Gå til hovedindhold

Mobile menu

Forsvarsudgifter – vanvid eller sund fornuft?

Når vi sender unge danske kvinder og mænd på farefulde opgaver, så fortjener de, at deres træning, udstyr og materiel er helt i top og mindst modsvarer en potentiel modstanders. I øjeblikket mangler forsvaret adskillige kapaciteter og robusthed for at kunne løse deres opgaver forsvarligt.

MINUSMA (arkiv)

Ekstra 20 milliarder gode danske kroner til Forsvaret hvert år. Det kan lyde urealistisk, men det er nu engang det, som Danmark har forpligtiget sig til over for sine alliancepartnere i NATO for at komme op på de aftalte 2 % af BNP.

Senest var det daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på NATO-topmødet i Wales i 2015, som gav tilsagn herom. Den nuværende regering har bekræftet, at det er den vej, det skal gå.

Danmark har tidligere anvendt 2 %. I 1950'erne var vi endog oppe på 3,4 % på trods af, at vi ikke ligefrem sad godt i dengang. Herefter gik det gradvist nedad og først i 1990'erne kom vi så under 2,0 % og ligger nu på 1,17 %.

Risiko for tab af liv

Mine soldater i den danske bataljon i Kroatien i 1995 var så uheldige at opleve, hvad det vil sige at være modstanderne underlegne i kampkraft. Det medførte tab af liv og adskillige sårede, hvor mange fortsat lider under de fysiske og psykiske sår, som de pådrog sig under kamphandlingerne.

Få og dårligt udrustede FN-styrker medfører også tab af civile liv, hvilket både massakrerne i Srebrenica (1995) og Rwanda (1994) burde minde os om.

Når vi sender unge danske kvinder og mænd på farefulde opgaver, så fortjener de, at deres træning, udstyr og materiel er helt i top og mindst modsvarer en potentiel modstanders. Det er også betingelsen for afskrækkelsen og opgaveløsningen, som kan være livsafgørende for civile i missionsområderne og for sikkerheden tilbage i Danmark.

I øjeblikket mangler forsvaret adskillige kapaciteter og robusthed for at kunne løse deres opgaver forsvarligt. Prioriteringen af de knappe ressourcer under indsatsen på Balkan, i Irak og Afghanistan har medført, at vi ikke længere råder over eksempelvis luftværn til hæren og anti-ubådskapacitet til flyvevåbnet og søværnet. Det kan blive fatalt både for Danmark og vore soldater i en verden, hvor der er trusler fra flere sider. Ikke mindst Putin og den russiske militære opbygning og fremfærd i Georgien, Krim og Østukraine. De baltiske lande har god grund til at føle sig utrygge.

Manglende støtte til FNs missioner

Det er også beskæmmende, at vi ikke længere har kapacitet og vilje til at støtte FNs fredsbevarende missioner. I Sydsudan flygter hver dag flere tusinde civile over grænsen til nabolandene, som er presset i bund pga de voksende flygtningelejre. FN råder over 12-13.000 mand svagt udrustede soldater over for borgerkrigens parter, som tæller hundredtusinder med artilleri og kampvogne.

Det minder uhyggeligt meget om situationen i Kroatien, Bosnien og Rwanda i 1994-95 med tilsvarende store civile tab til følge. De internt fordrevne civile søger tilflugt i FN-lejrene, som reelt ikke har formået af beskytte de civile. Det danske militære bidrag er det største vi har i FN-missioner: 13 mænd/kvinder. Også det burde vi gøre bedre…

En øgning af de danske forsvarsudgifter er god fornuft, både for danskernes sikkerhed og vores bidrag til en bedre verden.