Frimærker skaber ny knas på linjen mellem Pakistan og Indien

pakistan_stamp

De pakistanske frimærker, som har provokeret Indien.


Foto:
Laurits Holdt

En serie af nye frimærker fra Pakistan har skabt vrede i Indien og fik fredag 21. september den indiske regering til at aflyse et møde mellem de to landes udenrigsministre. Mødet skulle have fundet sted i forbindelse med FN’s generalforsamling i New York, som er i gang nu. Det skriver den indiske avis The Hindu.

De to lande har været i krig i flere omgange og har i årtier befundet sig på kanten af nye alvorlige militære sammenstød og egentlig krig. Begge lande er i besiddelse af atomvåben. 

Det store stridspunkt er provinsen Kashmir, der er en del af Indien. Men provinsen er i overvejende grad beboet af muslimer. I det muslimske Pakistan mener man derfor, at provinsen burde være en del af Pakistan og at Indien undertrykker muslimerne. 

Landene har dog på det seneste forsøgt at forbedre forholdet og det planlagte møde i New York var en del af tillidsopbygningen.

“Indiske overgreb”

De 20 frimærker i arket har temaet “Atrocities in Indian Occupied Kashmir” og hvert af dem forstiller angiveligt ofre for indiske overgreb i Kashmir-provinsen og de har påskrifter som “Use of chemical weapons”, “Human shield”, “Mass graves” og “Tortured women”.

Men et af frimærkerne med et billede af Burhan Wani, skaber specielt meget røre. På frimærket betegnes han som “Freedom icon”, hvilket provokerer inderne.

Wani var leder af gruppen Hizbul Mujaheideen i Kashmir og var populær blandt den muslimske befolkning og især blandt unge på grund af hans aktiviteter på sociale medier. Han blev dræbt af indiske soldater i 2016 og anses af mange som martyr. I Indien anses han dog som terrorist.

Torsdag 20. september blev de to regeringer enige om udenrigsministermødet, men dagen efter kom de pakistanske frimærker på dagsordenen i Indien – på trods af, at de faktisk blev udgivet i juli. Oven i det kom drabene på tre indiske politifolk i Kashmir – drab som menes at være udført af muslimske militante, der kæmper for pakistansk herredømme i provinsen.