Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hvordan bruges udviklingsbistanden bedst?

Skal statslig udviklingsbistand primært sigte direkte på at understøtte økonomisk vækst og skabe jobs? Eller anvendes udviklingsbistand bedst til at fremme de nødvendige forudsætninger for økonomisk vækst via investeringer i sociale sektorer som sundhed, uddannelse samt infrastruktur og bæredygtige lokalsamfund?
Hvordan bruger vi bedst og mest effektivt den statslige u-landsbistand til at skabe positive forandringer i de fattige lande?

Hvordan bruger vi bedst og mest effektivt den statslige u-landsbistand til at skabe positive forandringer i de fattige lande?

Pixabay (Public Domain)

Ole Therkildsen (OT) påpeger i et blogindlæg 26. maj, at i 2014 gik ca. 60 procent af den internationale statslige udviklingsbistand til social infrastruktur og serviceydelser mod ca. 30 procent i 1970’erne. Støtte til økonomisk infrastruktur mv. har ligget nogenlunde uændret på 25-30 procent. Til gengæld er bistanden til de produktive sektorer faldet fra ca. 65 procent til nu ca. 10 procent. I dansk u-landsbistand er denne tendens endnu mere tydelig.

Ifølge OT er dette et problem, da der mangler jobs til de mange unge, der hvert eneste år strømmer ud på arbejdsmarkedet i u-landene, hvilket hæmmer deres udvikling. Dette er jeg naturligvis helt enig i. Det rejser imidlertid på ny en gammel debat helt tilbage fra bistandens barndom om, hvordan vi bedst og mest effektivt bruger den statslige u-landsbistand til at skabe positive forandringer i de fattige lande.

Bistandens dobbelte målsætning

Denne debat afspejles i den første formålsparagraf for den danske u-landsbistand i ”Lov om internationalt udviklingssamarbejde” fra 1971. Det hedder heri, at ”Målet for Danmarks statslige bistand til u-landene skal være…..at støtte (KURSIV) deres bestræbelser på at opnå økonomisk vækst for derigennem at medvirke(KURSIV) til deres sociale fremgang…..”. Dvs. både støtte økonomisk vækst direkte og samtidig indirekte medvirke hertil.

Denne dobbelte målsætning blev dog udlagt og vægtet forskelligt både i Danidas styrelse og især i Rådet for internationalt Udviklingssamarbejde. De folkelige organisationer og den politiske venstrefløj lagde stor vægt på at medvirke til social fremgang. Det private erhvervsliv og den politiske højrefløj hæftede sig ved målsætningen om økonomisk vækst og ønskede derfor især at yde direkte støtte til industri og landbrug. 

I 1960’erne og 70’erne blev megen bistand ydet netop med henblik på at fremme landbrug og industri samt investeringer i infrastruktur. Men i begyndelsen af 1980’er og især i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne gik mere og mere af u-landsbistanden til de sociale sektorer, specielt uddannelse og sundhed, herunder vandforsyning. Nu er pendulet imidlertid for alvor begyndt at svinge tilbage til en mere vækst-, markeds- og erhvervsorienteret udviklingspolitik, som vi næppe endnu ikke har set kulminationen på.

Bistandens begrænsninger

Danida har igennem årene forsøgt sig med støtte til mange forskellige former for privatsektorprogrammer. Men uden den helt store succes, når det gælder skabelse af nye produktive jobs, ifølge de mange evalueringer heraf. Nu håber Udenrigsministeriet naturligvis (igen) på, at det nyeste initiativ kaldet Danida Market Development Partnerships, hvori NGO’er også inddrages, bliver en succes. 

Statslig bistand kan dog være med til forbedre rammevilkårene for den private sektor – f.eks. ved at støtte den nødvendige lovgivning omkring f.eks. arbejdsmarkedsforhold, private investeringer, handel og skattelovgivning mv., med henblik på at sikre fair handels- og arbejdsvilkår og hindre skatteunddragelse og illegale kapitaloverførsler til skattely. Det er der et stort behov for, da den private sektor ikke altid af sig selv er motiveret til at gennemføre sådanne indsatser, som jo vil begrænse deres indtjeningsmuligheder.

Det skal dog noteres, at den i begyndelsen statsfinansierede Industrialiseringsfond for Udviklingslandene (IFU) har været mere succesfuld end Danida – på fondens egne markedsøkonomiske præmisser. Men beskæftigelseseffekten i de fattigste udviklingslande har desværre også her været alt for begrænset.

Et statsligt bureaukrati er dog ikke gearet til at skabe vækst i en privatsektor, der opererer på helt andre (kommercielle) vilkår end diplomatiet. Dette bekræftes af en ny fælles rapport fra Verdensbanken, World Economic Forum og Den afrikanske Udviklingsbank. Rapporten påpeger, at der alene i Afrika er behov for 450 millioner nye jobs i de næste 20 år til de mange unge, der årligt kommer ud på arbejdsmarkedet. Men med den nuværende udviklings- og erhvervsstøtte er der kun udsigt til, at 25 procent af de disse jobs vil opstå.

Bistandens muligheder

OT finder, at produktionssektorerne udsultes i dagens udviklingsbistand, og at balancen i bistanden derfor er skæv. Men skredet fra en vækstorienteret udviklingsbistand til en fattigdomsbekæmpende og socialt orienteret bistand, skyldes en voksende erkendelse især i Danida og dele af Christiansborg af, at statslig udviklingsbistand fra regering til regering ikke er et af de bedst egnede instrumenter til at skabe nye produktionsjobs og økonomisk vækst i den private sektor. Denne erkendelse afspejler sig da også i den nye lov og målsætning for dansk udviklingsbistand, som blev vedtaget i juni 2012. Heri prioriteres helt klart fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder. Økonomisk vækst nævnes slet ikke (men dog IFU)!

Dertil kommer en voksende forståelse af, at en veluddannet og sund befolkning er en helt afgørende forudsætning for både lokal udvikling og national økonomisk vækst, hvilket OT da også anfører. Og det er jo netop på det område, at international og især dansk udviklingsbistand har opnået de bedste resultater i forbindelse med FN’s otte 2015-mål, selv om ikke alle målene ikke blev nået. Sociale investeringer skaber også nye arbejdspladser – lærere, læger og sygeplejersker m.fl., som der dog stadig er for få af i u-landene.

Det er imidlertid klart, at hverken den bistand, der kanaliseret gennem NGO’erne, eller den statslige privatsektorstøtte har været i stand til at skabe de nødvendige jobs. Men det har erhvervslivets egne indsatser desværre heller ikke været i stand i ønsket omfang. Private virksomheders primære opgave er jo at skabe overskud til aktionærer og andre investorer – men ikke nødvendigvis mange nye private jobs.

Desuden forudser mange økonomer i dag, at mange af de arbejdspladser, som blev udflyttet til u-landene i forbindelse med globaliseringen, vil forsvinde igen som følge af bl.a. robotteknologi, automatisering og digitalisering. Og de vil ikke blive erstattet af nye jobmuligheder, som matcher den voksende arbejdsstyrkes (ofte manglende faglige) kompetencer i både Nord og Syd. Vækst skaber jo ikke altid automatisk nye jobs.

Bistandens udfordringer

Derfor er der behov for at hente inspiration i FN’s 17 nye fælles bæredygtighedsmål for klodens udvikling frem mod 2030. De er ambitiøse og udfordrer både fattige og rige lande til indsatser, som omfatter både nationale og lokale myndigheder, civilsamfundets mangfoldighed af folkelige organisationer samt det private erhvervsliv med både multinationale, nationale og lokale virksomheder. Hverken stat, kommune, civilsamfund eller erhvervsliv kan alene løse de problemer, verden står overfor, hvad enten det gælder skabelse af nye jobs, bekæmpelse af nye sygdomme, miljø- og klimaproblemer eller øget migration mv.

Exit-tilgange som i UK og US-first-strategier som i USA eller evt. grænsebomme-strategier i Danmark løser ikke nationale eller internationale problemer men vil tværtimod bidrage til at forværre de globale kriser. Derfor skal vi fremover fokusere mere på, hvordan vi i fællesskab kan skabe fælles løsninger til fælles gavn.