Ghana-seminar om uddannelse for alle – og så fylder en kendt dansk NGO 25 år

Redaktionen

Ghana Venskabsgrupperne i Danmark holder i weekenden den 18-19. september seminar med temaet “Uddannelse for alle år 2015 – udfordringer og muligheder” og fejrer samtidig sit 25 års jubilæum (se hele seminarprogrammet under “Dansk kalender” ude i menuen til venstre).

En stor del af befolkningen i Den 3. Verden har ikke adgang til uddannelse, selv om det er en fundamental menneskeret og en vigtig nøgle til fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og aktiv deltagelse i samfundet.

I april 2000 holdt UNESCO i samarbejde med bl.a. UNICEF og Verdensbanken en konference i Dakar i Senegal med det formål at udarbejde konkrete mål for uddannelse til alle og undersøge, hvordan disse mål vil kunne realiseres. Et af resultaterne af konferencen var 6 overordnede mål om uddannelse for alle. 

Seminaret indledes med en præsentation af indholdet af Dakar uddannelsesmålene og problemerne og udfordringerne i at nå Dakar-erklæringens mål. Dette oplæg præsenteres af uddannelseskonsulenter Sanne Müller og Annelie Abildgaard fra u-landsorganisationen Ibis, som repræsenterer Global Campaign for Education i Danmark. 

Herefter følger et oplæg om uddannelsessituationen i Nordghana, hvilke problemer og udfordringer står man overfor, hvilke metoder anvendes i bestræbelserne på at nå Dakarmålene, og hvordan arbejder de forskellige aktører i uddannelsessektoren arbejder sammen. School for Lifes programdirektør Sulemana Osman Saaka kalder sit oplæg “Uddannelse for alle i Nordghanesisk kontekst”.

Der bliver også en konkret demonstration af metoder og udfordringer i form af et rollespil baseret på uddannelsesprojektet “School for Life” (SfL). SfL arbejder ved hjælp af særligt tilpassede metoder og pædagogik på at skabe forståelse for betydningen af uddannelse og gøre den tilgængelig for en fattig befolkning uden nogen tradition for uddannelse.

4 lærere fra SfL er i Danmark i forbindelse med seminaret og vil i samarbejde med andre tilstedeværende ghanesere give os mulighed for at erfare de udfordringer, der er for uddannelse i Nordghana.

Vi får et blik ind i en School for Life klasse, hvor der undervises funktionelt om ”Koen, dens funktion og fordele”, oplever børnenes  vanskeligheder med at komme i skole og mærker, hvordan fattigdommen  påvirker det enkelte barns læring. Trods vanskelighederne gennemføres  undervisningen med sang og dans.

Endelig vil seminaret byde på et oplæg om muligheder og erfaringer med inddragelse af radio i undervisningen som middel til at opfylde målet om uddannelse for alle.

Radioen vinder udbredelse som det vigtigste oplysningsmedie for landbefolkningen i Den 3. Verden, og rundt om arbejdes med at udnytte dette i uddannelsesmæssig sammenhæng. Journalist og mediekonsulent Per Østerlund fra konsulentfirmation Danicom står for dette oplæg, som har fået titlen, “De bedste billeder findes i radioen”.

25 års jubilæum

Ghana seminaret er en årligt tilbagevendende begivenhed, og det er 21. gang seminaret afvikles. Det er desuden et kvart århundrede siden Ghana Venskabsgrupperne i Danmark blev stiftet, og 25 års jubilæet fejres i forbindelse med seminaret, nemlig lørdag eftermiddag med reception for alle, som har eller har haft tilknytning til foreningen.

Ved denne lejlighed vil en nyindspillet CD med børnesange om Ghana blive præsenteret. Sangene er forfattet af Leif Rasmussen med musik af Hans Holm og Hans Dammeier, og de udspringer af Silkeborg Højskoles tradition med en årlig Ghana Sangdag for flere hundrede elever fra Silkeborgs skoler.

Desuden præsenteres en ungdomsbog af Charlotte Blay som opfølgning på hendes bog “Amina i Ghana – Rumpedans og Kalabasser” fra School for Life u-landskalenderen i 1994, og journalisterne Inger Anneberg og Ib Salomon vil medbringe en scrapbog med alle de artikler, som siden januar i år er dukket op i en lang række fagblade efter deres rejse til Ghana.

Om aftenen fortsætter jubilæumsfestlighederne med god musik, festlig underholdning og dejlig mad.

Seminaret finder sted på Ømborgen ved Ry. Se som nævnt udførligt program under Dansk kalender