Globalt Fokus: Regeringen anerkender civilsamfundets internationale indsats

Forfatter billede

Der er flere ting at glæde sig over for civilsamfundet, mener Globalt Fokus efter regeringens udmelding om, at 17 organisationer modtager knap 1,2 milliarder kroner om året de næste fire år.

Først og fremmest er det glædeligt, at regeringen anerkender det gode arbejde, som organisationerne leverer ude i verden. Alle ansøgninger er blevet grundigt analyseret og sammenfattende er der meget positivt at regeringen anerkender de kernekompetencer, resultater og indsatser som det danske civilsamfund står for, skriver Globalt Fokus i en udtalelse om de 17 nye strategiske partnerskaber.

Glæde over øget prioritering

Enkelte af Globalt Fokus medlemsorganisationer skæres i deres bevilling, hvilket Globalt Fokus naturligvis er ærgerlig over.

Overordnet set går de fleste medlemsorganisationer dog frem med de nye partnerskabsaftaler set i forhold til deres 2017 rammebevilling.

Globalt Fokus påpeger, at regeringen rent faktisk har hævet støttet med 230 millioner kr. årligt i forhold til det oprindelige udmeldte niveau. Det betyder, at der gives yderligere 125 millioner kroner til støtten til civilsamfundet (CIV puljen) og yderligere 105 til det humanitære arbejde (Hum puljen).

Det er også interessant, at alle de 17 organisationer der blev vurderet egnet til at fremsende ansøgninger, har modtaget støtte.

Med en række nye organisationer om bord er der mulighed for at styrke strategiske områder omkring unges inklusion i samfundet, kvinder og unge pigers rettigheder, indsatser i skrøbelige stater og ikke mindst fokus på Verdensmålene.

Otte af de 17 organisationer får både midler indenfor civilsamfundspuljen og den humanitære pulje.

Og endelig er det lovende at op til 10% af midlerne kan bruges til innovative indsatser og nye programmer. Det ser Globalt Fokus frem til at bidrage til og understøtte.

En malurt i bægeret er, at den forholdsvis lave bevilling på arbejdsmarkedspuljen ikke synes at afspejle de strategiske prioriteter på jobskabelse i den udviklingspolitiske strategi, skriver organisationen i sin pressemeddelelse.