Derfor er der behov for at samle alle relevante aktører – stater, kunstnerforbund, advokater, domstole, menneskerettighedsinstitutioner – for at udvikle en global handlingsplan, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Danmark tager det første skridt og inviterer 195 lande til debat i UNESCO’s hovedkvarter i Paris under overskriften ”Setting a New Agenda: Partnerships for Artistic Freedom”. 

Det skete onsdag den 8. november i forbindelse med UNESCO’s generalkonference

Danmark støttes af bl.a. Finland, Norge og Sverige. 

Den danske skuespiller Katja Holm deltog i debatpanelet sammen med andre centrale aktører – hun talte som formand for Dansk Skuespillerforbund kunstnernes sag. 

De vigtigste spørgsmål var: 

  • Hvorfor skal vi holde øje med kunstnerisk ytringsfrihed på verdensplan?
  • Hvad kan vi gøre for at sikre kunstnerisk ytringsfrihed? Hvad kan kunstnerne selv gøre ved problemet?
  • Hvilke erfaringer kan kunstnere bruge fra journalisternes kamp for ytringsfrihed?
  • Skal der laves en FN handlingsplan for kunstneres sikkerhed?    

UNESCO har instrumenterne

Som verdens førende kulturorganisation er UNESCO særligt godt placeret til at handle, skriver Udenrigsministeriet:

UNESCO har juridiske instrumenter, der beskytter kunstnernes rettigheder og forpligter medlemslandene til at rapportere om hvordan det går med den kunstneriske ytringsfrihed i medlemslandene.

Problemet er, at alt for få aktører kender til, at der rent faktisk eksisterer internationale regler, der helt konkret handler specifikt om kunstnerisk ytringsfrihed. 

Danmark håber med arrangementet at stille skarpt på kunstnernes ytringsfrihed og dermed tage det første skridt mod samlet global handling.