Honduras: Uro efter nyt drab i det “farligste land for miljøaktivister”

berta_caceres_human_rights_activist_honduras_photo_unknown_680x453
Thomas Jazrawi

8. marts 2016

Mordet på den honduranske aktivist Berta Cáreces i forrige uge har fået folk på gaden i det mellemamerikanske land.

Det beretter flere medier.

AP skriver, at en ”stor menneskemængde” marcherede over 10 km med kisten i nærheden af Cáceres hjemby La Esparanza.

Det britiske medie The Guardian beretter, at drabet førte til protester og stenkast ved University of Honduras.

Demonstranterne er utilfredse med, at myndighederne ikke har gjort nok for at beskytte hende, selvom det var kendt, at hun var truet på livet.

Hun blev hædret internationalt, da hun modtog den prestigefyldte Goldman Environmental Prize for kampen mod dæmningen Agua Zarcas.

Mordet har da også vakt international omtale og kritik. En lang række NGO’er samt FN’s repræsentant for oprindelige folks rettigheder har fordømt mordet.

”Det er meget sandsynligt, at drabet har en sammenhæng med hendes arbejde for at beskytte Lenca-folkets menneskerettigheder”, lød det fra Victoria Tauli-Corpuz, FN’s særlige udsending for oprindelige folks rettigheder.

”Berta er det seneste navn på en lang liste af aktivister fra oprindelige folk, der er blevet myrdet for at kæmpe for deres rettigheder”, fortsætter hun.

Det farligste land for miljøaktivister

Honduras fik i foråret den tvivlsomme ære at blive udnævnt til det farligste sted at befinde sig, hvis man er menneskeretsforkæmper. 111 aktivister blev myrdet mellem 2002 og 2014, lyder tallene i rapporten, der blev udarbejdet af Global Witness.

Det er dobbelt så mange, som det antal af journalister, der er blevet myrdet i det centralamerikanske land.

Dengang skrev Global Witness, at tre af Berta Cáceres kolleger, som også arbejde mod Agua Zarcas-dæmningen, var blevet dræbt.

”Sagen om Mrs Cáceres er det mest bemærkelsesværdige drab i en stigende tendens af mord, vold og chikane af mennesker, der beskytter deres rettigheder i Honduras” skriver NGO’en i en reaktion på drabet forfattet til præsidenten Juan Orlando Hernández sammen med 50 andre NGO’er.

I brevet fremgår det ligeledes, at Cáreces havde modtaget dødstrusler for at deltage i kampen mod den kontroversielle dæmning.

Hillary Clinton og statskuppet i 2009

Mordet har også bragt fokus på militærkuppet i 2009, hvor Manuel Zelaya blev fjernet fra magten.

NGO’en International Rivers peger i fordømmelsen af mordet på Berta Cáceres på, at en af USA’s nuværende præsidentkandidater havde en uheldig indblanding i kuppet.

”Vi må bemærke, at under militærkuppet i 2009 arbejdede USA’s regering, med Hillary Clinton som udenrigsminister, bag scenen for at holde Honduras’ valgte regering væk fra at blive genindsat”, skriver organisationen i en erklæring.

”Dertil fortsætter regeringen med at støtte det honduranske militær på trods af den markante stigning i drab, den politiske undetrykkelse og mordene på den politiske opposition og bondeaktivister”, fortsætter erklæringen. 

Den amerikanske ambassadør i landet har i en udtalelse fordømt drabet og kondolerer det honduranske folk. 

Læs erklæring fra USA’s ambassadør og International Rivers kommentar her:

https://www.internationalrivers.org/blogs/433-17 

Læs Global Witness og andre organisationers åbne brev her:

https://www.globalwitness.org/en/press-releases/we-express-shock-and-outrage-murder-berta-caceres-open-letter-honduran-president/