Ingen udflytning for Udenrigsministeriets arbejdspladser

dfc
Det er endnu uvist hvornår Danida Fellowship Centre skal flytte til Holbæk.
Foto: Danida Fellowship Centre
Laurits Holdt

Onsdag offentliggjorde regeringen anden runde af de såkaldte udflytninger af statslige arbejdspladser – Bedre balance II. I modsætning til første runde i oktober 2015 bliver ingen institutioner under Udenrigsministeriet berørt.

I første runde blev det indledningsvist besluttet, at Dansk institut for internationale studier, DIIS, skulle flyttes til Aarhus og at Danida Fellowship Centre skulle flytte til Holbæk. Begge steder var begejstringen til at overskue.

Ikke flertal for at flytte DIIS

Det lykkedes DIIS at forblive i København – ikke mindst takket være det faktum, at instituttet er oprettet ved lov og at der i loven står, at det skal ligge i København. En flytning ville derfor kræve et flertal i Folketinget og det lod sig ikke gøre.

Læs mere: DIIS bliver i København efter S-nej (26.04.2016)

Anderledes var det med Danida Fellowship Centre, der har hjemme ved siden den forhenværende Landbohøjskole på Frederiksberg – der i dag er en del af Københavns universitet. 

Arbejdsplads deles i to

På trods af indvendinger fra personalet holdt regeringen fast på, at flytte centrets administration til Holbæk. En af centrets centrale funktioner, kollegiet for udenlandske stipendiater, skal dog blive liggende på Frederiksberg. Dermed bliver arbejdspladsen reelt delt i to. 

Læs mere: Kære ministre – hvor er den sunde fornuft i udflytningen af vores arbejdsplads? (27.11.2015)

Centret skal flytte til en nedlagt skole i centrum af Holbæk men det er endnu uvist, hvornår flytningen finder sted.

Til forskel fra første runde af udflytningen er der her i anden runde også tale om at flytte uddannelser fra København til andre dele af landet. Der er dog fortrinsvis tale om professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser.

Se hele Bedre balance II her: https://www.fm.dk/publikationer/2018/bedre-balance-ii