Guterres vil puste nyt liv i forhandlinger om Vestsahara

polisario_troops_wiki
Polisario-styrker træner i ørkenen. Konflikten har været højspændt i det seneste års tid.
Foto: Wikimedia (CC/arkiv)
Forfatter billede

FN’s Sikkerhedsråd ventes sent onsdag at stemme for en resolution, der skal presse på for at få genoptaget forhandlingerne mellem Marokko og den saharawiske Polisario-bevægelse og få afsluttet den mere end 40 år lange konflikt i Vestsahara.

FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, sagde tidligere på måneden, at han vil genoptage forhandlingerne ”i en ny ånd”.

Konflikten mellem Marokko og Polisario er en af de længstvarende i verden.

Resolutionen opfordrer parterne til at genoptage forhandlinger og forsøge at finde en ”retfærdig, varig og for begge parter acceptabel løsning”, hedder det i teksten.

”For at der kan ske fremskridt, må forhandlingerne tage hensyn til begge parters forslag og ideer. Algeriet og Mauretanien kan og bør, som nabostater, komme med vigtige bidrag til denne proces, " siger Guterres ifølge flere internationale medier.

FN-generalsekretæren tilføjer, at konflikten ”må afsluttes hurtigst muligt for at gøre det muligt for regionen at bekæmpe sikkerhedstrusler, økonomiske udfordringer og menneskelige lidelser på en koordineret og samarbejdende måde”.

Regeringen i Marokko betragter Vestsahara som en del af Marokko, men ingen andre lande i verden har anerkendt dette.

Polisario fastholder, at der skal holdes en folkeafstemning for at afklare spørgsmålet om uafhængighed. FN har for mange år siden lovet saharawierne en folkeafstemning, men den er aldrig blevet til noget.