Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hanaa

På poetisk vis skildrer den italienske filmskaber Giuseppe Carrieri, hvordan kvinder over hele verden bliver handlet som en vare, og tages som gidsler i kulturelle systemer. Hanaa er en kunstnerisk oplevelse, der, ud over at være rørende, er stimulerende for sanserne og rig på symbolik.

I filmen "Hanaa" møder vi fire unge kvinder fra tre forskellige kontinenter, der alle hedder Hanaa. Ud over deres navn har de det til fælles, at de er omkring 15 år, og som konsekvens af at være kvinder, skal de betale en overvældende pris for at overleve.

Hanaa i Nigeria er blevet kidnappet af Boko Haram og udsat for vold og seksuelle overgreb.

I Indien bliver Hanaa tvunget til at gifte sig, fordi det siger hendes horoskop.

I Peru bliver Hanaa forladt af sin kæreste, da han finder ud af, at hun er gravid. Og da hendes forældre kalder hende en luder og smider hende ud, er hun overladt til sig selv og bliver prostitueret for at brødføde sit barn.

I Syrien møder vi Hanaa fra Aleppo, der er blevet et offer for en industri, hvor unge kvinder sælges til højestbydende.

Svigt, krig og undertrykkende systemer

Filmen zoomer helt ind på disse fire piger, men filmen er ikke en traditionel dokumentar med hele historier. Snarere er der tale om øjebliksbilleder af den barske virkelighed, som pigerne lever i, og glimt af de magtstrukturer, der ligger bag.

Den form for magt som pigerne er underlagt varierer i de fire historier, men svigt fra forældre, undertrykkende kulturelle systemer og krig er omdrejningspunkter. Filmen viser, at det ikke kun er mænd men også kvinder, der er med til at fastholde religiøse, historiske og kulturelle systemer der legitimerer og fastholder, at kvinder behandles som objekter.

Samtidig skildrer Giuseppe Carrieri en råstyrke i disse piger, som synes at komme fra deres totale afmagt som konsekvens af, at ”skæbnen allerede er skrevet,” men også et håb om, at kunne skabe noget bedre for sine børn.

Traditioner får fornyet kraft

Giuseppe Carrieri trækker på mange forskellige virkemidler, herunder musik, stilhed og den klassiske Nokia-ringetone, der ringer på interessante tidspunker. Pigerne taler sjældent direkte til kameraet men gennem digte og symbolske fortællinger får vi et indblik i den måde, hvorpå pigerne er blevet opdraget af kvinderne i deres liv, og hvordan de forstår deres plads i verden.

Historierne er hjerteskærende men bliver aldrig sentimentale, og Giuseppe Carrieri minder hele tiden om, at disse fire piger langt fra er særtilfælde, men netop repræsenterer den hårde virkelighed, som så mange kvinder verden over lever i, og har levet i, i århundreder.

Den italienske instruktør illustrerer på elegant vis, hvordan oldgamle traditioner og samfundsstrukturer får fornyet kraft af teknologien.

Sammenfattende har Giuseppe Carrieri skabt en kompleks og hård film, der efterlader et stærkt indtryk og en del at tænke over.