Fredspris til Santos

14071512247_106652ff7f_k
Colombias præsident Juan Manuel Santos er blvet tildelt årets Nobels fredspris. Men det er forkert, at den norske Nobelkomite kun gir prisen til den ene part, der rækker hånden frem til forsoning, mener Jørgen Harboe.
Foto: Global Panorama (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

9. oktober 2016

Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.

Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.

Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.

Læs flere blogindlæg fra Jørgen Harboe

Nobels fredspris går i år til Colombias præsident Juan Manuel Santos.

Det er helt rigtigt, at han får den.

Og alligevel …

Santos har i fire år arbejdet for at afslutte Colombias 52 år lange borgerkrig med partisanbevægelsen FARC, en borgerkrig, der anslås at have kostet 200.000 mennesker livet og tvunget flere millioner fra hus og hjem. Forhandlingerne foregik i Cubas hovedstad, Havana, med det norske udenrigsministeriums mellemkomst. Ministeriet har en særlig afdeling for fred og forsoning, og afdelingen satte byretsdommer Dag Nylander til at mægle mellem Colombias regering og FARC. FARC’s forhandlingsdelegation blev ledet af Rodrigo Londono med dæknavnet Timochenko.

Forhandlingerne lykkedes så godt, at parterne blev enige om en fredsaftale og skrev den under. Santos lagde den færdige tekst frem for Colombias befolkning i en folkeafstemning.

Så gik det galt! Colombianerne forkastede aftalen med et snævert flertal.

Der blev altså ingen fred – i alt fald ikke i første omgang. Colombias regering og FARC forhandler heldigvis videre i Havana, stadig med norsk mellemmand, og lader våbnene hvile.

Hvorfor kun Santos

Fredsprisen rejser et vigtigt spørgsmål:

Hvorfor får Santos hele æren? Der skal to til at slutte fred, og i dette tilfælde var de faktisk flere om opgaven. Mindst tre: Santos, Londono og Nylander.

Så hvorfor er det kun Santos, der skal til Oslo og møde kongen?

Der er to svar. De er nærliggende, men ikke fyldestgørende.

FARC opstod som en militant marxistisk organisation, der i 1960’erne kæmpede for de fattige mod Colombias rige overklasse. Siden degenererede FARC’s partisaner til lyssky narkosmuglere og terrorister, der spredte skræk, rædsel, død og ødelæggelse i de områder, de beherskede. De bortførte sagesløse mennesker for at få løsepenge. Ingen belønner vel voldelige terrorister med en fredspris?

Og Norge var jo kun mægler. Mæglere skal helst høres, men ikke ses. Hvorfor skulle Norge, der uddeler fredsprisen, belønne sin egen usynlige dommer med den fornemme udmærkelse for et initiativ, der trods alle anstrengelser bare løb ud i det caribiske hav?

Alligevel har alle tre parter i høj grad fortjent Alfred Nobels fredspris: Juan Manuel Santos, Rodrigo Londono og Dag Nylander fra det norske udenrigsministeriums afdeling for fred og forsoning.

Uden Nylander var aftalen næppe signeret, og terroristen med dæknavnet Timochenko satte sin egen og FARC’s eksistens på spil ved at sige ja til at nedlægge våbnene og overgive sig til regeringen i Bogota.

Dertil kommer, at selveste Jesus siger, at Himmelen jubler mere over en omvendt synder end over 99 retfærdige. Det ville klæde den kristne norske Nobelkomite at udtrykke samme hyldest til eks-synderen fra FARC.

Fortilfælde

Der er fortilfælde, der viser, at fredsprisen somme tider uddeles efter for snævre skøn.

I 1993 delte Nelson Mandela æren med Frederik Willem de Klerk. Den ene repræsenterede de sorte sydafrikaneres frihedsbevægelse ANC, som mange dengang anså for at være en terrororganisation. Den anden var præsident for landets hvide apartheidstyre.

Så sol og vind blev delt lige.

Men der var flere aktører.

Dengang var den danske juraprofessor Carl Aage Nørgaard med til at skabe den freds- og forsoningskommission, der i høj grad bistod i at sikre en ublodig overgang fra apartheid til et samfund med samme ret for sorte og hvide. Den anglikanske biskop Desmond Tutu, Det sydafrikanske kirkeråd og Folkekirkens Nødhjælp bidrog også til forsoningen.

De blev forbigået, selv om freds- og forsoningskommissionen var banebrydende. Den førte forsoningsprocessen ned i dybden til de enkelte hvide og sorte, der skulle se hinanden i øjnene og leve sammen som ligemænd. Kommissionen var med til at læge sår og undgå racebetonet vold ved overgangen til flertalsstyre. Tilsvarende kommissioner blev siden faste bestanddele i arbejdet for forsoning andre steder i Verden.

Året efter – i 1994 – gik fredsprisen til Israels ministerpræsident Yizhak Rabin, landets udenrigsminister Shimon Peres og den palæstinensiske leder Yassir Arafat. Det skete efter den – nu kuldsejlede – Osloaftale, der skulle have været et første og afgørende skridt mod fred mellem Israel og palæstinenserne.

Igen belønnede Nobelkomiteen begge de stridende parter, men med 2-1 til Israel. Fredsmæglerne i Norge fik ingenting. Det samme gjaldt de civile israelere og palæstinensere, der i det skjulte tog initiativ til det svære, farlige – og forgæves – forsøg på at slutte fred med arvefjenden. En af dem var Herbert Pundiks nu afdøde søn Ron Pundak. Herbert Pundik er stadig aktiv for fred mellem Israel og Palæstina.

Den slags mennesker fortjener al den pris, vi kan give dem.

To til tango

Alt i alt er der grund til at ønske Santos tillykke med fredsprisen. Den har han fortjent, selv om freden i Colombia endnu langt fra er sikret. Det er rigtigt at belønne et initiativ som det, han havde mod til at tage.

Men det er forkert, at den norske Nobelkomite kun gir prisen til den ene part, der rækker hånden frem til forsoning. Der skal to til at danse tango og i reglen mindst tre til at slutte fred: De berørte parter og en eller flere mæglere.

Norge har den ene gang efter den anden lagt udenrigsministerium til forsøg på at gøre Verden et mere sikkert sted at leve i.

Der var Israel-Palæstina, Sydafrika, Afghanistan, som vi sjældent (aldrig?) hører om i denne sammenhæng og Sri Lanka, hvor Norge skabte våbenhvile og forsøgte at mægle mellem regeringen i Colombo og De tamilske Tigre. Nu er Colombia også med på listen. Der er sikkert flere initiativer, vi ikke kender til.

Hvis fredsprisen ikke blev uddelt i Oslo, havde Norge for længst fået den. Og det havde været fortjent!

Mæglerne er i alle de nævnte fredsmissioner næsten ukendte, men afgørende aktører eller igangsættere, der i høj grad har gjort sig fortjent til den anerkendelse, de alt for sjældent får.

Som dansker kan man kun sukke over, at vi – selv med et udhulet bistandsbudget og et udsultet Udenrigsministerium – ikke forsøger at alliere os mere med Norge i det indlysende rigtige forsoningsarbejde, som vores nordlige nabo har gjort til sit særlige domæne. Det burde være en nordisk opgave. Vi danskere har jo også folk af den rette støbning.

Der er bestemt plads til flere dygtige håndværkere, der har vilje og evner til løse konflikter med fredelige midler! Forsøgene bærer langt fra altid frugt, men det er nødvendigt at forsøge. Igen, igen og igen.