Hjernehindebetændelse (Meningitis) i Afrika – succes og nye udfordringer

Forfatter billede

Artiklen i Africa News omhandler et nyt udbrud af Meningokok meningitis forårsaget af bakterietypen meningokok C. Der er foreløbig registeret mere end 8000 tilfælde af sygdommen og ca. 10% er døde.  Menningitis C forekom første gang i området i 2013 og er altså en ret ny sygdom i Nigeria. En epidemi i 2015  dræbte 1100 mennesker – hovedsagligt børn – i Nigeria og Niger tilsammen og de to nabolande registrerede mere end 10.000 tilfælde

Man håber dog på at den aktuelle epidemi er kommet under kontrol efter at Nigeria har gennemført vaccinations kampagner i de berørte områder af landet. Vaccinen mod denne type meningitis findes kun i begrænsede mængder og tager tid at producere så man må håbe at formodningerne holder stik og at epidemien ikke breder sig til nye lande i regionen.

Tidligere blev den nordlige del af Nigeria og en række andre lande i Sahel området, bl.a. Niger, Mali, Burkina Faso og Chad hjemsøgt af store epidemier af meningitis forårsaget af type A med tusindvis af tilfælde og dødsfald til følge.  Man talte ligefrem og meningitis bæltet der strækker sig fra Senegal i vest til Etiopien i øst. Se kortet over meningitis bæltet ovenfor.

Epidemierne hærgede i den tørre tid fra december til juni hvor støv, kolde nætter og øvre luftvejsinfektioner tilsammen bidrager til læsioner i luftvejene som baner vej for invasionen af meningokok bakterier.

Således var der i 2009 55.000 tilfælde og 2500 dødsfald i Nigeria og 13.000 tilfælde og 1500 dødsfald i Niger.  Men dette var måske den sidste store epidemi!

Indtil da havde man kun haft en vaccine af polysakkarid typen der dels kun gav relativt kortvarig beskyttelse dels ikke kunne bruges til børn under 2 år – den primære aldersgruppe der ramtes af sygdommen.

I 2001 søsatte WHO sammen med NGO’en PATH et projekt der skulle føre til en effektiv vaccine . At udvikle en ny vaccine er en vanskelig og tidskrævende opgave. Og når det endelig lykkes skal vaccinen godkendes (licencing) og først da kan en egentlig produktion i større skala begynde. I et bemærkelsesværdigt, succesfuldt samarbejde mellem WHO, PATH og Serum Institute of India lykkedes det at nå frem til masseproduktion af vaccinen som nu kaldtes  MenAfriVac. Det er en såkaldt konjugeret vaccine som beskytter længere og bedre end den gamle vaccine og som kan gives til helt små børn.

Vaccinen kan endda produceres til en pris der kun er ca. 10% af den sædvanlige pris for en nyudviklet vaccine. Introduktion af vaccinen som tog fart i 2010 havde en hurtig og dramatisk virkning på forekomsten af meningitis A sygdommen.  Siden da er mere end 235 millioner mennesker i 15 lande blevet vaccineret. Det drejer sig om nogle af verdens fattigste lande med de svageste sundhedssystemer og højeste børnedødelighed.

Et stort studie i Chad i 2012 demonstrerede vaccinens effektivitet. Blandt 2,3 millioner mennesker i tre regioner hvoraf 1.8 Millioner var blevet vaccineret forud for meningitis sæsonen  optrådte kun 2,5 tilfælde af meningitis per 100.000 indbyggere mens der i andre regioner hvor man ikke havde gennemført vaccinationskampagner fandt ca. 20 gange så mange tilfælde.

Så selvom sygdommen ikke helt er henvist til historien er der tale om et af de største gennembrud i nyere tid mod en frygtindgydende sygdom med høj dødelighed.

Tilbage står en nagende mistanke om at bekæmpelsen af meningitis A har været medvirkende til at man nu ser forekomsten af Meningitis C  i de samme områder af Afrika.  Fysiologisk er det en mulighed man ikke kan udelukke men om det rent faktisk er tilfældet ved man endnu ikke. Heldigvis findes der en lige så effektiv vaccine mod type C som mod type A. Der skal bare produceres nok af den.

Bjørn Melgaard er tidligere direktør for WHOs vaccinationsprogram.