Gå til hovedindhold

Mobile menu

IMS anbefaler: Fem film du skal se på CPH:DOX

Årets største begivenhed for fans af dokumentarfilm er lige om hjørnet, og Rasmus Steen, leder af International Media Supports (IMS) dokumentarfilmprogram, anbefaler her de fem film, du ikke må snyde dig selv for.
Filmen The Deminer tegner et dramatisk portræt af en idealistisk minerydders arbejde gennem flere årtier.

Filmen The Deminer tegner et dramatisk portræt af en idealistisk minerydders arbejde gennem flere årtier.

CPH:DOX - Pressebillede

Som altid disker CPH:DOX op med et stærkt program af de bedste og mest udfordrende dokumentarfilm, der findes derude, og vil man nå at se bare en brøkdel af årets film, får man nogle travle dage fra den 15.-25. marts.

Programmet er rigt sammensat, men er man på udkig efter film, der beskæftiger sig med emner fra det globale syd, er programmet noget mindre varieret. Særligt hvis man er på jagt efter film lavet af folk af ikke-vestligt ophav, er man nede på kun et par håndfulde.

Dette til trods kommer her fem anbefalinger i vilkårlig rækkefølge til film, du ikke må gå glip af, hvis du brænder for den verden, der omgiver Europa:

 

A Woman Without A Name (Iran)

Den iranske instruktør Farzad Khoshdast tager i sin film A Woman Without A Name beskueren med ind bag murene i kvindefængslet Gharchak i Teheran. Fire kvinder, dømt for overfald og mord, fortæller i denne poetiske film om deres liv og tanker og om, hvordan de er havnet i fængslet. A Woman Without A Name giver et indblik i en verden, få får at se, men som samtidig fortæller noget universelt om de strukturelle barrierer, som kvinder møder, i verden udenfor.

Læs mere om filmen og hvor den kan ses her

 

In The Name of Your Daughter (Canada/Tanzania)

Selv om omskæring af piger er ulovligt i Tanzania, foregår det stadig.

Den canadiske dokumentarisk Giselle Portenier portrætterer i In the Name of Your Daugther Rhobi Svamwelly, der driver et safe house for piger, som er flygtet fra deres familier og landsbyer på grund af praksissen, og fortæller samtidig historien om de modige piger, der trodser den blodige tradition. Det er historie om, hvordan piger og unge kvinder forsvarer deres ret til selvbestemmelse over deres egen krop, og de udfordringer det omkringliggende samfund lægger i vejen for dem.

Læs mere om filmen og hvor den kan ses her

 

The Deminer (Sverige/Kurdistan)

Bevæbnet med en skævbider og et roligt åndedræt klipper oberst Fakhir Berwari ledning efter ledning over på de landminer, der er efterladt i den irakiske jord.

Filmen er historien om et land, der er arret af mange års krig, om prisen, som civile og familier betaler, og om oberst Fakhir, der udviser mere mod end man nærmest kan forestille sig.

Bag filmen står den kurdiske instruktør Hogir Hirori, der har boet i Sverige siden 1999, og hans medinstruktør Shinwar Kamal, der sammen krydsklipper en række gamle optagelser af obersten, og dermed tegner et dramatisk portræt af en idealistisk minerydders arbejde gennem flere årtier.

Læs mere om filmen og hvor den kan ses her

 

Demons in Paradise (Sri Lanka/Frankrig)

25 års krig kaster lange skygger. Vrede, uretfærdighed og død hænger i luften længe efter. Som femårig flygtede den tamilske instruktør Jude Ratnam fra Sri Lanka med sin familie, og nu, med kameraet i hånden, vender han tilbage.

Med toget som en metaforisk motor i filmen rejser Jude Ratnam gennem sit fødeland og genbesøger slægtninge og naboer og tegner på den måde et rørende, poetisk portræt af et land, der fortsat hjemsøges af sine indre dæmoner.

Læs mere om filmen og hvor den kan ses her

 

The Prince of Nothingwood (Frankrig)

Der finds Hollywood, Bollywood og Nollywood, men kun meget få har hørt om den afghanske filmindustri, Nothingwood. Ophavsmanden til det meget rammende kælenavn er Salim Shaheen, en energisk filminstruktør og skuespiller, der arbejder på sin 111. film, og som er omdrejningspunkt i franske-svenske Sonia Kronlunds dokumentar.

Gennem Shaheen viser Kronlund en anden side af Afghanistan, vi sjældent ser på vores breddegrader, hvor initiativet, humoren og de kreative drømme får frit spil i et land plaget af krig i mere end 30 år.

Læs mere om filmen og hvor den kan ses her

 

IMS støtter desuden filmen Of Fathers and Sons af den syriske instruktør Talal Derki, der også er på programmet til CPH:DOX.