Gorée: Slaveø og paradis

Île de Gorées er et velbesøgt strandparadis og en diskuteret kulturarvsmoument fra slavetiden.
Foto: Gerd Kieffer
Forfatter billede

Det er søndag formiddag midt i den senegalesiske skoleferie. Efter nattens kraftige regnskylle peger alt mod en hed dag med skærende sol; beboerne i Dakar, landets hovedstad, har fri og vil på stranden. Selvom Dakar ligger på en halvø og har et godt strandudvalg, vælger i tusindvis af mennesker alligevel at stå i kø i timevis for at lade sig transportere til den lille ø, Gorée, der ligger fire kilometer ud fra Dakars havn.

Modsætningernes ø

Øen, der kun måler 300 meter i bredden og 900 meter i længden (cirka 29 hektar i alt) og er hjemsted for cirka 1800 mennesker, har to primære attraktioner: Sin idyl og sin historie.

Idyllen består dels af øens bygninger, dels af selve stemningen. Arkitekturen er præget af kolonialistiske tendenser, og det er ikke tilladt at bygge huse i en anden stil på Gorée. Husene er ensfarvet med trædøre og –vinduer malet i kontrastfarver, og overalt er der grønne træer og planter i de brostensbelagte gader, og bourgainvillaer i gul, orange, rød og lilla svinger sig elegant ud over mure i tætte springvand af blomster. Børn løber omkring og leger, og vasketøj hænger tungt i solen. Der findes ingen motorkøretøjer på øen, og en gang dagligt kører en æseltrukket kære gennem byen for at indsamle affald. Og så er der den smukke udsigt over Dakar fra øens højeste punkt samt ikke at forglemme de to strande, som tiltrækker størstedelen af de senegalesiske besøgende.

Husene på Gorée er alle bygge i samme stil


Foto: Gerd Kieffer
Alt det står i skarp kontrast til øens dystre historie som centrum for den Vestafrikanske slavehandel, markeret af Maison des Esclaves, ’Slavernes hus’, et lille, rødt stenhus i to etager. Nederst kan man besøge de usle slavekvarterer, og på 1. salen, hvor herskabet holdt til, er der indrettet museum med et minimum af informationer. Husets måske største attraktion er ’La porte du non retour’ – døråbningen, der fører ud mod havet, og som efter sigende var de slavebundne afrikaneres sidste udsigt, inden de blev smidt i bunden af et skib og sejlet over Atlanterhavet. Her har Barack Obama, Pave Johannes Paul II, Nelson Mandela og mange andre stået og stirret ud over havet.

Ifølge den officielle historie, var Maison des Esclaves udskibningssted for millioner af slaver fra midten af 1500-tallet og 300 år frem. Men ikke alle er enige i den udlægning af historien.

Intellektuel fejde

I 1978 kom Gorée på Unescos liste over World Heritage Sites. FN-organet beskriver på sin hjemmeside, hvordan millionvis af slaver passerede Gorée som det sidste afrikanske stop på deres vej vestover. Siden udnævnelsen har Gorée været en turistmagnet, og omkring 200.000 turister besøger årligt øen – men samtidig har førende forskere i årtier sat spørgsmålstegn ved, hvor stor en rolle Gorée faktisk spillede i slavehandlen.

Ifølge den officielle historie, der især er blevet fremelsket af Boubacar Joseph Ndiaye, den tidligere kuratur af Maison des esclaves, udskibede Gorée omkring 20 millioner slaver, men det kan umuligt passe, lyder det fra blandt andet forskerne bag The Trans-Atlantic Slave Trade Database, der kortlægger slavernes rejse fra Afrika og til deres forskellige destinationer. Deres forskning viser, at det reelle antal slaver fra Gorée har været godt 30.000. Andre har påpeget, at Maison des esclaves umuligt kan have ageret som det ’slavecenter’ UNESCO og Boubacar Joseph Ndiaye har gjort det til. Blandt dem er Ralph Austen, historieprofessor fra University of Chicago, der i en artikel i Dagbladet Information fra juli 2014 siger, at huset med stor sandsynlighed kun har huset de tidligere beboeres private slaver.

Uanset tallenes reelle størrelse og Gorées egentlige rolle i den vestafrikanske slavehandel, så fungerer øen i dag som et samlingspunkt for erindring. Et mindesmærke. Og selvom langt de fleste senegalesere har valgt stranden denne søndag, søger nogen også mod Maison des esclaves. En af dem er Adelaide Badje, der til daglig bor i Mellemøsten. Hun er på Gorée med sine søstre, der også er bosat i udlandet. ”Vi er hjemme på ferie, og så ville vi tage vores børn med herud for at se stedet”, forklarer hun. Adelaide Badjes niece på en 7-8-år står længe og kigger med store øjne på fangerummet under trappen, mens hendes mor står med kameraet parat og beder hende gå derind. Hun ryster betuttet på hovedet, og første da hendes søskende, fætre og kusiner er smuttet ind i det lille rum, følger hun efter.