Halvhjertet

cameron
Politikernes halvhjertede støtte til EU førte til at briterne stemte for at forlade unionen. Her meddeler premierminister David Cameron, at har træder tilbage.
Foto: Screenshot fra Press TV.
Laurits Holdt

3. juli 2016

Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.

Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.

Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.

Læs flere blogindlæg fra Jørgen Harboe

På bistandsområdet kan regeringens politik kun karakteriseres som halvhjertet.

Vi gir på papiret udviklingsbistand for at gavne de fattigste i de fattige lande, men regeringen vil kun reservere 0,2 procent af vores BNI i bistand til denne gruppe. Den største bistandsmodtager er Danmark. Hensynet til os selv gennemsyrer reelt alt det, der står med småt og overskygger det officielle mål. Vi vil helst kun hjælpe de lande, der vil købe vores varer og hjælpe os af med uønskede indvandrere og asylmodtagere.

Vores bistandsindsats er kun halvhjertet. Måske ikke engang det. Derfor er der ingen der tror helhjertet på den og støtter den helhjertet. For ingen – heller ikke jeg – kan længere finde den dybere mening i det, vi gør.

I forhold til EU er vores tilslutning lige så vag og halvhjertet. Vi sagde ja i 1972. Siden 1992 er vi stadig medlemmer, men har sagt ’nej’ hver gang regeringen har bedt os bekræfte tilsagnet ved folkeafstemninger. Og ligesom i Storbritannien har de fleste danske politikere officielt sagt ja til medlemskabet, men samtidig reelt pustet til befolkningens skepsis. Halvhjertede populistiske jasigere har kun halvhjertet opfordret folk til at stå ved det demokratiske ja, som den danske tilslutning til det europæiske fællesskab hviler på.

Halvhjertetheden fik fatale følger i Storbritannien 23. juni. For halvhjertet er også kun halvhjernet. Ingen – heller ikke jeg – forstår længere den dybere mening i det europæiske projekt.

Jeg tror – nej, jeg véd! – at bistandssagen herhjemme ville stå sig ved kun at skulle tjene ét eneste formål: at gavne fattige mennesker i fattige lande. Ikke noget med danske erhvervsinteresser og med at få flygtninge til at vende næsen hjemad. Et rent budskab ville gå rent hjem, og jeg har tillid nok til den danske befolkning til at tro, at de fleste af os ville støtte den gode sag, hvis vi klart kunne se, at det var den, vi støttede – og ikke alle mulige andre mere eller mindre gedulgte dagsordener.

Det er faktisk lettere at vinde hel støtte til hel sag end hel støtte til en halv sag, der fortaber sig i uklare hensyn.

Jeg tror ærligt og redeligt, at det forholder sig på samme måde med EU!
Jeg tror virkelig, at de fleste danskere ville sige helhjertet ja, hvis vi fik mulighed for at vælge en samlet og fuldt demokratisk europæisk union med én regering, ét parlament og ingen grænser. De fleste af os ville forstå, at sådan en klar og fast politisk enhed ville gavne freden og velstanden hos os selv, og samtidig vise resten af Verden demokratiets styrke i forhold til andre styreformer. Derimod er der ingen, der bliver overbevist af det vildnis af kompromisser, som det nuværende EU er udtryk for. Det er halvhjertet i sin struktur, har ingen let genkendelig bærende ide og er derfor uhyre let at splitte i småbidder.

En halvhjertet politik er værre end slet ingen, hvad end vi beskæftiger os med Europa eller Verden udenfor. Jeg går selv helhjertet ind for en stor rendyrket humanitære bistand til dem, der har brug for den, og for en demokratiske europæisk union. Derfor gør det ondt at være vidne til det nuværende kollektive styrt tilbage mod en mørk og kaotisk national selvtilstrækkelighed.