Fra Kairos gader

Dansk-svenske Mia Gröndahl, der har boet 12 år i Egypten og er forfatter til bogen ’Revolution Graffiti – Street Art of the New Egypt’, gik som den første på scenen i den litterære pavillon ’Ord & Debat’ og præsenterede et lille udvalg af de 17.000 fotos, hun har taget af Egyptens graffiti-kunst siden januar 2011.

Ifølge Gröndahl markerer d. 25. januar 2011 ikke blot begyndelsen på oprøret mod Egyptens autokratiske regime, men også fødslen af en politisk og socialt engageret ’mod-standskunst’ med gaden som lærred.

Udøvende kunstnere var hurtige til at se potentialet i byrummets mange tomme flader og begyndte allerede få dage efter revolutionens start at indtage det offentlige rum med et visuelt sprog, der var let forståeligt – også for den illitterære del af Egyptens befolkning.

Bevæbnet med farver, pensler og spraydåser har graffiti-kunstnerne skabt et alternativt, folkeligt nyhedsmedie og bidraget til den sociale og politiske forandring i landet.

Ikoner

Karakteristisk er det, at den egyptiske graffiti-kunst lige fra starten har gjort ivrig brug af ikoniske figurer.

De velkendte, tidlige afbildninger af 28-årige Khaled Said, der døde som følge af politivold og i dag står som et markant symbol blandt unge, der ønsker at bo i et land uden brutalitet og militær undtagelsestilstand, er i løbet af de seneste par år blevet suppleret af meterhøje gengivelser af de utallige demonstranter, der er omkommet i gadekampe, samt stencils af Dronning Nefertiti iført gasmaske.

Fælles for disse figurer er, at de rejser sig som fyrtårne i den egyptiske bevidsthed, og at det er efter deres lys, folk nu navigerer.

Hvad man end måtte tænke eller mene om faraonernes ledelsesstil, er ‘det gamle Egypten’ indbegrebet af en mægtig civilisation med en stærk kulturel og videnskabelig profil.

Måske derfor er det også en af de mest berømte af Egyptens farao’er, nemlig teenage-kongen Tut Ankh Amon, der, fra en monumental graffitiudsmykning, i dag byder velkommen til Alexandria.

På mure og vægge overalt i landet finder man desuden gengivelser af den unge egyptiske aktivist Samira Ibrahim, der har sagsøgt landets militærstyre efter at være blevet anholdt på Tahrir-pladsen og underkastet ydmygende jomfruelighedstests.

Også en blå bh er blevet et stærkt symbol i gadekunsten, efter billederne af en anonym, kvindelig demonstrant med sin abaya revet op og en blottet blå bh gik verden rundt i slutningen af december 2011.

På en YouTube-video ser man kvinden med den muslimske klædedragt over hovedet blive trukket af sted af soldater, der slår hende med knipler og sparker hende i maven.

Ældgammel graffiti

Ifølge Gröndahl er graffiti i sin nuværende form måske nok et nyt fænomen i Egypten, men kigger man tilbage i historien finder man adskillige eksempler på egyptisk murkunst og ’tagging’.

Årtusindegamle billeder udhugget i klippevægge, håndaftryk på vægge afsat med offerdyrs blod, velkomsthilsner til hjemvendte pilgrimme malet på bymure samt arkæologer og andre opdagelsesrejsendes navnetræk på Egyptens storslåede monumenter har sandsynligvis været en medvirkende årsag til, at graffitien så forholdsvist hurtigt er slået an.

Den gamle tradition for ’tagging’ har været en måde, hvorpå man kunne meddele omverdenen, at man havde besøgt dette særlige sted og tilhørte stedet. Ved at indridse sit navn på monumenter knyttede man sig til den enkelte lokation og efterlod en del af sig selv dér.

Nutidens graffiti-kunstnere gør på samme måde opmærksom på deres tilstedeværelse og sender via deres værker en besked til regimet om, at de hører hjemme her og ikke kan ignoreres.

Usikker fremtid

Med de sidste par måneders omvæltninger på den politiske scene i Egypten er også andre figurer begyndt at dukke op i gadebilledet.

F.eks. gudinden for retfærdighed, upartiskhed og guddommelig ret, Themis, ramt af et dræbende skud; mødre, der holder falmede fotos af deres afdøde sønner op som en påmindelse om ikke at glemme revolutionen; og en trist, tykmavet panda, der står på sidelinjen og tavst betragter oprøret.

Som et symbol på den ’melankolske stat’ er pandaen indbegrebet af den tvivl, frustration og hjælpeløshed mange føler efter mere end 2 ½ års kampe.

Betyder afsættelsen af Mohamed Mursi og suspenderingen af islamisternes grundlov, at Egypten endelig er rykket et skridt nærmere frihed, enhed og en demokratisk proces eller vil urolighederne vare ved?

Kommer muslimer og kristne til at kunne leve fredeligt side om side, ligesom halvmånen og korset optræder sammen i flere graffiti-værker? Og vil landet snart begynde at se reformer på det sociale område samt indenfor uddannelse og ligestilling?

Der er mange uafklarede spørgsmål, men også meget håb. Og over hele byen noterer graffiti-kunstnere stadig kilometertallet til Tahrir-pladsen – egypternes fælles adresse og nationale Utopia – og skriver la la la (nej nej nej) på mure for at understrege deres afstandstagen til undtagelses-love og militært oprør.

For som et af mere poetiske graffiti-værker siger: Du kan slå blomsterne ihjel, men foråret vil stadig komme.

Ni liv

Efter sin introduktion til ’Revolution Graffiti’ viste Mia Gröndahl rundt i The Salonen på Dronning Louises Bro, hvor publikum under IMAGES Festivalen kan opleve værker af kvindelige, egyptiske graffiti-kunstnere.

Kvinderne udgør en minoritet indenfor graffiti-samfundet, men har med projektet ’Women on Walls’ fået en mulighed for at sprede deres særlige budskaber.

’Women on Walls’ er udsprunget af et ønske om at undersøge, hvordan man kan bruge graffiti og anden street art i et projekt, der kombinerer kreativiteten og unikheden blandt Egyptens førende graffiti-, gade- og billedkunstnere i en national kampagne for kvinders myndiggørelse (empowerment).

’Women on Walls’ er skabt af Mia Gröndahl og kulturarbejder Angie Balata, og over 60 kunstnere har deltaget i projektet.

I løbet af april og maj 2013, har kunstnerne udført større collage-arbejder i både Luxor, Alexandria, Mansoura og Kairo, og hér sat fokus på emner som kvinderettigheder, økonomisk sikkerhed, seksuel chikane, vold mod kvinder og kvinders rolle i samfundet.

I The Salonen er der flere billeder fra Mansoura, hvor de lokale kvinder ifølge IMAGES-deltager Fajr Soliman har en temmelig overfladisk opfattelse af sig selv og deres position i samfundet og ikke synes at erkende deres eget værd.

Derfor understreger et af de stencilerede værker da også, at ”kvinder er ikke varer”, og i et andet værk optræder en stor egyptisk kat med vinger, som en slags beskytter-figur eller frelsende engel. På gaden bliver kvinder ofte chikaneret med ordet ’kat’, men her fremstår katten som et symbol på styrke og livsvilje.

En anden af kunstnerne fra Mansoura-teamet, Ghadir Wagdy, har tegnet unge kvinder, der stikker tungen ud i en vrængende, rebelsk gestus. Kvinder i Mansoura bliver ofte tiltalt med navne på frugter (abrikos, jordbær mv.), og i et af Wagdy’s billeder opponerer en kvinde med kirsebær-øreringe og en ’tiara’ af bananer tydeligt mod disse degraderende kælenavne.

Aktivistisk gadekunst på Byens Hegn

Søndag var også ferniseringsdag på projektet ARTISTIC ACTIVISM på Metroselskabets 28 meter lange hegn i Nørrebroparken langs Krogerupgade.

Her har freelance journalist og graffitikunstner Tore Rørbæk fra det kreative musikfællesskab Turning Tables skabt et monumentalt murværk i samarbejde med den tunesiske street artist SunRa SolArt og libyske Ayman El Jehani samt de to kvindelige, egyptiske graffiti-kunstnere Fajr Soliman og Hanaa El Degham.

Soliman og El Degham har ligeledes dekoreret det ydre af ’Sanduq El-Dunia’ (Verden i en æske) – en interaktiv touch-screen-installation på Dronning Louises Bro med adgang til et enormt digitalt arkiv af historiske og samtidige billeder fra Kairo. Installationen giver beskueren mulighed for at udforske byens kulturskatte og følge dens politiske og sociale transformation.

Hanaa El Degham er bl.a. kendt for at have bidraget med dekorative elementer til kunstner Ammar Abo Bakrs martyr-væg på Mohamed Mahmoud-gaden i Kairo, et værk dedikeret til de mange unge, der mistede livet på Port Said Stadion.

En anden billedkunstner, der ligeledes har arbejdet på martyr-væggen er Alaa Awad, der er repræsenteret på IMAGES i København med et stort akrylmaleri på festival-platformens ene trappetårn.

Lys i mørket

Alaa Awad, der underviser i vægmaleri ved Luxor’s Academy of Fine Arts, holdt en artist talk kl. 16 og kom her, i samtale med kurator Solvej Helweg Ovesen, nærmere ind på sit aktivistiske arbejde og den særegne motivverden, han skaber via ’genbrug’ af billedelementer fra Egyptens ældgamle templer.

Ligesom tusindvis af andre egyptere gik Awad på gaden i januar 2011 for at støtte revolutionen, men fandt hurtigt ud af, at han kunne yde et større bidrag gennem sit kunstneriske arbejde.

For ham er det vigtigt at understrege, at vi ikke for alvor kan kende os selv uden at kende vores kulturhistorie, og at vi må se tilbage for at bevæge os fremad.

I hans mest kendte værk til dato – Battle Mural fra 2013 – benytter han et symbolsk billedsprog med rødder i klassisk egyptisk maleri fra Ramses IIs tid til at skildre egypternes, særligt kvindernes, turbulente vej mod frihed.

Den faraoniske tradition med at portrættere dyr og mennesker i profil bruger han til at beskrive højaktuelle emner og udfordre det konservative, undertrykkende magtsystem, der længe har gjort sig gældende i Egypten.

Awads værk på Dronning Louises Bro er præget af tumultariske scener. Her er både der kæntrer, stejlende heste, krigere i kamp og forvredne menneskekroppe, der hvirvler rundt i et semiabstrakt univers, hvis konturer, ligesom det egyptiske demokrati, endnu kun er slørede.

Motivet, der optager to sider af trappetårnet, er afgrænset af Nut, himmelgudinden, der med stjerner og sole i maven strækker sig fra ’horisont’ til ’horisont’ og synes at indikere, at kun himlen sætter grænser for menneskets udfoldelse.

Som en understregning af revolutionens bevægelse og fundamentale forandringsprocesser benytter Awad sig ikke bare af et dynamisk billedsprog, men tillige af en række sammensatte fabelvæsner – halvt menneske, halvt dyr – der peger på den instinktive drivkraft og vilje til transformation, mennesket også indeholder.

På den side af trappetårnet, der vender mod Nørrebro, har han malet en blændende hvid måne med et stort øje, som et billede på det lys, der skinner i natten, og som gør, at vi trods alt kan finde vej i mørket. Et ideal for fremtiden.

Gademiljøet – fra transportvej til kunstværk

Dagen sluttede kl 17 i ’Ord & Debat’ i selskab med tre egyptiske kulturredaktører, der gav et overblik over og diskuterede de sidste 50 års kulturelle miljø og kulturpolitik i Egypten:

Fra 60’erne og 70’ernes statskontrollerede kultursfære med en centraliseret kunstproduktion og -formidling og den intellektuelle elite i rollen som opposition; over 80’erne og 90’erne, hvor Kulturministeriet kørte hård propaganda mod Islam, og de intellektuelle fulgte trop, efter at en menneskerettighedsaktivist var blevet angrebet af den islamiske bevægelse; til 00’erne, der så de første uafhængige festivaler for ny kunst.

Festivaler, der blev opfattet som farlige blandt den ældre, intellektuelle elite, fordi de gav en platform at tale fra, der lå udenfor statens kontrol.

Inddragelse af byrummet

Det var også i 00´erne, nærmere bestemt 2005, at det første private forlag blev etableret i Egypten. Hvor det tidligere kunne tage op til fem år at få et værk udgivet, blev det nu væsentligt nemmere at få ny litteratur på gaden.

Et par år efter, i 2007, oplevede landet så de første mindre politiske oprør og demonstrationer, og i 2011 brød utilfredsheden med magten som bekendt ud i lys lue. Egypterne tog endelig kontrol med de gader, der hidtil udelukkende havde været brugt som transport-veje, og som det havde krævet statslig tilladelse at benytte i andre sammenhænge.

Allerede i marts 2011 havde kreative aktiviteter som fotoudstillinger, oplæsninger og graffiti-kunst bredt sig over hele Kairo, og efter seks måneder havde de kunstneriske aktivister indtaget ni af landets byer. Alle vegne rykkede den uafhængige scene fra det private rum ud i byen for at interagere med offentligheden.

I kølvandet på denne øgede interaktion med befolkningen opstod meget naturligt spørgsmålet om, hvordan man på lignende vis kunne få staten i tale. Var det på tide at gøre Kulturministeriet til en uafhængig organisation eller helt at opløse institutionen?

Kulturministeriet og kunstnerne

Blandt kulturarbejdere har der dog været en vis bekymring forbundet med tanken om Kulturministeriet og dermed statsstøttens forsvinden. Så spørgsmålet er i stedet blevet, hvordan man genetablerer en nedbrudt institution, der har mistet 90 % af sit statstilskud og set syv på hinanden følgende kulturministre indtage embedet på blot 2 ½ år?

Og hvordan man får genoprettet tilliden mellem ikke bare Kulturministeriet og den uafhængige kunstscene, der har haft det hårdt under Det Muslimske Broderskab, men også mellem Kulturministeriet og markante kulturinstitutioner som Det Nationale Arkiv, Centre of Fine Arts og Operahuset, hvis ledere er blevet fyret som følge af den Mursi-ledede regerings mistanke om korruption?

Fyringer, der i øvrigt har fået flere højtstående kultur-personer til ligeledes at tage deres afsked.

Der har været mange bump på vejen for kunstscenen i Egypten – og de er ikke mirakuløst forsvundet med afsættelsen af Mursi. Selv om flere personer efter d. 30. juni har fået deres job tilbage, skal kunstscenen stadig finde sine ben at stå på.

I denne proces følger en række institutioner nu kunstnernes eksempel og rykker ud på gaden. I den kommende sæson vil Operahuset således præsentere flere forestillinger i byrummet, og der er en tro på, at de seneste års politiske omvæltninger vil føre til nye, spændende tiltag i fremtiden.

Nok har kulturdebatten ikke ligget højt på den politiske dagsorden i den seneste tid. Nok har nationalt tv ikke brugt megen sendetid på kunstscenen. Nok er det lige nu svært for kulturarbejderne at vælge, hvilken politisk side de skal stå på. Og nok har mange kulturelle aktivister haft mere travlt med protest-aktiviteter end kreative handlinger.

Men kunsten lever stadig og undersøger hele tiden alternative måder at sprede sine budskaber om frihed, demokrati, respekt, sammenhold og fællesskab på.

Kunst der flytter grænser

IMAGES Festivalen afholdes i år for niende gang. Festivalen er arrangeret af Center for Kultur og Udvikling, en uafhængig institution under Udenrigsministeriet, og præsenterer kunst fra udviklingslande verden over.

Under overskriften OCCUPY UTOPIA har IMAGES i år inviteret over 300 kunstnere til at ‘besætte’ Danmark med deres bud på, hvad UTOPIA er. De inviterede kunstnere sætter alle deres talent og kreativitet i spil for at udfordre eksisterende strukturer og vække nye visioner og drømme til live.

IMAGES Festivalen foregår i både København, Aarhus og Aalborg.