Gå til hovedindhold

Mobile menu

I spidsen for Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks store grønne organisation får EL-politiker som ny præsident efter valget af Maria Gjerding forleden.

Maria Gjerding

Maria Gjerding


Steen Brogaard / Folketinget

Repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening (DNs) 95 lokalafdelinger, studenterafdelinger og hovedbestyrelsen valgte forleden i Faaborg Maria Reumert Gjerding som foreningens præsident.

"Jeg er både glad og beæret over, at DN’s repræsentantskab har valgt mig som præsident. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at kunne genoprette natur og biodiversitet og sætte gang i den nødvendige grønne omstilling, er det nu, vi skal handle. Og her spiller DN en afgørende rolle".

Sådan siger Maria Reumert Gjerding, der til foreningens halvårlige repræsentantskabsmøde blev valgt til posten som præsident for landets største grønne organisation med 130.000 medlemmer. Hun tager over for Ella Maria Bisschop-Larsen, der har siddet på posten siden 2006 og er den niende præsident i rækken.

Arbejder internationalt

Samtidig har naturfredningsforeningen en voksende international profil. Det er således DN, som følger de internationale forhandlinger om biodiversitet (biologisk mangfoldighed).

Foreningen er som eneste danske NGO til stede ved de store konferencer hvert andet år herom. Den næste foregår til efteråret i Sharm El Sheikh på Sinai-halvøens sydspids. På den efterfølgende konference i 2020 Kina skal der vedtages en opfølgning på Aichi-målene, som er FNs naturmål. Se mere om dem på

https://www.wwf.dk/?19280/Sdan-nr-Danmark-2020-mlene-for-biodiversitet--...

Kæmper for grøn dagsorden

Maria Reumert Gjerding er bl.a. miljø- og klimaordfører for Enhedslisten, men træder ud af Folketinget for at tage hul på sit nye virke.

"Jeg har hele mit liv kæmpet for den grønne dagsorden. Nu i Folketinget og før da som leder i en grøn virksomhed. Nu skal jeg gøre det i DN, der har en unik position som naturbeskytter, siger den nye 39-årige præsident

Og ifølge Maria Reumert Gjerding er natursagen vigtigere end nogensinde.

"Vi ved, at børn i dag kun er halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre på trods af, at vi ved, at naturen er med til at skabe sunde, glade og kloge børn, og vi kan se, at der politisk bliver taget livtag med vores ret til at foreslå fredninger. Der er altså nok at tage fat på, og det glæder jeg mig til", siger Maria Reumert Gjerding.

Vil engagere danskerne

Som præsident for Danmarks Naturfredningsforening vil Maria Reumert Gjerding arbejde for at engagere flere danskere i naturen:

"Der er en spirende naturbevidsthed herhjemme. Vi så det, da vi slog ring om vore kyster med bål og fakler, og vi så det med de massive protester mod havbrug i Øresund og byggeri på Amager Fælled. Den naturbevidsthed skal vi puste til og gøre til handling. For vi har brug for befolkningen, hvis vi skal påvirke politikerne".

Maria Gjerding mener, at hendes politiske erfaring kan gavne DN’s sag samt styrke foreningens stemme i den offentlige debat.

"Jeg har indsigt i det politiske håndværk og ved, hvordan politik bliver til, hvilket er fuldstændig afgørende, hvis man vil have indflydelse", gør hun gældende og føjer til:

"Jeg vil bruge min erfaring fra Christiansborg og mit brede politiske netværk til at bringe DN tæt på de politiske beslutninger".

Hun vil samarbejde bredt politisk såvel som med organisationer, kommuner og andre interessenter indenfor klima, miljø og natur.

Efter Gjerdings farvel til politik vil hendes grønne ordførerskaber blive fordelt mellem Pelle Dragsted, Øjvind Vilsholm og Søren Egge Rasmussen fra Enhedslistens folketingsgruppe. 

Enhedslisten har valgt at knytte økonomi- og erhvervspolitik sammen med grøn omstilling ved at lade Pelle Dragsted blive samlet ordfører for demokrati, økonomi og erhverv samt grøn omstilling. 

Folketingsgruppens nye medlem Øjvind Vilsholm kommer fra kommunalpolitik i Furesø og overtager ordførerskabet for natur og miljø. 

Sidste del af ordførerrokaden gælder områderne klima, landbrug og dyrevelfærd, som går til nuværende fødevare- og energiordfører Søren Egge Rasmussen.

CV

Født d. 3. august 1978  
Opvokset ved Utterslev mose i København NV med tre yngre søskende.
Er gift med Christoffer og har to drenge – Tristan på 11 år og Julius på 8 år. 
Parret bor i København.

Arbejde og tillidsposter

Folketingsmedlem for Enhedslisten. Miljøordfører, klimaordfører, landbrugsordfører, grøn omstilling-ordfører, dyrevelfærdsordfører, familieordfører og demokratiordfører (2015 – nu)

Forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i elnetselskabet Radius (tidligere DONG) (2013 – nu)

Miljø-, klima-, og landbrugspolitisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe (2008 – 2015)

Administrationschef, Biosa Danmark (2007 – 2008)

Projektleder, Biosa Danmark (2005 – 2008)

Uddannelse

Cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier, RUC, fra 1999 til 2006.
Grundskole og overskole: Vidar Skolen - Rudolf Steiner-friskolen i Gentofte, fra 1985 til 1997.