Frygt for at borgerkrigen skal blusse op i Elfenbenskysten

Laurits Holdt

Efter et oprør i januar blev der indgået en aftale om bonusudbetalinger til soldaterne men for nylig har talsmænd for dem erklæret, at de vil frafalde deres krav om at få den del af bonussen, som endnu ikke er udbetalt. Det har skabt stor utilfredshed og i flere dage har grupper af soldater demonstreret i en række byer, for at vise deres utilfredshed med udmeldingen.

Landets næststørste by, Bouaké, er blevet blokeret af de utilfredse soldater og hæren har nu sendt andre soldater mod byen for at genoprette den offentlige orden, skriver BBC.

De utilfredse soldater er parat til konfrontation og hæren nægter at forhandle, rapporterer BBC. Det skaber frygt for at borgerkrigen endnu engang kan blusse op, fordi mange af de utilfredse soldater er tidligere oprørere, der er blevet indlemmet i hæren efter borgerkrigens afslutning i 2011.

Oprøret i hæren kommer kort tid før at FN’s fredsbevarende mission lukker og slukker i landet.

De oprørske soldater ser ikke ud til at have megen støtte i befolkningen, for der har været flere demonstrationer mod dem. I Bouaké blev seks personer såret, da oprørssoldaterne lørdag skød mod demonstranterne.