Hele verden fejrer lykkens dag

Forfatter billede

Af Signe Ravn-Højgaard, Thimphu

Den 20. marts 2013 hyldes lykken verden over. I Bhutan i Himalaya har dagen særlig betydning. Bhutan, hvis udvikling følger en særlig lykkefilosofi, er nemlig initiativtager til den internationale Verdens Lykkedag, der fejres for første gang i år.

Thimphu, Bhutan, 20. marts 2013: Sidste år besluttede FNs generalforsamling at klemme World Happiness Day ind blandt Verdens Trækfugledag og Verdens Copyrightday i den tæt pakkede kalender for FN-mærkedage.

Og onsdag oprandt dagen så, Verdens Lykkedag, hvor alverden skal om ikke være lykkelige, så i al fald tænke lidt over, hvad lykke er og hvordan den opnås.

Lykkedagen blev foreslået af det lille kongedømme i Himalaya, Bhutan, som er kendt for at stræbe efter bruttonational-lykke frem for højere brutto-nationalprodukt.

Bhutans premierminister, Jigme Y. Thinley siger: “Dette er en dag hvor hele verden skal mødes og tænke over, hvad der egentligt er vigtigt her i livet”.

Han anførte, at det er første gang nogensinde, mennesker verden over samler tankerne omkring det universelle ønske om lykke, der skiller os ud fra andre væsner her på kloden.

“Lykke er ikke bare en trang; det er vores eneste sande behov”, sagde han. “Uden lykke er vi tomme, ufuldstændige og ulykkelige. Uden lykke, har vores liv intet formål. Trods dette er det sjældent at vi stopper op og spørger os selv: Gør jeg egentlig det, der gør mig lykkelig?”.

FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon siger i en pressemedelelse: “Stræben efter lykke er helt centralt for mennesket. Jorden forsøger folk at leve et lykkeligt og rigt liv uden frygt og afsavn. Et liv der er i harmoni med naturen”

“Alligevel er basal materiel velstand stadig uopnåeligt for de alt for mange, der lever i ekstrem fattigdom. Og for endnu flere er de tilbagevendende økonomiske kriser, vold og kriminalitet, miljøforværring og den stigende trussel fra klimaforandringer en altid-tilstedeværende trussel”.

Ban Ki-moon opfordrer videre: “Lad os på denne første Internationale Lykkedag gå sammen om at sikre inddragende og bæredygtig udvikling og lad os fornye vores løfter om at hjælpe andre. Når vi bidrager til det fællesgode, bliver vi selv rigere. Medfølelse for andre fremmer lykke og er med til at bygge den fremtid, vi gerne vil have”.

I Bhutan bliver lykkedagen fejret som en national helligdag. I hovedstaden, Thimphu, var hovedgadens biler udskiftet med glade bhutanere, der kunne opleve dans og sang, få et gratis sundhedseftersyn og tilbringe kvalitetstid med familien og fundere lidt over lykken.