Gå til hovedindhold

Mobile menu

Greenpeace: PKA-frasalg viser, at olie er en risikabel investering

PKA har frasolgt investeringer i fem canadiske olieselskaber, og det glæder Greenpeace, der ser det som et tegn på, at olie er blevet en risikabel investering. 

PKA Pension har i påsken solgt investeringer i fem canadiske olieselskaber. Yderligere 44 olie- og gasseslskaber er under lup for at vurdere et muligt frasalg. 

Det fremgår af en opdatering på hjemmesiden for Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA), som citerer Finacial Times. 

Det glæder Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver i Greenpeace.

“Når et af Danmarks største pensionsselskaber dropper sine investeringer i en række olieselskaber, er det endnu et eksempel på, at finansielle aktører for alvor er ved at forstå konsekvenserne af den omstilling, som i stigende fart driver verden fra sort til grøn energi”, lyder det i en kommentar.    

“Hvis indsatsen mod klimaforandringer lykkes - og det skal den pinedød - vil olie- og gasindustrien reelt være uden fremtid, og det bliver ansvarlige investorer som PKA naturligvis nødt til at forholde sig til, så de kan forvalte pensionskundernes penge på bedst mulig vis“ , fortsætter han. 

Olie på samme vej som kul

Klimarådgiveren nævner, at PKAs handling kan sammenlignes med en tendens, der allerede har fundet sted på kulmarkedet. 

“For få år siden blev kulindustrien opfattet som en sikker investering, trods mange advarsler om, at klima og kul er en rigtig dårlig cocktail. Nu befinder industrien sig i en dødsspiral uden ende, og de investorer, der ikke kom ud i tide, har fået sig en gevaldig økonomisk lussing”, forklarer han, og fortsætter:    

“Efter kulindustriens deroute står olie- og gasselskaberne nu som de næste, der simpelthen ikke har en plads i et samfund, som tager klimaforandringerne alvorligt. Vinderne vil derfor være de investorer, som bygger risikovurderinger på fremtiden frem for fortidens energiformer.”

En dråbe i havet

Han håber, at gennemsynet af de andre 44 selskaber vil føre til yderligere frasalg. 

“De fem olieselskaber er næsten bogstavelig talt en dråbe olie i havet, så det er opmuntrende, at PKA også har sat sig for at se yderligere 44 olie- og gasselskaber efter i sømmene", lyder det fra Greenpeace-rådgiveren. 

"Eksempelvis har PKA stadig aktier i oliegiganten Exxon Mobil, der for tiden bliver sagsøgt i en række delstater i USA for at have vildledt investorer og bedraget offentligheden ved at fortie sit kendskab til klimaforandringer. Et naturligt næste skridt vil være at frasælge aktierne i Exxon”, fortsætter han.   

PKA investerer på vegne af 300.000 medlemmer, der primært er offentligt ansatte, omkring 250 milliarder kroner.