Gå til hovedindhold

Mobile menu

Ih, hvor går det godt, indtil videre

Om faser og akser omkring kulturmødet
Lars Zbinden Hansens Bamako er stadig spændende og eksotisk. Men følelsen varer nok ikke ved.

Lars Zbinden Hansens Bamako er stadig spændende og eksotisk. Men følelsen varer nok ikke ved.

Arensond Public Domain

Kloge hoveder har forsket sig frem til, at man gennemløber tre følelses- og erkendelsesmæssige faser i mødet med en fremmed kultur, og den slags er jo ganske handy at kende til, når man bliver udstationeret i fremmede lande.

Så efter 14 dage som ”medfølgende” i Mali henter jeg faserne frem fra hukommelsen, helt deromme, hvor jeg har lagret fjerne tiders ”førudsendelseskurser” på Danidas nedlagte kursuscenter på Hornbækhus.

Frem kommer ”positiv- og negativfaser” og ”realitetsaksen”, hed det vist, eller også var det en ”U-kurve-model” eller ”tilpasningscyklus”.

Det holder vand

Hvad de kloge end kaldte begreberne, holder de vand. Lige nu befinder jeg mig klart i første fase. På Danida-kurserne blev denne periode også kaldt ”honeymoon-fasen” eller ”hvedebrødsdagene”, og den lyder nogenlunde sådan her, og helt i overensstemmelse med virkeligheden:

Jeg er nyankommen. Jeg ser omgivelserne igennem forventningsfulde optimistiske briller, er fascineret og entusiastisk og har kun positive følelser overfor folk og ting omkring mig.

Der er selvfølgelig løbet en del vand igennem Afrikas floder, siden jeg første gang landede under Sahara for 25 år og 11 dage siden, så noget er trods alt lidt anderledes end dengang.

Jeg er med årene blevet mindre påvirkelig og er slet ikke oppe og køre i superlativerne som dengang. Jeg husker f.eks., at jeg skrev til familie og venner i Danmark, at hvis ”der er et paradis på jord, må det være her i Uganda”.

Men altså, lige nu, jo da, teorien holder: Her er fedt i Bamako: spændende, eksotisk, folk er dødflinke, imødekommende, varmen er lækker og fremtiden tegner lys.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at her er blevet en kende mere fattigt og også ret så meget mere overbefolket og beskidt, siden jeg var her sidst – på besøg – for seks år siden. Men den slags småting sorteres let væk, når man har den nyankomnes briller på. Jeg lader mig i hvert fald ikke distrahere.

Men jeg ved jo også godt, hvad der sker inden alt for længe: Langsomt begynder de mindre behagelige sider af tilværelsen i Bamako at trænge sig på, og det kan sagtens blive snavset, den voldsomt støjende og forurenende trafik, der får overtaget og sætter gang i en ubevidst mekanisme, som vil opretholde optimismen ved at slå problemerne hen med undskyldninger.

Man kan kalde det for ”undskyldningsmekanismen”, fordi man leder efter bortforklaringer i det ydre for, at man begynder at fornemme, at optimismen og glæden begynder at briste.

Ned i kulkælderen

Undskyldningerne holder ikke i længden. De smuldrer, og så er det, man havner nede i kulkælderen, nede i den negative og pessimistiske kælder, hvor omgivelserne lægger et ondt og ubehageligt omslag omkring én.

Det er her i ”kulkælderfasen”, at jeg bliver dødtræt af afrikansk ineffektivitet, manglende tidsfornemmelse og negligering af mødeaftaler. Det er også her, at strømafbrydelser, vandlukninger, trafikpropper i 40 graders varme og støv, konstant svedigt tøj og hæragtige invasioner af fluer, myg og andet kravl er ved at drive mig til at pakke kufferten og rejse hjem.

I den grøft knurrer man over også over sig selv, fordi man har været så enfoldig at tage slør for øjnene og har bildt sig ind, at alt omkring én er positivt. Man laster sig selv, at man ikke med det samme indså, at det at bo i Mali, og Afrika, er noget ganske andet end en turistudflugt eller et hurtigt touch-down med åbent sind og positivt oplevelsesbegær.

Men det er også i den fase, hvor det dæmrer, at man er tvunget til at leve på omgivelsernes reelle præmisser og droppe sine egne illusoriske, hvis man skal overleve. Det er her, at man må kæmpe for at komme igennem.

Ind på realitetsaksen

Beslutter man sig for kampen, begynder man næsten automatisk at tage elementer fra den positive og den negative fase og balancere sig så ind på ”realitetsaksen”.

Når frem til den, aksen, vil man opleve en indre ro og en bevidsthed om, at man har forstået den nye kultur og omgivelserne. Det er her, at man bliver selvbevidst, lettet, tilfreds og fornemmer en ny identitet, en ny selvforståelse. Man lever med et konglomerat af sin egen og den fremmede kultur.

Turen fra det positive ned i det negative og så op i realiteterne, so-to-speak, kan sagtens starte forfra. Det sker for eksempel, hvis man forsøger at genetablere den oprindelige fascination fra dengang, man var nyankommen og lander i en ny positiv boble. Den boble punkterer også, før eller siden, og så er man igen på vej ned i kulkælderen.

Tiden igennem de to faser og op på realitetsaksen er forskellig fra person til person og fra omstændighed til omstændighed. Det kan vare måneder, år, inden man havner på realitetsaksen og har fundet ro.

Det kan også gå dødhurtigt. Jeg har i min tid i Afrika set korttidsbesøgende rådgivere og konsulenter, der gennemløb de to første faser indenfor få dage, nogle indenfor timer, og det har givetvis at gøre med, at besøgende på kort visit har alle sanser spændt ud, netop fordi de ved, at de kun skal være på stedet i kort tid. Det drejer sig om at opleve så meget som muligt så hurtigt som muligt.

Rekorden har en konsulent, som jeg hentede i Entebbe-lufthavnen i 90’erne. Han havde aldrig været i Afrika og så sig omkring, målløs over alt det grønne på vejen ind til Kampala. ”Hvor er her smukt, det rene paradis”, sagde han.

Nogen og tredive kilometer længere fremme var Clock Tower-rundkørslen i Kampala den dag i sit værste lune med klumper af dyttende biler og affaldsdynger hele vejen rundt.

Nu kom det fra konsulenten: ”Hold kæft et svineri!”.

Og: ”Hvor de dog kører. Her kunne jeg godt nok ikke bo”.

Var han blevet, havde han måske vejet Ugandas usvigelige skønhed op med de mindre flatterende aspekter.

Den slags kræver en lille fokuseret kamp – med sig selv.