Hundreder af børnesoldater frigivet i Sydsudan

Laurits Holdt

Dagens frigivelse i Yambio er den største frigivelse af børn i næsten tre år og bare første skridt i en proces, som ventes at føre til, at mindst 700 børn vil blive frigivet i de kommende uger. Det skriver UNICEF i en pressemeddelelse.

Børnene er mellem 10 og 16 år. 215 af børnene blev frigivet af den væbnede gruppe, SSNLM (South Sudan National Liberation Movement), som i 2016 underskrev en fredsaftale med regeringen og nu vil integrere sine styrker med den nationale hær. Yderligere 96 børn blev frigivet af gruppen, SPLA-IO (Sudan People’s Liberation Army-In Opposition). Frigivelsen sker efter længere tids forhandling med UNICEF, NDDRC (National Disarmament Demobilization and Reintegration Commission) og FN-missionen i Sydsudan.

“Vi arbejder benhårdt på at få alle de omkring 19.000 børn, som er indrulleret i væbnede grupper i Sydsudan, hjem til deres familier. Det kræver en stor indsats, og dette er endnu et glædeligt skridt på vejen,” siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.

Hjem til familien – hvis man kan finde den

Under en frigivelsesceremoni afleverede børnene formelt deres våben og fik udleveret civilt tøj. De vil nu blive tilset af en læge og modtage krisehjælp og psykosocial støtte som en del af det reintegrationsprogram, som UNICEF og partnere gennemfører i landet.

De børn, som har slægtninge i området, vil blive genforenet med deres familier, mens andre vil starte deres nye liv i midlertidige omsorgscentre indtil deres familier er blevet fundet. 

Når børnene kommer hjem, vil deres familier få hvad der svarer til tre måneders madhjælp for at gøre det nemmere for børnene at blive en del af familien igen. Børnene vil også blive trænet i færdigheder, der vil gøre dem i stand til at tjene penge, støtte familiens husholdning og øge familiens fødevaresikkerhed. For når familierne er selvforsynende, så bliver risikoen for, at nogle af børnene vil lade sig rekruttere af væbnede grupper igen, mindre. UNICEF og partnere vil også sørge for, at de frigivne børn får adgang til uddannelsesmuligheder og læring.

Ti millioner kroner fra dansk fond

Dagens frigivelse er støttet her fra Danmark af Det Obelske Familiefond, som siden januar 2016 har støttet UNICEFs program for beskyttelse af børn i Sydsudan med omkring 10 millioner kroner. Størstedelen af støtten er gået til UNICEFs indsats for at få frigivet flere tusinde børnesoldater i Sydsudan og til at få dem tilbage til livet og ind i samfundet igen.

”Det er i grunden ret enkelt: Børn skal ikke være soldater. Derfor er det helt indlysende for os at støtte UNICEFs vigtige arbejde i Sydsudan, og det er med stor glæde, at vi ser frigivelsen af endnu en stor gruppe børnesoldater, som nu skal hjælpes tilbage til et normalt børneliv,” siger Sune Gylling Æbelø, kommunikationschef i Det Obelske Familiefond.

UNICEF vurderer, at 19.000 børn efter mere end fire års borgerkrig fortsat er indrulleret i væbnede styrker og grupperinger i Sydsudan. Derfor arbejder UNICEF fortsat med sine partnere for at sikre fremtidige frigivelser og reintegration af børn fra væbnede grupper.