Gensyn med Zimbabwe

zimbabwe_foerde
Fotoet fra bogen forside.
Foto: Bjørn Førde
Laurits Holdt

16. april 2021

Vi tror vi kan måle alt

Bjørn Førde: Vi tror vi kan måle alt. En historie om udvikling

Turbine, 2021 – udkommer 16. april

398 sider. Rigt illustreret

Vejledende pris: 299,95 kroner

Bjørn Førdes bog fra Zimbabwe fik mig flere gange – ganske useriøst – til at gå i barndom.

Da jeg var lille, læste min mor og jeg en billedbog (min mor læste, jeg kiggede billeder). Den handlede om en grisemor, der drog ud i verden for at besøge sine voksne grislinger og se, hvordan det var gået dem, efter de havde forladt hende og skulle stå på egne grisetæer. Førdes bog har også mange billeder og fortæller en lignende historie, nemlig om udviklingsprojekter i et land, han genser, 25 år efter han arbejdede der som bistandschef for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og 40 år efter sit første besøg som ung i 1980.

Det er der kommet en stor, velskrevet og reflekterende rejseberetning ud af. Bogens tyngdepunkt er Førdes erindringer om og gensyn med de udviklingsprojekter, han havde ansvar for. Beskrivelserne af projekterne i fortid og nutid er båret frem af samtaler med gamle lokale medarbejdere på stedet og med tidligere u-landsfrivillige i Danmark.

Lykkedes det?
Bogen kredser om det evige spørgsmål for al udviklingsbistand: Lykkedes det? Gjorde vi en forskel? Var det pengene og de mange års arbejde værd?

Bogen giver ingen svar. Det er ikke Førdes ærinde, og det er ikke alt, der kan måles og vejes. Men han fortæller om MS-projekterne sådan, at historien ikke bare siger noget om Bjørn Førde, MS og Zimbabwe, men også generelt om mennesker og udviklingssamarbejde – og om en afsluttet æra i dansk bistandshistorie.

MS udsender ikke længere u-landsfrivillige og har ingen ansatte i Zimbabwe. MS er i dag en del af den internationale organisation Action Aid, præcis som andre danske ngo’er er filialer af globale konglomerater. Det har kostet identitet, og hverken Danida, MS eller nogen anden dansk privat bistandsorganisation har nu blade, der løbende fortæller pressen og giverne om deres arbejde. De er blevet mere anonyme og usynlige.

Derfor er Bjørn Førdes beretning også en vigtig sentimental journey tilbage i dansk udviklingsbistands synlige tid, der nu kun er fortid. Tiden er i høj grad moden til den form for personlig historieskrivning om det bistandsengagement, der prægede en hel generation, og som færre og færre husker og har levet i.

Mennesker og projekter
De centrale kapitler i Førdes bog fortæller om store og især små udviklingsprojekter, som landsbyfolk i Zimbabwe skabte i samarbejde med danske MS-frivillige og sekretariatet i København, der dengang lå i Borgergade. Han giver ordet til de lokale medarbejdere i håndværksskoler, kurvefletterier og hospitaler og derefter til de danske frivillige, som MS sendte ud. Han præsenterer dem som hele mennesker: Hvem de var, hvad de udrettede, og hvem de er nu.

Langt fra alle projekterne overlevede den politiske, økonomiske og klimamæssige tsunami, der sammen med AIDS smadrede alle forsøg på at skabe udvikling i det før så velstående landbrugsland. Ikke desto mindre kunne alle medarbejdere – danske og lokale – fortælle om gode, positive og givende år med MS. Som Bjørn Førde fastslår i bogens undertitel: Vi kan ikke måle alt. Et udviklingsprojekt er andet og mere end fysisk forandring. Projektarbejdet gav meget til ham selv og til de mennesker, han samarbejdede med. Hans bog er en erklæring om kærlighed, der består, selv om udviklingsarbejdet i Zimbabwe ligger i ruiner.

Førde skriver i sin bog, at cirka 5.000 unge danskere har arbejdet i 2-3 år som u-landsfrivillige for MS i Asien, Afrika og Latinamerika, somme tider med deres familier. De har sat spor i den danske debat om forholdet til fremmede mennesker. De fremmede blev mindre fremmede og mere vedkommende, takket være at så mange unge havde tilbragt år i blandt andet Zimbabwe, Kenya, Indien, Bangladesh og Tanzania. Samværet med danskere satte sig også varige spor blandt partnerne.

HiLux
Fik modtagerlandene konkret udbytte? Lidt overraskende pointerer Bjørn Førde flere gange, at de i alt fald fik adgang til transport!

I lande med svag infrastruktur og elendige veje er stærke firehjulstrækkere værdifulde. De udenlandske bistandsfolks hvide Toyota HiLux prægede Førdes tid. Flere modtagere antyder med glimt i øjet, at MS måske kunne have sparet udgiften til frivillige og bare sendt en check til bilkøb i stedet for.

Betydningen af biler for projekterne er i sig selv en bog værd, skriver han. Måske skriver han den selv en dag?

Lonely Planet
Bjørn Førdes bog er en kilotung sag på glittet papir. Hver sidetop er dekoreret med en billedfrise i stærke farver, skabt af medlemmer af kvindelige kunstnere fra kollektivet Weya Community Training Centre i Zimbabwe.

Ud over personlige beretninger fra projekterne har Førde fortalt om Zimbabwe i fortid og nutid i bedste Lonely Planet-stil. Vi får hele konteksten om ekspræsident Robert Mugabes håb, om hans mis-regimente, hans fald og de mænd og kvinder, der omgav ham og Førde i de år, MS var aktiv i Zimbabwe.

Førdes lange rejse tilbage i tiden er resulteret i en stor og værdifuld bog om bistand, der vil vække genklang i alle, der husker udviklingsbistanden, dengang den var en folkesag i Danmark.

Jørgen Harboe er forfatter og mangeårig journalist med udviklingslande og -samarbejde som speciale.