Her havner de ekstra 1,8 bistandsmilliarder

Forfatter billede

Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der fra de tilførte midler i finansåret 2017 samlet afgives tilsagn på 1.817,8 mio. kr. under Bistand til udviklingslandene med henblik på en styrket nærområdeindsats og for at modvirke befolkningsvækst. 

Baggrund

For at sikre, at udviklingsbistanden (målt på tilsagn) over en rullende treårig periode udgør præcist 0,7 pct. af BNI, har regeringen besluttet at indføre en reguleringsmekanisme for udviklingsbistanden. Mekanismen håndterer udsving i udgifterne til flygtningemodtagelse, der indgår i Danmarks samlede udviklingsbistand.

Når udgifterne til flygtningemodtagelse, der kan opgøres som udviklingsbistand, ved udgangen af 3. kvartal skønnes at blive lavere end budgetteret på finansloven, vil den del af udviklingsbistanden, som Udenrigsministeriet administrerer (§ 6.3. Bistand til udviklingslandene) blive opjusteret. 

Af midlerne anvendes 1.817,8 mio. kr. på i 2017 at afgive nye tilsagn om støtte til en styrket nærområdeindsats og til at modvirke befolkningsvækst, mens 330,2 mio. kr. anvendes til annullering af en negativ budgetregulering på § 06.31.79. 

Projektbeskrivelse

Antallet af flygtninge og internt fordrevne er historisk højt. Det skyldes ikke mindst følgerne af langvarige kriser i bl.a. Mellemøsten. Migrationspresset mod Europa er markant og må forventes at stige de kommende år som følge af befolkningsvæksten i særligt Afrika.

Regeringen har i 2017 afsat det højeste beløb nogensinde til humanitære indsatser, der bidrager til at afbøde de mere umiddelbare humanitære behov.

I lyset af krisernes ofte langvarige karakter lægges der op til, at hovedparten af de tilførte midler anvendes i nærområderne til kriser og konflikter inden for områder, der tager fat om de mere underliggende årsager til, og konsekvenser af, langvarige kriser, tørke, migration og befolkningsvækst. 

Derudover afsættes der midler til udsendelsesindsatser for at fremme landenes tilbagetagelse af egne statsborgere uden lovligt ophold i Danmark. 

Konflikterne i Syrien, Irak, Afghanistan, Sydsudan, på Afrikas Horn og i Sahelområdet har sendt millioner af mennesker på flugt. Mange opholder sig i lejre eller bliver huset af lokalsamfund internt i egne lande eller i nærområderne.

Det er målet, at disse mennesker skal tilbage til deres eget land og by eller integreres i nærområdet, når konflikterne er bragt til ophør. Indtil det sker, må det internationale samfund bidrage til at sikre fornuftige forhold og aflaste de lokalsamfund, der huser de mange flygtninge og fordrevne.

Flere af indsatserne inkluderer således både værtssamfund og flygtninge i målgruppen, og der skabes dermed bedre sammenhæng mellem humanitær bistand og langsigtede udviklingsindsatser.

Befolkningsvækst angribes via øget viden og uddannelse, samt gennem styrkelse af kvinder og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder (SRSR), herunder adgang til prævention. 

En væsentlig del af midlerne udmøntes gennem multilaterale organisationer i regi af EU, Verdensbanken og FN. 

Udsendelsesmidler (50 mio. kr.)

Som et nyt initiativ afsættes 50 mio. kr. til fleksible indsatser i udviklingslande, hvortil Danmark har personer i udsendelsesposition. Indsatser kan bl.a. omfatte modtagelses- og reintegrationsprogrammer, erhvervsuddannelser, kapacitetsopbygning inden for registrering og udstedelse af ID-dokumenter samt bidrag til etablering af fysiske migrationsfaciliteter. 

Bidrag til Global Concessional Financing Facility (GCFF)/WB (337,1 mio. kr.)

GCFF blev oprettet i 2016 med henblik på at støtte kritiske investeringer i sundhed, uddannelse, jobskabelse og infrastruktur i Jordan og Libanon, der er tynget af den syriske flygtningekrise.

Faciliteten giver med subsidierede lån mulighed for, at den humanitære nødhjælp kombineres med investeringer i langsigtede udviklingsindsatser. Faciliteten er siden udvidet til at have et globalt sigte. Verdensbanken administrerer GCFF. 

Bidrag til Verdensbankens globale program om tvungen fordrivelse – Global Programme on Forced Displacement (GPFD) (65 mio. kr.)

GPFD er et program i Verdensbanken, der hjælper med at udvikle innovative og bæredygtige løsninger på verdens flygtninge- og fordrivelseskriser. Bidraget er målrettet til bedre at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på Verdensbankens bistand til at styrke koblingen mellem humanitær hjælp og langsigtet udviklingssamarbejde. 

UNDP-administrerede Funding Facility for Stabilisation (FFES) i Irak (135 mio. kr.)

Formålet med bidraget er at støtte stabiliseringsindsatsen i de områder, der tidligere har været under ISIL’s kontrol. Stabiliseringsindsatsen indbefatter genopbygning af basal infrastruktur og jobskabelse i de berørte områder.

Hensigten med FFES er at sikre, at de berørte områder bliver egnet til beboelse samt igangsætte bæredygtige infrastrukturprojekter, der fremmer incitamentet til en sikker tilbagevenden og genintegration af internt fordrevne og flygtninge. 

Bidrag til bedre vandforsyning og livsvilkår i Kenya (100 mio. kr.)

Kenya er værtsland for næsten en halv million flygtninge og asylansøgere, det næsthøjeste antal i Afrika. Flygtningelejre er hovedsageligt placeret i nordlige landdistrikter præget af tørke.

Bidraget vil støtte vandforsyning og andre tiltag for at højne livsvilkårene for befolkningerne i og omkring flygtningelejre og i andre tørkeramt landområder i det nordlige Kenya.

Gennem øget adgang til vand og andre basale serviceydelser samt til økonomiske muligheder, vil lokalbefolkningerne i disse skrøbelige områder af landet kunne opnå øget modstandsdygtighed og forbedrede livsvilkår. 

Bidrag til Dansk Flygtningehjælps program i Somalia for tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne (100 mio. kr.)

På grund af årtiers borgerkrig, terrorisme og tilbagevendende tørke er over en million somaliere på flugt og siden den nuværende tørke satte ind i november 2016 er antallet af internt fordrevne steget fra ca. 900.000 til to millioner. Dette har lagt massivt pres på myndigheder og lokalbefolkninger i de berørte byområder.

Dansk Flygtningehjælp udfører et program for både tilbagevendte flygtninge fra bl.a. Kenya og Yemen, internt fordrevne og værtsbefolkninger. Programmet er målrettet lejre for internt fordrevne samt oprindelsesområderne, således at fordrevne og flygtninge, der måtte ønske at vende tilbage, sikres mulighed for dette.

Programmet vil støtte materiel, fysisk og juridisk sikkerhed gennem nødhjælp, forbedrede levevilkår, forbedret byplanlægning, juridisk bistand samt et overordnet politisk samarbejde med myndighederne om langvarige løsninger for internt fordrevne og flygtninge i Somalia.

Bidrag til EU´s MADAD-fond (150,7 mio. kr.)

MADAD-fonden har fokus på at imødekomme humanitære behov og styrke modstandsdygtigheden blandt syriske flygtninge og lokale værtsamfund. Den støtter flerårige indsatser på en lang række områder, som uddannelse, jobskabelse, sundhed, vand og sanitet.

Størstedelen af de støttede projekter er rettet mod Syriens nærområder, men fonden har også mulighed for at støtte projekter i Balkan-landene langs migrationsruterne. 

Bidrag til Afghanistan-nærområdeprogrammet (300 mio. kr.)

Fase 4 af nærområdeprogrammet (2018-2020) viderefører eksisterende aktiviteter til støtte for tilbagevendende flygtninge og fordrevne samt berørte lokalsamfund i landdistrikter og, som noget nyt, i byer.

Hovedsamarbejdspartneren vil blive regeringsprogrammet Citizens’ Charter Afghanistan Project, som støttes med 90 mio. kr. Samarbejdet vil primært tage fat om fordrivelsesudfordringerne i landlige områder. 

FN-organisationen Habitat 

Habitat støttes med 65 mio. kr. til at imødegå udfordringerne med langvarig fordrivelse og tilbagevendte flygtninge i bymæssige områder.

Dette gøres konkret ved at pilotere et nyt og mere transparent (gennemskueligt) system for tildeling af land. Habitat vil stå for opførelsen af huse på de tildelte landarealer til tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne.

NGOer

NGOer støttes med 140 mio. kr. til indsatser for at imødekomme akutte og basale behov hos de mest sårbare i lokalsamfund påvirket af den afghanske fordrivelseskrise med det formål på længere sigt at skabe bæredygtige forbedringer til infrastruktur og/eller levebrødsmuligheder. 5 mio. kr. er afsat til programstøtte/teknisk assistance. 

Opskalering af (flere penge til) allerede planlagt Northern Uganda Resilience Initiative (NURI) (75,0 mio. kr.)

Den fortsatte tilstrømning af sydsudanesiske flygtninge til det nordlige Uganda har gjort landet til Afrikas største flygtningeværtsland og har forværret det pres, som befolkningstilvækst og klimaændringer allerede skaber på jord og naturressourcer.

Bevillingen vil inden for rammerne af det globale Comprehensive Refugee Response Framework gå til udvidelse af en allerede planlagt indsats under det danske landeprogram for Uganda 2018-2022.

Indsatsen har som formål at bidrage til forbedret robusthed samt bæredygtig og inklusiv økonomisk udvikling i det nordlige Uganda, herunder for flygtninge og værtssamfund.

Aktiviteterne vil vedrøre uddannelse af småbønder i klimasmarte landbrugsmetoder og kollektiv markedsføring, renovering og bygning af landbrugsrelateret infrastruktur f.eks. veje og markedspladser. 

Uddannelsesindsatser gennem Education Cannot Wait og UNICEF (170 mio. kr.)

Education Cannot Wait (ECW) fokuserer på uddannelse i krise- og konfliktområder med særlig fokus på langvarige kriser såsom Syrien, Tchad og Yemen.

Støtten gennem ECW giver Danmark mulighed for at sikre uddannelsesmuligheder for internt fordrevne, flygtninge og værtssamfund. 

Gennem UNICEF’s uddannelsesprogrammer i Burkina Faso, Niger og Mali målrettes dansk støtte ligeledes til uddannelse for i regionen.

Alle indsatser har specielt fokus på at sikre pigers adgang til kvalitetsuddannelse. Det samlede bidrag til disse uddannelsesindsatser i krisesituationer er på 170 mio. kr., med henholdsvis 104 mio. kr. til ECW og 66 mio. kr. til UNICEF. 

Støtte til Comprehensive Refugee Response Framework i Etiopien (85 mio. kr.)

Bidrag gennem FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til støtte for Etiopiens ønske om at skabe flere muligheder for de mange flygtninge fra nabolandene, for ad den vej at være et bedre og mere inkluderende værtsland.

Der er tale om et treårigt program med fokus på:

1) Øget adgang til undervisningstilbud på gymnasieniveau for flygtninge og værtsamfund,

2) forbedrede muligheder for udstedelse af personlige dokumenter til flygtninge og

3) styrkelse af relevante institutioner, herunder de etiopiske flygtningemyndigheder, samt UNHCR᾽s koordination af indsatsen. Indsatsen styrker sammenhængen mellem humanitære indsatser og udviklingssamarbejdet. 

Støtte til Etiopiens produktive sikkerhedsnetsprogram (Productive Safety Net Programme – PSNP) (50 mio. kr.)

PSNP styrker sammenhængen mellem humanitære indsatser og udviklingssamarbejdet og bidrager til at bringe fattige etiopiere ud af kronisk fødevareforsyningsusikkerhed, styrke modstandsdygtigheden hos den enkelte sårbare familie, ikke mindst ved de hyppigt tilbagevendende tørkeperioder, og derigennem mindske behovet for fødevarenødhjælp på længere sigt.

Endvidere støttes opbyggelsen af nationale krisehåndterings-mekanismer samt relevante institutioner.

Bidraget kanaliseres igennem en trustfond administreret af Verdensbanken. FN’s Befolkningsfond (UNFPA) (60 mio. kr.) FN’s befolkningsfond (UNFPA) er førende inden for indkøb og distribution af prævention.

Det øremærkede bidrag til organisationens indkøbsprogram for prævention til udviklingslande, har til formål at øge adgangen til prævention og familieplanlægning gennem indkøb, distribution og information/vejledning. Programmet har særlig fokus på unge.

AmplifyChange (35 mio. kr.)

Multi-donorfonden AmplifyChange er et vigtigt instrument i Danmarks indsats for piger og kvinders rettigheder internationalt. Fonden har til formål at støtte NGOernes arbejde for at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og især rettigheder i udviklingslande gennem fortalervirksomhed og konkrete serviceydelser.

Det øgede bidrag medvirker til at opnå bæredygtig forandring inden for piger og kvinders rettigheder på landeniveau. 

Bidrag til FN’s Befolkningsfonds (UNFPA) landekontor i Uganda, herunder støtte til CRRF rammeværket (85 mio. kr.)

Inden for rammerne af det globale Comprehensive Refugee Response Framework og FN og Verdensbankens fælles ReHope-strategi (Refugee and Host Population Empowerment) for Uganda arbejder UNFPA på at skabe bæredygtige løsninger for både flygtninge og værtsamfund.

Bevillingen vil indgå i det danske landeprogram for Uganda 2018-2022. Fokus vil være på øget adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, særligt for unge, samt bekæmpelse af kønsbaseret vold i det nordlige Uganda, der pt. huser over én million flygtninge fra Sydsudan.

Bevillingen skal sikre, at kvinder og unge har bedre grundlag for at leve et sundt og produktivt liv og dermed deltage i den lokale udvikling.

Indsatsen skal ses i lyset af, at børn, unge og kvinder udgør 85 pct. af flygtningene og at mange af disse kvinder har været udsat for seksuel vold, samt Ugandas høje befolkningsvækst på over tre pct. 

Forøgelse af Niger landeprogrammet (20 mio. kr.)

Niger i Sahel-regionen syd for Sahara er et af verdens fattigste lande, og har med en befolkningsvækst på ca. fire procent om året en af klodens højeste fødselsrater. Bidraget vil styrke det danske samarbejde med FN’s befolkningsfond (UNFPA) om at forbedre kvinders og pigers ligestilling og seksuelle og reproduktive rettigheder.

Det vil bl.a. ske igennem indsatser der fokuserer på at forhindre børneægteskaber gennem inddragelse af blandt andre religiøse autoriteter. Hertil kommer også støtte til målrettede tiltag som f.eks. de såkaldte ”ægtefælleskoler”, hvor tusindvis af ægtemænd lærer at inddrage deres partnere i vigtige familiemæssige beslutninger. 

Nedskrivning af negativ budgetregulering (330,2 mio. kr.)

Der er under § 06.31.79. Reserver og budgetreguleringer opført en negativ budgetregulering på -330,2 mio. kr. Den afspejler den usikkerhed, som var forbundet med asylskønnet for 2017 på budgetteringstidspunktet i efteråret 2016.

Den negative budgetregulering er indarbejdet ved en overbudgettering af bistanden på § 6.3. Bistand til udviklingslandene. Nedskrivelsen af den negative budgetregulering med 330,2 mio. kr. sikrer at planlagte aktiviteter, der er opført på finansloven, vil kunne gennemføres. 

Budget 

Det samlede budget andrager 2.148,0 mio. kr. fordelt på følgende poster:

Udsendelsesmidler 50,0 mio. kr. 

Bidrag til GCFF/WB 337,1 mio. kr. 

Bidrag til Verdensbankens globale program om tvungen fordrivelse – GPFD 65,0 mio. kr. 

UNDP-administrerede FFES i Irak 135,0 mio. kr. 

Bidrag til forbedret vandforsyning og livsvilkår i Kenya 100,0 mio. kr. 

Bidrag til Dansk Flygtningehjælps program i Somalia for tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne 100,0 mio. kr. 

Bidrag til EU´s MADAD-fond 150,7 mio. kr. 

Bidrag til Afghanistan-nærområdeprogrammet 300,0 mio. kr. 

Opskalering af allerede planlagt NURI i Uganda 75,0 mio. kr. 

Uddannelsesindsatser gennem ECW og UNICEF 170,0 mio. kr. 

Støtte til Comprehensive Refugee Response Framework i Etiopien 85,0 mio. kr. 

Støtte til Etiopiens produktive sikkerhedsnetsprogram (PSNP)

FNs Befolkningsfond (UNFPA) 60,0 mio. kr.

AmplifyChange 35,0 mio. kr. 

Bidrag til UNFPA’s landekontor i Uganda 85,0 mio. kr. 

Forøgelse af Niger landeprogrammet 20,0 mio. kr. 

Nedskrivning af negativ budgetregulering 330,2 mio. kr. 

I alt 2.148,0 mio. kr. 

Tilsagnene afgives i 2017. Hovedparten af tilsagnene forventes udbetalt i 2017 og 2018. Udbetalingskadencen vil blive aftalt i forbindelse med indgåelse af de enkelte aftaler.

Aktstykket i sin helhed kan ses på

http://www.ft.dk/RIPdf/samling/20171/aktstykke/aktstk39/20171_aktstk_anmeldt39.pdf