Hvor stor skal håndvasken være?

liberty
Forfatter billede

27. februar 2018

Som forfatter og filmmand Tør Haxthausen gjorde med sit tv-spil ‘Udvikling’ i 1982. Som forfatteren Lars Bonnevie gjorde med bogen ‘Botswana Blues’ i 1990. For nu blot at nævne et par eksempler på kunstnere, som med baggrund i egne erfaringer fra Afrika tvang os til at tage stilling til nogle af de dilemmaer, som udviklingsarbejdet og kulturmødet nødvendigvis må afføde.

Ejersbo er ikke den første [og forhåbentlig heller ikke den sidste], men jeg anerkender, at hans bog ‘Liberty’ er en imponerende præstation, og filmudgaven har utvivlsomt stor slagkraft.

Vi er mange, som har brugt en stor del af vores arbejdsliv på at gøre en indsats i Afrika eller andre dele af verden, og vi har i vores eget udviklingsmiljø gennem årtier brugt timer og dage på at diskutere, hvad der var godt eller dårligt, hvordan vi kunne gøre det bedre, og selvfølgelig også hvor fantastisk det var at bo i de varme lande sammen med vores børn, da de var små.

Det nævner jeg bare, fordi man ind imellem godt kan få fornemmelsen af, at nogle i debatten mener, at vi hele tiden har gået rundt med hovedet under armen og derfor begået den ene monstrøse fejltagelse efter den anden.

Når vi i dag mødes med venner og bekendte fra dengang, så vælter historierne frem. Om morsomme eller dramatiske begivenheder, som vi aldrig kommer til at glemme. Om partnere, som vi lige har hørt fra efter mange års tavshed. Om naturen og dyrelivet, som har givet os uforglemmelige oplevelser. Og selvfølgelig også om det arbejde, vi konkret udførte, overhovedet giver mening, når vi ser tilbage på det med større klarhed, end da vi gennemførte det.

Og for hundredvis af udsendte rådgivere fra Danida eller udviklingsarbejdere udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke gælder det desuden, at vi snakker om de mennesker, som vi dengang havde ansat til at hjælpe os med rengøring, madlavning, børnepasning og havearbejde. Altså vores ‘tjenestefolk’. Dem selv, deres børn og nu også børnebørn har vi fulgt gennem 25 år, og undervejs har vi som mange andre udsendte hjulpet lidt til, når tilværelsen blev for svær.

En kærkommen mulighed for at reflektere

Jo, bestemt, naturligvis kan man hævde, at vi levede vi i et traditionelt herre-tjener forhold, selv om de udsendte generelt opførte sig bedre, end det var tilfældet lokalt. Skævheden eller uligheden har til alle tider været en udfordring for og i bistandssamarbejdet, sådan som det også er tilfældet i mange af livets forhold i vores del af verden.

Men det skal ikke glemmes, at også på dette område havde vi i bistandsmiljøet ofte ophedede og kringlede diskussioner om det rimelige og etisk korrekte i at have folk ansat, selv om vi ikke levede vores hverdags- og festliv helt den måde, som 800.000 danskere kan få indtryk af, når ‘Liberty’ brænder igennem på skærmen søndag aften.

Det gør heller ikke noget! ‘Liberty’ giver os en kærkommen mulighed for at reflektere, og jeg bidrager gerne, både om alt det jeg synes har været fantastisk, og med det meget, som kunne og burde have været bedre. Jeg vedkender mig et ansvar for alt det, jeg har været en del af gennem fire årtier. Men jeg nægter at tage opstilling ved håndvasken, sådan som jeg synes nogle er i gang med!

Derefter et svar til en generalsekretær

Aviserne var naturligvis fulde af anmeldelser af ‘Liberty’ mandag den 26. februar. Politiken havde udover anmeldelsen også fået repræsentanter fra et par organisationer til at udtale sig.

Birgitte Qvist-Sørensen skrev et debatindlæg, som jeg har lavet et svar til, men som endnu ikke er bragt i avisen. Det kommer nu her.

Jeg er rystet og overrasket! Ikke over at se en dramatiseret og dramatisk version af et selektivt udsnit af personer og positioner fra 80érnes udviklingsindsats i Afrika glide hen over skærmen søndag aften. Men over at læse det perspektiv, som generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp anlægger i sit debatindlæg i gårdsdagens avis.

Hverken bogen eller filmen ’Liberty’ påstår nødvendigvis, at deres udgave af virkeligheden er hele sandheden om det udviklingsarbejde, der foregik i 1980’erne. Det gør generalsekretæren til gengæld, når hun skriver, at serien ”tegner et realistisk billede af det internationale bistandsmiljø i 1980’erne”.

Det er muligt, at Folkekirkens Nødhjælp har adgang til informationer, som jeg ikke kender til. Men som én, der oplevede bistandsmiljøet i Afrika på nærmeste hold i 80’erne og 90érne som ansat i Mellemfolkeligt Samvirke, og derfor påtager mig et medansvar, tvivler jeg oprigtigt.

Jo, jeg har naturligvis mødt alle de personkarakterer, som tegnes skarpt op i filmen – idealisten, kynikeren, tvivleren, drankeren, misbrugeren, forbryderen, udnytteren. Samt naturligvis de lokale bistandsmodtagere, som undertiden betragtede det hele med lige dele overbærenhed og forundring.

Men nej, jeg oplevede ikke flertallet af udsendte som hverken naive idealister, fordrukne medfølgende eller sexfikserede udbyttere. Det var ’almindelige’ danskere – lærere, sygeplejersker, læger, tømrere, revisorer, osv. – ofte med familie og børn, som ønskede at opleve verden, som den så ud dengang. Langt de fleste havde et sundt dansk humanistisk udgangspunkt for at ville bidrage til en bedre verden.

Påduttede vi de lokale disse værdier? Ja, sikkert i mange tilfælde, bl.a. fordi vi ikke forstod den lokale virkelighed godt nok. Men i langt de fleste tilfælde var de udsendte langt klogere i deres adfærd, end andelsidealisten Niels i filmen forekommer at være.

Når det gælder det konkrete eksempel om andelstanken, må jeg anholde Birgitte Qvist-Sørensens fremstilling. Ikke bare er andelstanken grundlæggende positiv i en dansk sammenhæng, den er også en vigtig del af grundlaget for vores demokratiske velfærdssamfund og for forestillingen om et samfund præget af lighed. Netop denne samfundsform så Tanzania efter selvstændigheden i 1961 som en model til forfølgelse, under ledelse af Nyerere, landets første præsident.

Andelsrådgiver Niels leverede derfor i virkeligheden som i filmen i høj grad det, som landets styre i flere årtier efter selvstændigheden efterspurgte. Men helt som i dag kan man spørge, om folket også troede på idéen? Og nej, det gjorde folket ikke, og den fejl tog Nyerere ansvaret for inden sin død.

Glemmer et perspektiv

Lad mig i parentes bemærke, at uanset hvor fejlslagen præsident Nyereres politik i Tanzania var, er det urimeligt at blande hans politik sammen med Mugabes politik over for de hvide jordejere i Zimbabwe. At en generalsekretær fra en fremtrædende dansk bistandsorganisation roder tingene sammen på denne måde bidrager ikke ligefrem til en bedre forståelse for, hvad der sker i Afrika – og hvilken rolle vi kan have.

I det hele taget bidrager det hverken til forståelse eller sandhed, at der nu tilsyneladende både hos Folkekirkens Nødhjælp og Care Danmark investeres i så store håndvaske, at hele kroppen kan få en overhaling.

Jeg har haft ansvaret for mange hundrede danskeres udsendelse som frivillige og udviklingsarbejdere fra Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg har også arbejdet, levet og oplevet sammen med dem i Zimbabwe i første halvdel af 90’erne. Vi kan sagtens forklare og forsvare, hvad vi bidrog med dengang, da Afrika så anderledes ud, end tilfældet er i dag.

Vi bidrager også gerne stilfærdigt til at fortælle om de mange smukke, dagligdags, udramatiske, respektfulde, værdige og skelsættende historier om ’udviklingsmødet’, som dansk bistandshistorie er fuld af. Det perspektiv synes jeg desværre Birgitte Qvist-Sørensen helt glemmer i sin paniske iver efter at forhindre en fiasko for Nødhjælpens kommende indsamling.

Bjørn Førde har arbejdet med udvikling og demokrati i mere end fire årtier. Bl.a. er han tidligere direktør for Institut for Flerpartisamarbejde (DPID) og var inden da direktør for FN-organisationen UNDP’s Governance Centre i Oslo.