To gange Kaj

baagoe
Ane Nordentoft

25. maj 2017

Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.

Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.

Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.

Han er desuden blogger på Globalnyt.

Forleden traf jeg en gammel kilde til en god historie i en lufthavn, mens vi begge ventede på fly til København.

”Åh ja, Baagø,” huskede kilden. ”Dengang havde vi ’Tågernes Kaj’ og ’Kinakystens Kaj’ i Ministeriet.”

Den ene var Kaj Repsdorph, der var chef for Danida og den anden Kaj Baagø, der ikke var.

Jeg gættede høfligt på, at Baagø ikke var ’Tågernes Kaj’.

”Nej, det var han ikke,” gnæggede min gamle kilde.

De navnkundige mænd

Den ondskabsfulde anekdote om de to gange Kaj er citeret for at vise, at Danida selv var en historie værd dengang sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne.

Danidas floromvundne chef var tit i avisen, men Kaj Baagø var så kendt, at hans datter seriøst overvejede at skifte efternavn, fordi alle spurgte, om hun var i familie med Kaj Baagø.

Bistandens folk var kändisser, for bistand var en folkesag, vi talte og skrev om. Udviklingsbistanden var en vigtig del af fortællingen om Danmarks engagement i udlandet. Baagø var en af fortællingens superhelte, der kunne løfte nyheder om vores beskedne udviklingstiltag i Asien eller Afrika op og gøre dem vedkommende for alle, der fulgte TV-Avisen på de blåhvide 21-tommers skærme kl.19.30 hver aften. .

Er det mon formand Mao, vi ser? Er det en Kissinger? Nej, det er selveste Kaj Baagø, der beretter om brøndboring i Bangladesh!

Stor, glemt og begravet

I dag er Danida langt større, men for længst lukket som selvstændig afdeling i Udenrigsministeriet, og meget, meget få kender navnet på chefen for den danske udviklingsbistand. Den politiske chef er en af de mest anonyme ministre i Lars Løkke Rasmussens regering.

Behovet er dog ikke blevet mindre for et alternativ til den militaristiske linje i dansk udenrigspolitik og til den generelt fjendske og forskrækkede holdning til fremmede i det hele taget. Vi har stadig brug for en fokuseret fortælling om et Danmark, som både kan og vil det gode og bruger sine begrænsede resurser på at vinde venner og forbundsfæller i den store verden. Det var den fokusering Baagø personificerede. Vi kunne jo gøre muslimer og hinduer til partnere og forbundsfæller ved at støtte deres udviklingsindsats! Derfor behøvede vi ikke skyde dem ned på slagmarken. De var vores venner. Baagø fik danskerne til at lytte til historien om, hvad han og andre gjorde og hvorfor de gjorde det.

Sådan var det dengang. Vor tids helte giver bøllebank til Danmarks onde fjender.

Der er brug for, at nogen tager tråden op fra Baagø og viser os, at der er andre historier om Danmark og de fremmede end dem, der handler om krig, terror, frygt og fremmedhad.