Hvor er vandet fra himlen?

gettyimages-1209156413
God plads på gaden i Niamey under corona-lockdown i april 2020.
Foto: Balima Boureima/Anadolu Agency via Getty Images.
Laurits Holdt

13. juli 2020

Lars Zbinden Hansen

Lars Zbinden Hansen, f. 1958 i Odense, korrespondent, journalist og forfatter – senest til bogen På kanten af asfalten – – Fra Kampala til Niamey og retur fra 2021.

Længerevarende ophold i København, Århus, Stockholm, Israel/OPT, Syrien, USSR, Uganda, Sydafrika, Marokko, Kenya, Togo, Rwanda, Jordan, Mali, Niger og nu bosiddende i Antananarivo, Madagaskar.

Lars har siden 1992 nået at snuse til 29 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og prøver stadig at forstå noget af kontinentet.

Har en Professional Master i Afrika-studier.

Gift, to voksne børn.

Lars Zbinden Hansens tidligere blogindlæg.

NIAMEY: Her er lufthavne lukket for civil flyvning og grænseposter kun åbne for varetransport. Vi aner ikke, hvornår de åbner igen. Der er ingen meldinger fra luftfartsselskaber, om de har tænkt sig at flyve på Niamey i en overskuelig fremtid.

Situationen giver gods til en ny tanke. Hvad nu, hvis pandemien fortsætter evigt? Kommer vi mon til at blive i Niamey resten af vores liv?

Det var jo ikke meningen. Nok er Niamey og Niger ikke så slem, som mange måske forestiller sig, men det er de facto en hardship-post for forvænte fynboer som os. Bare det kogende klima og særligt de tre varmeste måneder i marts, april og maj er hårde at komme igennem.

I vores tosomme familie har vi vendt tanken og overvejet de muligheder, vi har for en eventuel rute ud af Niger og er nået frem til, at det er udelukket, hvis corona-situationen fortsætter som nu.

At rejse den direkte vej til Europa over land via Mali og Algeriet går ikke. Udenfor Sahels hovedstæder vrimler det med jihadister og terrorister og andre banditter, der excellerer i blodige overfald og kidnapninger.

Eneste diminutive mulighed for at forlade Niamey over landjord er at prøve at bestikke os igennem toldbetjente og køre 1000 kilometer sydpå til Benin eller Togo og derefter vestpå og så nordpå langs Afrikas kyst op til Marokko med nye bestikkelser ved alle corona-lukkede grænser og risiko for karantæner hele vejen. Og derfra? Spanien, Frankrig, Tyskland? Karantæner?

Fra tid til anden lander et evakueringsfly fra Frankrig eller Tyskland i Niamey, og det tynder hver gang lidt mere ud i det hvide segment i byen, og så spørger vi os selv: Er evakuering en mulighed for os?

I Niger har vi vort hjem og vores jordiske gods. I Europa venter karantæne og intet sted at bo. Når vi frem til Danmark og vil vende tilbage derfra til vores lille hus i Niamey, er der ingen fly, og lykkes det os endelig at komme retur, kræver myndighederne 14 dages karantæne på et af byens store hoteller, der er indrettet til corona-klinik.

Det vil koste os mindst 1 million CFA (eller lidt over 11.000 kroner) per person, lyder kravet fra regeringen, som så kan score lidt kasse på os udlændinge. Reglen gælder ikke for diplomater, der har lov til at tage hjem til sig selv og gå i karantæne. Vi må konkludere, at diplomater enten er mindre smitsomme eller dårligere økonomisk stillet end os andre.

Vi indstiller os derfor på den mærkelige tanke, at vi i yderste konsekvens må blive resten af livet i Niger. Og det er da sådan set også ok. Vi privilegerede i Niamey har valgmuligheder, som polioramte, halte og krøblede tiggere eller fattige bønder og skarerne af arbejdsløse ikke har. Butikker har været åbne under hele corona-krisen, og der er masser af varer. Restauranter og barer er genåbnet, det natlige udgangsforbud hævet, vi har et rimeligt hus og et godt liv sammen.

Vi har dejligt internet, som trods sporadiske nedbrud er det bedste, vi har oplevet i Afrika. Det er dyrt, men det virker, og via det kan vi på den absolutte positivside gense snart sagt hver eneste lille afkrog af Danmark, når danskere viser deres nye sommerferiedestinationer frem på TV, og stationerne garnerer med naturudsendelser om Danmark i lange baner.

Aldrig har vi været så meget rundt i Danmark som i 2020 via en TV-skærm i Niamey.

Imens stiger bekymringen for regntiden i Niger, der lader vente på sig. Landet er i forvejen knastørt, og kommer regnen ikke, som det skete sidst i 2004, kan det udvikle sig til hungersnød, som resultatet var i 2005-2006. Der har i regn-måneden juni været nogle grufulde sandstorme, som totalt formørkede himlen midt på dagen, efterfulgt af lidt regn, men hidtil ingen gedigen og vedholdende nedbør, som kan hjælpe landet igennem de otte måneder uden.

Vi kigger op i vejret nogle gange om dagen og bidrager til ængstelsen, når vi spørger med den smule hausa, vi nu har lært: ”Ina ruwan sama?” Hvor er vandet fra himlen?

Det hjalp! Det pjasker ned nu!

Lars Zbinden Hansen tilføjer: Nigers myndigheder har haft styr på corona-krisen, siden det første tilfælde i marts og tog straks de kendte forholdsregler: maskepåbud, holden afstand, lukning af højere læreanstalter, grundskoler, restauranter, moskeer og kirker, udgangsforbud i en periode, karantænepåbud og dertil indrettelse af corona-centre, tre i Niamey: 2 på hospitaler og 1 på det gamle hotel Gaweye i bycentrum. ”Genåbningen” begyndte for en måned siden efter protester og demonstrationer mod udgangsforbuddet, der blev lempet. Dernæst åbnedes moskeer og kirker.

Per 10. juli er der registeret 1097 corona-tilfælde i landet, 69 er døde, og 976 udskrevet fra klinikkerne

Bistandsorganisationerne fortsætter deres programmer og projekter i Niger men med væsentligt reduceret personale. Der har været en sand evakuerings-exodus af bistandsfolk, FN-ansatte og diplomater.