Globale investorer ser i stigende grad klimaforandringer som en risiko

gielda_na_wall_street
Forfatter billede

“The scales have tipped – a 60% majority of asset owners are now taking action versus 40% ignoring the risks and opportunities of climate change”.

Sådan lyder hovedkonklusionen i en ny rapport fra Asset Owner Disclosure Project (AODP). Dette er første gang nogensinde, at et flertal af verdens førende investorer nu tager stilling til de finansielle muligheder og risici ved klimaforandringerne.

Én af diskussionerne inden for klimadebatten har længe gået på, hvornår vi ville nå det skæringspunkt, hvor priserne på vedvarende energi ville undergå priserne på fossile brændsler, og dermed gøre det rentabelt at investere i førstnævnte. Det lader til, at hovedparten af verdens førende investorer synes, vi nu er nået til det punkt.

Dog understreger rapporten også, at der stadig findes masser af modvillighed blandt dele af investorerne til at tage stilling til klimaspørgsmålet. Dette skyldes ifølge rapporten et meget kortsigtet fokus på et afkast i en nær fremtid i stedet for at fokusere på langsigtede investeringer.

Faldende dansk engagement

En anden tendens man kan udlede af rapporten er, at det generelt er investorer fra Australien, New Zealand og Europa, der går forrest når det kommer til klimavenlige investeringer. Derimod er både amerikanske og kinesiske investorer rangeret blandt de dårligste til at investere i klimavenlig energi og teknologi.

Heller ikke Danske investorer har formået at øge deres engagement i klimaproblematikken. Tværtimod. Således er Danmark faldet fra en 5. plads sidste år til en 8. plads på dette års liste.