Ikke et ord om rettigheder

Mie Roesdahl


Foto: Institut for Menneskerettigheder
Laurits Holdt

Fremme af menneskerettigheder er en hjørnesten i forebyggelse af de væbnede konflikter, der i dag skaber massive flygtningestrømme. Det er ikke et postulat men et forskningsmæssigt dokumenteret faktum.

Alligevel er det ikke højt på dagsordenen i ’granskningen’ af en ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Både Taksøe-Jensen og Udenrigsministeren har meldt ud, at den nye udenrigspolitik skal være mere fokuseret og prioritere tydeligt i forhold til Danmarks interesser.

Det skal handle om Danmarks sikkerhed og forebyggelse af væbnede konflikter og migration. Men ikke et ord om menneskerettigheder. Det kan vel ikke kaldes en fokuseret politik, hvis man undlader at fokusere der, hvor årsagerne til problemerne ligger, og hvor der kan skabes langsigtede løsninger. 

Menneskerettigheder er universelle, og de er centrale værdier i FN og i de mellem-statslige aftaler, der blev skabt efter Anden Verdenskrig og i de aftaler, der bliver lavet i dag. Men de har også andre dimensioner, som er vigtige, måske endda vigtigere end den højprofilerede og normative rettighedstænkning.

Det handler om, hvilken forskel det gør her i verden, hvis vi kan være med til at fremme menneskerettighederne. På den ene side gør rettigheder en helt konkret forskel for mennesker, der kæmper for deres børns fremtid og for at leve i fred, og på den anden side gør de en forskel for Danmarks sikkerhed, fordi de netop kan være med til at forebygge konflikter.

Årsag til væbnede konflikter

Der er dokumentation for, at voldelige konflikter opstår, når der er høj grad af menneskerettighedskrænkelser, når bestemte grupper ikke har en stemme i beslutningsprocesserne, når offentligt ansatte ikke giver folk lige adgang til f.eks. sundhedsydelser, uddannelse og retfærdighed, når der sker tortur i fængslerne osv.

Menneskerettighedskrænkelser er altså årsag til væbnede konflikter og specielt til at ’gamle’ konflikter genopstår i nye former og skaber nye flygtningestrømme og usikkerhed både menneskeligt og globalt.

Forskere har vist, at hvis man forbedrer menneskerettighedssituationen efter en fredsaftale er indgået, så minimerer man risikoen for nye voldelige konflikter markant. 90 procent af de konflikter, der skabte død, ødelæggelse, usikkerhed og flygtninge mellem år 2000 og 2010 var faktisk ’gamle’ konflikter.

Vice-generalsekretær for FN Jan Eliasson ved, hvad han snakker om, når han i en tale i december måned peger på, at verdenssamfundet skal arbejde mere målrettet på at forebygge konflikter via menneskerettighedsarbejdet. Også de nye FN-verdensmål reflekterer betydningen af menneskerettigheder for fredelige samfund.

Flere af de 17 mål handler om menneskerettigheder: ”reducer ulighed i og mellem lande”, ”styrk fredelige og inkluderende samfund for bæredygtig udvikling, giv adgang til retfærdighed for alle og opbyg effektive, ansvarlige og inkluderende institutioner på alle niveauer” er nogle af de vigtigste.

Målene kæder fred og rettigheder sammen. Det er ikke bare ord, der bliver formuleret i FN i New York og ikke gør nogen forskel i den virkelige verden. De ’gamle’ verdensmål gjorde faktisk en reel forskel, og landene stod sammen om at skabe forandring.

Brug for vores støtte

Det er blevet normalt i Danmark at tale om, ”at tingene ikke nytter noget”, og ”at de svage stater jo bare modvirker alt, hvad vi gør”. Det interessante er, at der faktisk er regeringer i fattige og konfliktramte lande, der ønsker forandringer. Der er offentligt ansatte i statsinstitutionerne, som hver dag går på arbejde for at tackle udfordringer omkring kvinders rettigheder, børns adgang til uddannelse, tålelige forhold i fængslerne, og på samme måde som det har taget tid for Danmark at komme dertil, hvor vi er i dag. Og de har brug for støtte for at klare opgaven. 

Danmark er kendt ude i verden for vores evne til at fremme menneskerettigheder. Nøglen er etablering af stærke relationer til partnere, som kan skabe forandringer i deres eget land. Kapacitetsopbygning, dialog og rådgivning, der bygger på lokal forståelse og respekt for mennesker og den virkelighed de står i.

Vi skal ikke opfinde noget nyt – Danmark har allerede vist sig at være en stærk aktør på dette område, men arbejdet kan styrkes med mere viden om effektive måder at fremme menneskerettigheder i konfliktramte lande og med en klarere dansk politik og indsats på området. Indtil videre har regeringen gjort det modsatte:

På Finansloven for 2016 har regeringen skåret over 350 millioner kroner til menneskerettigheder, demokrati og konfliktforebyggelse. 

Hvis målet er at skabe en ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er fokuseret ift. danske interesser og som prioriterer forebyggelse af væbnede konflikter, så bør Taksøe-Jensen og Udenrigsministeren sikre at menneskerettighedsområdet får høj prioritet i udenrigspolitikken i de kommende år.  

Indlægget har tidlige været bragt I Weekendavisen og bringes her med tilladelse fra skribenten og Weekendavisen.