Gå til hovedindhold

Mobile menu

Boganmeldelse:
Global Inequality. A new approach for the age of globalization

Branco Milanovic bog om global ulighed er et must read for alle, som er interesserede i emnet. Milanovic er let at læse og på en og samme tid overskuelig og særdeles grundig. Han har dermed opnået sit erklærede mål: At skabe debat gennem udbredelse af fakta. 
Branco Milanovic er en serbisk-amerikansk økonom, født i Paris i 1953.

Branco Milanovic er en serbisk-amerikansk økonom, født i Paris i 1953.

tv-still/youtube

Branco Milanovic er en serbisk-amerikansk økonom, som har specialiseret sig i studier af global ulighed. Han har professorater på universiteter i Europa og USA. Han anerkendes bredt som en af verdens førende eksperter på området. Hans forfatterskab er da også koncentreret om dette emne, herunder hans første kendte bidrag: True World Income Distribution, 1988 and 1993: First Calculation Based on Household Surveys Alone". (Trykt i The Economic Journal 2002). Dette essay har i en vis forstand sat startskamlen til forskningen i den globale ulighed.

Før denne tid var diskussionerne præget af uvidenhed. Påstande og postulater fløj gennem luften, og alle var godt tilfredse med at give sig selv ret. Men, som Milanovic skriver i ovennævnte essay, flere data og mere viden vil i sig selv medføre mere kvalificerede diskussioner. Og det har han fået ret i: Siden hans pionerarbejde har der været en frugtbar diskussion om global ulighed.

Elefantkurven

Mange af Globalnyts læsere kender sikkert elefantkurven. Den viser, hvor meget indkomsterne er vokset for de forskellige dele af verdens befolkning i en periode, som fx kan gå fra 1988 til 2008. Hele verden betragtes som én befolkning og deles i små dele (typisk tyvende- eller hundrededele) efter deres indkomst i begyndelsen af perioden, som typisk sættes til 1988 eller deromkring. En variant af elefantkurven ses nedenfor.

screen_shot_2017-06-13_at_16.11.32.png

-->

Kurven er i dette tilfælde er hentet fra den bog, som anmeldes i det følgende. Navnet skyldes kurvens form, som ligner profilen af en elefant med hævet snabel. Den viser, at de fattigste medborgere på jorden ikke har nydt godt af den vækst, som det meste af verden har haft. Gruppen, som i 1988 havde indkomster, som gav placeringer fra ca. 15% til ca. 65% (altså halvdelen af jordens befolkning), kaldes ofte den nye globale middelklasse.

Denne har haft en markant vækst i indkomsterne på ca. 70% og er den mest succesfulde gruppe. Arbejdere fra eksportindustri og -service fra bl.a. Kina og Indien hører til her.
Ud over de fattigste er taberne den gruppe, som ofte kaldes den gamle middelklasse og består ikke mindst af industriarbejdere fra Nordamerika og Europa, herunder også Østeuropa og Rusland. Den udgør gruppen fra ca. 70% til 95% af verdens befolkning.

Hvem mangler vi så? Selvfølgelig de rige. De globale multimilliardærer har virkelig scoret kassen. De moderat rige (95-99%)har haft en forholdsvis beskeden vækst på ca. 30%, men de superriges indkomstvækst har været 60%, dvs. næsten lige så stor som den globale middelklasses.

Men de superriges indkomstvækst har jo et langt højere udgangspunkt. Derfor er deres vækst målt i kr. væsentlig større. Tilsvarende for de øvrige indkomstgrupper. Den globale middelklasses vækst er således beskeden i sammenligning. Milanovic er opmærksom på dette forhold og konstruerer en alternativ ”elefantkurve”, hvor det er absolut indkomstvækst, der indgår (denne ses i bogen på side 25).

Det fremgår heraf, at de fattigste 45% af Jordens befolkning har fået ca. 6% af den samlede indkomstvækst målt i absolutte beløb. Fra 45 til 80% har fået ca. 20% af væksten, den ”gamle” middelklasse ca. 13% og den lidt heldigere gruppe med indkomster fra 90-95% af den globale befolkning har modtaget 16% af indkomsterne. Hvad med resten, ca. 44%?
Den er tilfaldet de allerrigeste. De 4% af Verdens befolkning, som har indkomster fra 95-99%, har modtaget 25% i indkomstvækst. Den rigeste procent, de superrige, har modtaget 19%.

Disse tal sætter i høj grad tallene i perspektiv. Så når det af gøres gældende, at den globale ulighed er blevet mindre, skal det understreges, at dette gælder kun, når man nøjes med at se på relativ vækst i indkomst.

Ulighed i de enkelte lande: Kuznets bølger

Sammenhængen mellem ulighed og vækst har været diskuteret i lang tid. En af klassikerne på dette felt er Kuznets, som 1950erne fremsatte sine analyser af økonomisk udvikling og ulighed. Hans konklusion var klar: Når en udviklingsproces går i gang, transformeres økonomien gradvist fra traditionelt landbrug med lav produktivitet til moderne industri, service og højproduktivt landbrug.

Under denne proces er det uundgåeligt, at uligheden først stiger og derefter falder, når de moderne dele af økonomien er vokset til en større andel. Når uligheden tegnes op mod indkomstniveau, opstår der en kurve af form som et omvendt U; dette er den såkaldte Kuznets-kurve. Et eksempel ses i figur 2.

screen_shot_2017-06-13_at_16.12.38.png

-->

I mange år så det ud, som om empirien passede rimeligt. Efter ca. 1980 kniber det imidlertid med at få kurven til at passe, og det endda i begge ender. Mange mellemindkomstlande i bl.a. Latinamerika har haft faldende ulighed, mens uligheden har været skarpt stigende i de rige lande, hvor Kuznets-kurven tilsiger det modsatte.

For at få kabalen til at gå op introducerer Milanovic et nyt begreb: Kuznets-bølger. Ideen er, at den oprindelige Kuznets-kurve stadig gælder. Den proces, som skaber kurven i figur 2, er stadig relevant for de fattigste lande, hvor økonomien er under transformation fra traditionel til moderne produktion. Men efter, at denne proces er til ende, sætter andre kræfter ind.

De nye kræfter, som forøger uligheden i de mere velstående lande, er globaliseringen og den teknologiske revolution. Mekanismerne er velkendte: globaliseringen indebærer øget konkurrence og lavere lønniveau blandt lavt uddannede i de rige lande; den teknologiske revolution (Internet, robotteknologi, kunstig intelligens) indebærer stigende efterspørgsel og dermed højere indkomster til den veluddannede del af befolkningen. Tilsammen virker disse kræfter i retning af højere ulighed i de rige lande, som vi allerede har set det på elefantkurven.

Milanovic forudser, at det igen kan gå den anden vej en gang i fremtiden, når globaliseringen er ført til ende, og der ikke er mere ufaglært arbejde, som kan outsources til lavtlønslande. Samtidig vil stigende generelt uddannelsesniveau medføre mindre præmie til uddannelse og dermed relativt mindre indkomst til de højtuddannede. Dermed vil uligheden på et tidspunkt igen falde.

Introduktionen af Kuznets-bølger er ikke særlig teoretisk sofistikeret, men Milanovic forklarer mekanismerne troværdigt og let forståeligt. En ny teori er blevet til.

Ulighed mellem landene

Helt generelt er tendenserne, at uligheden inden for de enkelte lande stiger, i mange tilfælde markant. Uligheden mellem landene er derimod blevet mindre. De to tendenser afbalancerer nogenlunde hinanden, så uligheden mellem alle 7 mia. verdensborgere er omtrent uændret, i flere analyser med en svag overvægt i retning af, at den globale ulighed er blevet lidt mindre.

På langt sigt er derfor tendensen, at ulighed og fattigdom bliver et problem inden for de enkelte landes grænser i højere grad end et problem mellem landene. Milanovic understreger, at dette er en tendens, som viser sig på det meget lange sigt. Indtil videre er det fortsat særdeles relevant også at tage uligheden mellem landene i betragtning.
Endvidere advarer Milanovic mod at tage for givet, at tendensen vil fortsætte. Dels er der kun tale om nogle få årtier med faldende ulighed mellem landene, som fremmes af Kinas succes og Vestens stagnation. Dels er der en betydelig måleusikkerhed.

Er det bedre at være på bunden af indkomstskalaen, når uligheden mellem landene bliver mindre, mens den indenlandske ulighed vokser? Dette spørgsmål er helt centralt i denne sammenhæng. Er der reelt tale om bedre velfærd for de fattigste, når den internationale ulighed bliver mindre, mens den indenlandske ulighed vokser? Desværre behandler Milanovic ikke dette spørgsmål.

Milanovic starter sine forudsigelser om fremtiden med at advare: Sporene skræmmer fra tidligere forudsigelser. Ingen havde fx omkring 1980 forudset den kolossale vækst, der har været i Kina, Indien og mange andre lav- og mellemindkomstlande.

Dette sagt vover Milanovic alligevel nogle betragtninger, især omkring det såkaldte konvergensfænomen (altså at fattige lande vokser hurtigere end rige). Med mange advarsler ender han nærmest med at antage, at denne tendens fortsætter.

Dette er naturligvis opmuntrende, men samtidig slutter han af med at besvare spørgsmålet:
“Will inequality disappear as Globalization continues?
No. The gains from globalization will not be evenly distributed.”
Hvilket sammenfatter forfatterens generelle synspunkt.

Bogen er et must read for alle, som er interesserede i emnet. Milanovic er let at læse og på en og samme tid overskuelig og særdeles grundig. Han har dermed opnået sit erklærede mål: At skabe debat gennem udbredelse af fakta.