Fra satirisk til surrealistisk – nomineringerne til årets Caine-pris er offentliggjort

skaermbillede_2017-05-18_kl
Gerd Kieffer-Døssing

18. maj 2017

The AKO Caine Prize for African Writing

Caine-prisen for afrikansk litteratur er kendt som Afrikas fineste litteraturpris. Den har eksisteret siden 2000 og gives til afrikanske forfattere for noveller, der er publiceret på engelsk. Idéen bag prisen er at fremme anerkendelsen af og kendskabet til afrikansk litteratur. Prisen er på 10.000 britiske pund.

Det er altid en større begivenhed, når Caine-prisen, kendt som Afrikas fineste litteraturpris, skal uddeles, og nu er der blevet sat navne på de fem nominerede til dette års pris:

  • Lesley Nneka Arimah, Nigeria, for ’Who Will Greet You At Home’, der kan læses her.
  • Chikodili Emelumadu, Nigeria, for ’Bush Baby’, der kan læses her.
  • Bushra al-Fadil, Sudan, for ’The Story of the Girl whose Birds Flew Away’ (oversat fra arabisk til engelsk), der kan læses her.
  • Arinze Ifeakandu, Nigeria, for ’God’s Children Are Little Broken Things’, der kan læses her.
  • Magogodi oaMphela Makhene, Sydafrika, for ’The Virus’, der kan læses her.

I en pressemeddelelse fortæller formanden for juryen, Nii Ayikwei Parkes, at mange af de indsendte bidrag kredsede om ’overgang’ som et tema. Lige fra gamle myter bragt ind i en nutidig kontekst, en søgen efter moderskab til cyberangreb udløst af migrationsstrømme og kolonisering – ”disse forfattere sammenfatter fremtid, fortid og nutid for at stille spørgsmål om den verden, vi lever i,” siger han.

Om de fem nominerede titler på shortlisten udtaler Parkes videre:

“Selvom de spænder fra det satiriske til det surrealistiske, er alle fem historier […] uforglemmeligt spøgende. Det har hidtil været en vidunderlig rejse, og vi glæder os til at vælge en vinder.”

Caine-prisen er kendt for at have skabt større diversitet i Afrikas litterære landskab, siden den blev indført i 2000. Sidste års vinder, sydafrikanske Lidudumalingani Mqombothi, vandt for sin novelle ’Memories we lost’, der handler om to søstre, hvoraf den ene lider af skizofreni.

Vinderen af Caine-prisen 2017 bliver offentliggjort til et prisoverrækkelse i Senate House Library i London 3. Juli.