Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hvad skal det nytte!

Der er sikkerhedspolitiske alternativer til krig, men de bliver begravet i frugtesløse diskussioner mellem folk som Bo Lidegaard og Claus Hjort Frederiksen.

PxHere

Jeg havde glædet mig til at se forfatteren med meget mere Bo Lidegaard diskutere sin nye bog ”Danmark i krig” med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i Clement Kjersgaards talkshow ”Vi mødes hos Clement” på DR2 4.3.

Den oplevelse kunne jeg godt have undværet!

De talte konsekvent forbi hinanden. Bo Lidegaard fortalte om Danmarks krigsdeltagelse siden Balkankrigene i 1990’erne, krige, der alle endte som nederlag eller i alt fald uden resultater, som danskerne eller de krigsramte befolkninger havde gavn af.

Lidegaard spurgte derfor, hvorfor vi fortsatte i samme spor. Claus Hjort svarede med at spørge, om vi bare skulle lade stå til og overlade verden til terroristerne. Der endte samtalen, der ikke var nogen samtale.

Ingen af de to spurgte sig selv og hinanden om der mon var et alternativ til krig, hvis vi i et lille land vil være med til at bekæmpe terrorisme. Derfor blev samtalen en steril konfrontation mellem Lidegaards opremsning af frugtesløse felttog og påberåbelse af den radikale Viggo Hørups gamle pacifistiske mantra om ”hvad skal det nytte” - og på den anden side Claus Hjorts krav om dog ”at gøre noget” i stedet for at sidde med hænderne i skødet, mens verden går sin skæve gang.

Ingen levnede plads til alternativer! Heller ikke Kjersgaard, som afskar debatten, hver gang der var optræk til nuancer.

Frygtens pris

Det blev ret ulideligt at høre på, for det eneste gode, der kan komme ud af sådan en debat for eller imod krig mod terrorisme er netop alternativer til fortsat krig mod terrorisme. Den krig kan jo ikke vindes med våben. Terrorisme er global, ikke knyttet til noget sted, men til magt, afmægtighed og i den sidste ende til angst – vores egen angst. En militær krig mod terror kan i praksis ikke føres alle vegne og ingen steder til alle tider. Derfor er en militær sejr umulig.

Jeg tror ærligt og oprigtigt, at vi kan komme en lille smule længere hen mod at bekæmpe terrorismen, end Lidegaard og Hjort gjorde, hvis vi ikke møder muslimer og andre sorte og brune mennesker med frygt, våben og afvisning, men med mulighed for inddragelse og fællesskab. Det lyder naivt, det er naivt, men det er mindre naivt end at tro, vi kan sejre ved fortsat krig mod alle terrorister i alle lande.

Og der er strategier, man kan pege på.

Den sikkerhed, vi nu stræber mod med vores krige, var faktisk en del af formålet med udviklingsbistanden, dengang den endnu var ærligt ment! Vi ville give de fattige i de fattige lande plads i vores globale fællesskab på lige fod med os selv, så vi kunne udvikle et virkeligt fællesskab uden modsætninger mellem dem og os. Det var hamrende naivt, men det var ikke desto mindre et ærligt ment forsøg på at føre sikkerhedspolitik med andre midler end militære våben.

Det er til at græde snot over, hvis vor tids sikkerhedspolitik løber sig træt i en ørkesløs strid mellem Lidegaard og Hjort om krig eller ingenting. For der er alternativer. Vi skal bare turde.