Hjemløse i deres eget land

Der er noget i luften denne fredag foran den ramponerede højesteretsbygning i byen Moshi i det nordlige Tanzania. En ram lugt af kokasser og brænderøg blander sig med en lige så gennemtrængende duft af barbersprit.

Ca. 15 masaier i deres karakteristiske stærkt røde tæpper og bare tæer i sandaler lavet af gamle bildæk sørger for den landlige luft, mens duften af barbersprit skyldes tre unge advokater, der er fløjet ind fra hovedstaden Dar es Salaam, iført hvide skjorter, slips, jakkesæt og skinnende laksko.

Med i flokken er også to danskere – i fodformede sko. De repræsenterer et par danske bistandsorganisationer, der støtter masaiernes sag.

Den umage flok venter på, at det skal behage dommeren at behandle den sag, der har bragt dem sammen: 5.000 masaiers bortvisning fra det 2.500 kvadratkilometer (lidt mindre end Fyn) store Mkomazi Vildtreservat, hvor masaierne i årtier har græsset de kvægflokke, der er hele grundlaget for deres eksistens.

Dommer i penibel vildrede

Trods de store forskelle hænger gruppen sammen.

I årevis har de dårligt uddannede måttet døje tærsk, vilkårlige fængslinger og bøder fra de myndigheder, der blot betragter masaierne som et tilbagestående folkefærd, som står i vejen for naturparker og store dyrkningsprojekter.

År efter år er masaierne blevet trængt længere ud af de enorme, men tørre områder, hvor deres forfædre med deres kvæg i generationer har levet side om side med de flokke af vildt, der nu er Tanzanias største attraktion.

I dag er masaierne helt på det rene med, at deres eneste chance for at bevare adgangen til de attraktive græsningsområder er en alliance med de progressive, unge advokater fra universitetet i Dar es Salaam og de udenlandske bistandsorganisationer.

Den lille dommer er tydeligt irriteret over det store fremmøde og de ubehageligt velforberedte advokater fra hovedstaden, og han sørger for, at de fremmødte kan få hele dagen til at gå med retsmødet.

Først er han et par timer forsinket. Senere hæver han retten og proklamerer, at han skal til lægen. Til retssekretæren forklarer han, at han skal hjem og have en kop te.

Men masaierne og deres repræsentanter er overbeviste om, at han bruger pausen til at konsultere regeringsfolk og repræsentanter for naturparken, som masaierne har anlagt deres sag imod.

Både regeringen og vildtlobbyen er nemlig også særdeles utilfredse med retssagen og den store bevågenhed, den modtager. Nu havde de lige troet, at de kunne feje den af bordet med henvisning til, at der ikke var betalt gebyr, da sagen blev rejst.

Men advokaterne fra Dar es Salaam henviser til, at universitetets retshjælp har en særordning, så den kan rejse sager uden at betale det normerede gebyr.

Den vil dommeren lige tygge på en måneds tid.

Trods det magre udbytte og den lange ventetid er masaierne godt tilfredse, da retsmødet slutter. De aner små, men sikre tegn på, at mange år med fordrivelse og modgang er ved at være til ende.

Vildt-jagt giver gode indtægter

Men det kan efterhånden også kun gå fremad for masaierne i Mkomazi-området, fortæller deres leder Lekei Milakon.

Helt tilbage i 1951 – tre år før Lekei blev født – blev grunden til den nuværende strid lagt.

Mkomazi-området er et af de tørreste overhovedet i Tanzania, men det var også fuldt af store dyreflokke, elefanter, antiloper, giraffer, ja, selv næsehorn, som der på et tidspunkt hævdes at have været 500 af.

Men det var også hjemsted fra adskillige masaier og deres kvægflokke, der hidtil havde delt området med de vilde dyr.

Reservatet har aldrig haft det store besøgstal. Fra 1975 til 1985 besøgte kun 1.555 turister reservatet – de fleste tanzanianere. Til gengæld har staten tjent store penge på jagt i området. Mange – især fra USA og Saudi-Arabien vil betale godt for at nedlægge en giraf eller en elefant.

Men der var endnu flere krybskytter end betalende storvildtjægere, og langsomt svandt de store vildtflokke ind. Det sidste næsehorn blev set i 1988, og myndighederne gav masaierne og deres kvægflokke skylden for, at vildtet forsvandt.

Som David mod Goliat

Det blev indledningen til en lang og bitter strid mellem myndighederne og folkene bag vildtreservatet på den ene side og masaierne på den anden. En strid hvor myndighederne havde alle midlerne på deres side – og ikke tøvede med at bruge dem.

Vi har levet fredeligt side om side med vildtet i genrationer, siger Lekei Milakion. Vi nedlægger ikke de vilde dyr, men lever af vores kvæg. Tværtimod var vi med til at holde krybskytteriet nede, fordi vi levede og boede i reservatet. Men det vil myndighederne ikke høre på. Vi skal bare ud.

I 1988 fik vi fra den ene dag til den anden besked på at forlade reservatet. Bagefter brændte de vores hytter ned.

Lekei Milakon var selv en af dem, der gjorde modstand mod overgrebene, og han blev hurtigt leder af ca. 300 masaier i området.

Men det har kostet ham dyrt. Han har siddet i fængsel i seks måneder, anklaget for at have stjålet kvæg i Kenya.

Anklagen blev senere frafaldet som grundløs, men først da jeg havde hyret en advokat, som jeg selv måtte betale, og jeg fik ingen erstatning.

Når de ser en mand i masaitøj ved de, at de frit kan gøre hvad som helst. De kan tærske os, putte os i fængsel, brænde vores hytter af eller konfiskere vore dyr, så de kan tage sig betalt, hvis vi vil have dyrene tilbage, siger han.

De nye allierede

I starten af halvfemserne så det hele så sort ud, at adskillige af masaierne forlod området.

Mange tog til Kenya, nogle flyttede til de få områder i Tanzania, hvor der stadig er lidt plads til kvægnomader, og atter andre forsvandt i storbyerne.

Lekei Milakon og en håndfuld andre nægtede at give op. De fik kontakt med masaier i Ngorongoro-området, der har været de samme ting igennem og som har organiseret sig i deres egne foreninger for at hævde deres rettigheder.

Med støtte fra de andre masai-organisationer og donorer som danske Solhvervsfonden og Mellemfolkeligt Samvirke har masaierne hyret de progressive, unge advokater fra Dar es Salaam og indbragt deres sag for højesteret i Moshi. Og Lekei Milakon tror på sagen.

Det er i hvert fald i strid med forfatningen, at vi er blevet smidt ud uden erstatning. Men vores egentlige mål er at få lov til fortsat at være i vildtreservatet side om side med de vilde dyr. Det er vores eneste chance, hvis vi skal bevare vores livsform.

Vidtrækkende betydning

Men nu er det ikke blot masaierne, der venter på den dom, som vil få vidtrækkende betydning for masaier og andre kvægnomader i hele Tanzania.

Tanzania skal også undgå at lægge sig ud med de bistandsorganisationer, der har taget masaiernes sag til sig, og med de progressive advokater, der står i tæt kontakt med landets oppositionspartier.

Skal det nye demokrati også omfatte masaierne? Det må flokken i bildæksandalerne, laksko og Jacoform møde op i retssalen tæt ved Kilimanjaros snedækkede top endnu nogle gange for at få svaret på.

Uddrag fra artikel i Politiken 4. februar 1996. Reportagen blev skrevet, mens Jesper Heldgaard arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania.

Efterskrift

Den lille, vildrådige dommer fandt en vej ud af klemmen. I slutningen af juni 1996 udbrød han i den lille retssal, propfuld af masaikrigere: 

Jeg føler at disse mennesker er fjendtligt indstillet overfor mig og retten. Jeg vil derfor oversende sagen til en højere instans, min overordnede ’The Principal Judge’ i Dar es Salaam.

Sagen blev herefter behandlet uden alt for store forsinkelser i hovedstaden, og den endte med en halv sejr til masaierne:

Det var forfatningsstridigt at smide masaierne ud af området og de eventuelle overgreb der måtte have været, var ulovlige.

Retten kunne dog ikke dømme regering og parkadministrationen til at betale erstatninger. Hver enkelt skadelidte blev henvist til at rejse sit krav i private søgsmål. Så vidt vides fik masaierne ikke lov til igen at græsse deres dyr i naturparken.