Gå til hovedindhold

Mobile menu

Teateranmeldelse:
Historie der går i arv

I en sansemættet, kropslig-intens og konfronterende forestilling søger billedkunstner Jeannette Ehlers at få os til at påtage os vores koloniale arv. Det sker gennem en række tableauer, hvor publikum konfronteres med sit eget spejlbillede og følelser af ubehag, frygt og usikkerhed.
Billedet er fra en af forestillingens tableauer hvor den historiske oprørsleder Queen Mary sidder og drejer rundt i stolen, mens hun taler om kærlighed og oprør

Billedet er fra en af forestillingens tableauer hvor den historiske oprørsleder Queen Mary sidder og drejer rundt i stolen, mens hun taler om kærlighed og oprør

Søren Meisner

Forestillingen 'Into The Dark' består af en række forskellige scener, der er meget visuelle og sanselige. Der er ingen fortælling, men derimod drives publikum gennem meget forskellige tableauer.

Kolonitiden er lige nu

Der tages udgangspunkt i en dialog fra H.C. Andersens teaterstykke Mulatten fra 1840. Dialogen bliver elegant placeret i en aktuel kontekst, således at vi fra begyndelsen får en følelse af at være her og nu. Det er en væsentlig pointe gennem hele forestillingen, at det gælder lige nu, selvom udgangspunktet er historisk.

Oprør, konfrontation og kærlighed

Efter et langt tableau midt i forestillingen lyder udsagnet:

"I am here because you are there. We are here because you were there".

Det fungerer som en opsummering af forestillingens pointe og konsekvens, og det falder som en forløsende udgang på en længere scene, hvor publikum har været placeret i et stærkt ubehag.

Hvis man vil vide præcis, hvorden det udspiller sig, må man selv tage ind at se forestillingen. En bogstavelig afsløring af forestillingens forløb vil fratage den en del af sin magi.

'Into The Dark' falder i elegant forlængelse af Ehlers tidligere værker; fx 'Whip It Good'. I den aktuelle forestillingen på Teater FÅR302 synes hun imidlertid at have gravet dybere og meget mere grundigt ned i sine problemstillinger. 'Into The Dark' fremstår mere skarpsindig og refleksiv, og dens udtryk forløser i højere Ehlers eget formål om at danne grundlag for en åben bearbejdning af vores koloniale fortid - et formål hun altid pointerer i sine artist talks og interviews.

Men forestilligen kan dog på ingen måde beskrives som eftermiddagskaffe med æblekage. Det er en hård konfrontation uden mellemregninger, og man går forandret derfra - med mindre man modreagerer så meget, at intet kan trænge ind.

Fredag aften var der en dame på bagerste række, der straks efter forstillingen rejste sig op og højlydt beklagede sig over, at forestillingen havde været langtrukken og kedelig. Hun mente den burde have varet bare 10 minutter. Hun var tydeligvis meget anfægtet, oprevet, hidsig og provokeret.

På første række sad et ungt par, der flere gange under forestillingen lo eller grinede forlegent. Eller som George Bataille vælger at sige i indledningen til sin roman Madame Edwarda: "Hvis du ler, er det fordi, du er bange". Latteren bliver et værn overfor det, som vi ikke tør tage imod.

Den øvrige del af publikum reagerede med en foruroligende tavshed, der vidnede om en alvor overfor forstillingens budskab og udtryk. Vi sad tavse og forlod teatret med en stille ydmyghed.

Forestillingens budskab trænger igennem og dens udtryk forløser dens formål. Publikum bliver påvirket til at tage vores kolonial arv på os, og derfor er forestillingen lykkedes.

Lige nu er der også to aktuelle udstillinger om dansk kolonihistorie, som man med fordel kan opleve. Den ene - Ufortalte Historier - kan ses på Statens Museum for Kunst og den anden - Kolonistorier, magt og afmagt - er Gl.Holtegaards bidrag til kolonialisme-året 2017, salget af de Dansk Vestindiske Øer. Begge udstillinger kan se frem til årets udgang.