Garvet general blir 60

Forfatter billede

Generalsekretær Niels Tofte, Roskilde, fylder 60 tirsdag d. 14. februar 2012.

Foto: Reimar Juul, CARE Danmark

Fødselaren har været en central – om end ret usynlig – figur i det danske bistandsmiljø i mere end 20 år. Niels Tofte er ’den rolige hånd på roret’ og selvvalgt tilbagetrukken i forhold til offentligheden.

Han udfylder bevidst ikke rollen som profilleret generalsekretær, der optræder hyppigt i medierne eller i andre offentlige sammenhænge. Profileringen overlader han til CARE Danmarks faglige eksperter, hvilket muligvis koster på CAREs kendskab, til gengæld styrker det måske ofte CAREs image som troværdig og professionel NGO.

CARE Danmark er en del af CARE International, der er en af verdens største humanitære organisationer. CARE International arbejder i 82 lande og nåede i fjor ud til over 120 millioner mennesker med sit arbejde. CARE startede i Danmark i 1987 og kan således fejre sit 25 års jubilæum i år.

Niels Tofte trådte til som generalsekretær 1. september 1992 efter en turbulent tid i den unge danske NGOs historie, koncentreret om tidl. minister Lise Østergaards person (1924-1996).

Den idealistiske professor stiftede CARE herhjemme, men havde store samarbejdsvanskeligheder i forhold til den daglige ledelse i sin rolle som bestyrelsesformand (1987-1991) – se mere om hende generelt på http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1667

Niels Tofte var startet som administrationschef i CARE Danmark i august 1989 og kom fra Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han var fuldmægtig i administrationsafdelingen. Det var også her, han oprindeligt var gået i jobtræning i februar 1979 og blev ansat efter sin kandidateksamen i august 1979.

I sine unge år var han næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), læste SamBas på Roskilde Universitets Center, fra RUCs første år og blev cand.scient.adm. i 1979.

Under Niels Toftes ledelse er CARE Danmark vokset stille og roligt til en af landets større humanitære organisationer med en fast flerårig rammeaftale med Danida. CARE Danmark arbejder med landbrug og klima i udviklingslandene og fokuserer på forebyggende arbejde og høj faglighed.

Som den længst siddende generalsekretær i hele CARE International er Niels Tofte organisationens institutionelle hukommelse og en central og respekteret figur, der altid konsulteres i organisationens strategier – til trods for CARE Danmarks relativt beskedne størrelse i den samlede verdensomspændende CARE-familie.

Niels Tofte er en respekteret og vellidt leder for sekretariatet på Nørre-brogade i København. Han giver plads og viser tillid til sine ansatte.

Man skal ikke lade sig narre af hans tilbageholdende personlighed. Han er viljestærk, vedholdende og en skarp politisk analytiker.

Han har været med i u-landsmiljøet i sin fulde karriere og er dermed en af branchens dinosaurer, der ikke bliver forskrækket over nye udvik-lingsministre, nye strategier, nye mål eller besværlige samarbejder.

Han gennemskuer hurtigt dagsordenerne, gør sig sine konklusioner og rigger rettidigt CARE klar til nye udfordringer. Med denne ’rolige hånd på roret’ har han skånet CARE fra skibbrud og ført organisationen sikkert gennem udfordringerne.

Niels Tofte bor i Roskilde og er gift med Anne Tofte. Han har to børn, Tine på 14 og Anders på 26.