For godt til at være – helt – sandt

afrika_vand_klima3_2_pernille
Forfatter billede

Afrikas andel af den danske udviklingsbistand er faldende, og den faldende andel tages oven i købet af en samlet bistand, der de seneste år er blevet væsentlig beskåret. Samtidig reduceres Danmarks kernebidrag til flere FN-organisationer.

Sådan lyder et par af konklusionerne i en ny, uafhængig analyse af finanslovsforslaget for 2018 og dansk udviklingsbistand.

Men sandheden er, at regeringen IKKE tilfører udviklingsbistanden ekstra midler i 2018. Rammen øges kun, fordi der kommer færre flygtninge til Danmark.

Det betyder, at den del af udviklingsbistanden, der rent faktisk går til udviklingslandene, kan øges med næsten 1,8 mia. kr.

Andre 860 mio. kr. tilføres, fordi Danmark er blevet rigere, og vores BNI stiger, skriver Timbuktu Fonden i en pressemeddelelse.

Hvis den danske udviklingsbistand i 2018 var fastholdt på de 0,85 pct., som den var i 2015, var den danske udviklingsbistand i 2018 blevet næsten 3½ milliarder kr. højere.

Gode takter, men…

Analysen anerkender, at Danmarks bidrag til befolkning, sundhed og ligestilling vil sætte historisk rekord i 2018, men den påviser også, at det sker efter voldsomme nedskæringer på selvsamme område i 2015-17.

Også de danske civilsamfundsorganisationer kan se frem til flere penge til deres udviklingsaktiviteter i 2018 i forhold til 2016-17, men for dem er der stadig et stykke vej op til niveauet frem til og med 2015.

Ud over befolkning, sundhed og ligestilling er vinderne i næste års finanslovsforslag den humanitære bistand, den private sektor, migration og hjemsendelse af afviste asylansøgere. Analysen dokumenterer, at taberen i finanslovsforslaget og de seneste års omlægninger først og fremmest er det klassiske, langsigtede, fattigdomsorienterede udviklingsarbejde. Derudover har de seneste år været hårde ved den danske støtte til bl.a. klima og miljø, til oplysning og kultur.

”For godt til at være – helt – sandt – en uafhængig analyse af finanslovsforslaget for 2018” udgives af Timbuktu Fonden og er skrevet af freelancejournalist Jesper Heldgaard, der i mere end 20 år har dækket udviklingssamarbejde.

Den følger op på rapporterne fra 2016: ”Engang verdens bedste” og ”Et skridt frem efter to skridt tilbage”.

Den kan findes på Timbuktufondens hjemmeside

Trykt version kan rekvireres ved henvendelse til Lone Groth-Rasmussen via [email protected] eller tlf. +45 33 18 77 60.